Far har altså også fået barn
Alligevel oplever mange mænd, at de af sundhedspersonalet lynhurtigt bliver kørt ud på et sidespor under konsultationer hos jordemoderen, mens fødslen står på, og senere når sundhedsplejersken kommer på besøg.
"Sundhedssystemet har ofte hverken tid eller kompetencer til at tage sig af fædrene i et graviditets- og fødselsforløb. Jordemødre og sundhedsplejersker er tit præget af en gammeldags tænkning, der bl.a. indebærer, at man ikke rigtig er opmærksom på mandens rolle i det hele," siger Kenneth Reinicke, mandeforsker på Roskilde Universitet. Derfor mener han, det er oplagt, at man i uddannelsen af nye jordemødre og sundhedsplejersker får et øget fokus på, hvordan man kommunikerer til far og inddrager ham i hele forløbet.
Inddrag begge forældre
Opfattelsen af faderens rolle er nemlig mange steder så fasttømret, at ændringerne næppe kommer af sig selv. Derfor har Kenneth Reinicke selv deltaget i et projekt, rettet mod sundhedsplejerskerne i Roskilde Kommune, der havde til hensigt at klæde dem bedre på i forhold til fædrenes behov for at blive inddraget.
"Det handler om små ting. For eksempel er det ikke nogen god idé at sende en pjece, kun adresseret og henvendt til mor - oven i købet med billeder af en kvinde i en ammesituation. Det er vigtigt at henvende sig til begge forældre, skrive fars navn på kuverten, vise nogle billeder, hvor far holder barnet. Huske at stille spørgsmål til ham, når man er på kontrolbesøg, lade han holde vægten under vejningen og så videre," fastslår Kenneth Reinicke.
Fædregrupper
Ifølge Kenneth Reinicke er det ikke nogen dum idé at tilbyde mænd at indgå i deciderede fædregrupper, hvis bare man på forhånd gør sig det klart, at det skal foregå på andre præmisser, end når det gælder mødregrupper.
"Det er svært at få mænd til at møde op og snakke faderskab omkring en kop the. De sætter sig ikke ned og dvæler over det. Og hvis der er en sundhedsplejerske til stede, føler de sig meget hurtigt omklamrede. Men bygger man fædregrupper op om praktiske aktiviteter som f.eks. babysvømning, kan det være et godt og brugbart tilbud for mændene," mener han.
Flere steder i landet har der allerede været forsøg med fædregrupper. Alligevel mener mandeforskeren, at der dog et godt stykke vej endnu inden for sundhedsvæsenet.
"Selvfølgelig vil det største fokus i en periode være på kvinden, fordi det er hendes mave, barnet opholder sig i. Men vi skal have opdraget sundhedspersonalet til at se familien som en samlet enhed. Mændene skal ikke glemmes, for langt, langt de fleste vil gerne deltage."
Læs også:
Parterapeutens fire vigtigste råd
Lad far sludre med baaby