Traume efter fødsel
For seks måneder siden var jeg gennem en hård fødsel, som endte med et akut kejsersnit. Jeg har haft op- og nedture siden fødslen, og der er mange ting, der har spillet ind. Jeg fik tilbudt en snak med jordemoderen efter fødslen, men var lidt omtumlet, og normalt er jeg typen, der klarer tingene selv. Jeg har siden tænkt meget på jordemoderen - hun var med i den sidste del af fødselsforløbet, presseveerne og til sidst også kejsersnittet.
Forleden havde jeg det første møde med hende sammen med min psykolog, hvor vi skulle prøve at få tingene på plads. Jeg havde mange problemer før mødet, men jeg synes, det hele eskalerede under og især her efter mødet. Da jordemoderen sagde, at hun ikke ville eller kunne være der for mig fysisk i mit liv, brød jeg helt sammen. Hvorfor dette totale kaos og hvorfor denne afhængighed? Jeg frygter nu også afskeden med min psykolog. Jeg er virkelig ked af det og ved ikke, hvorfor det er løbet helt af sporet. Jeg har en god mand, men ham kan jeg slet ikke bruge - eller for den sags skyld andre i min omgangskreds.
Hvordan kan jeg dog blive helt besat af folk, jeg egentlig ikke kender, og blive så afhængig af deres omsorg?
Filuka
Kære Filuka
Det er godt, at du allerede nu har kontakt med en psykolog. Det har du brug for, fordi du har været udsat for en stor følelsesmæssig belastning, som du skal have hjælp til at bearbejde. Lad mig slå fast, at det er et voldsomt fødselsforløb, du har været igennem, og i sådanne situationer er det ikke ualmindeligt at komme i en livskrise. Forskrækkelse, frygt for at miste barnet og reel dødsangst skaber altid en efterreaktion - typisk med de symptomer, du beskriver. Det er for mig ikke mærkeligt, at du føler dig tæt knyttet til den jordemoder, der var til stede. Hun er jo den eneste, der har oplevet den vanskelige situation sammen med dig. Jeg tillader mig hermed at se bort fra din mand, som jo også har været der, men som jo selvfølgelig er følelsesmæssigt involveret og sikkert er lige så forskrækket som du. Den pågældende jordemoder har du måske opfattet som et halmstrå at klamre dig til i en uoverskuelig situation, og derfor har du knyttet dig stærkt til hende. Du har derfor brug for at få tingene talt grundigt igennem med hende, selvom du er typen, der klarer alting selv. Det er godt, at du allerede har talt med hende, og måske skal du bede om en samtale igen om nogen tid. Det er jeg også sikker på, at hun vil, selvom hun har sagt, at hun ikke kan være der fysisk for dig. Vær bevidst om, og hold fast i, at det er dig, der har ydet et kæmpemæssigt stykke arbejde både fysisk og psykisk, og at jordemoderen kun har gjort sit arbejde. Du har så været god til at erkende, at du havde brug for en håndsrækning, og jeg tror, du ganske langsomt genvinder din uafhængighed af dem, der yder dig omsorg, bl.a. gennem samtaler med psykologen og også med jordemoderen.
Dorthe Taxbøl, jordemoder