Din krop efter fødslen
Foto: Colurbox Og Istockphoto
Blødning efter fødslen
Umiddelbart efter fødslen bløder du fra det sted i livmoderen, hvor moderkagen har siddet fast. Blødning med frisk blod varer fra et par dage til en uge efter fødslen. Derefter ændrer udflåddet sig. Det kalder man barselsflåd, og det kan vare i fire-seks uger efter fødslen. For at undgå infektion må du ikke gå i svømmehallen, tage karbad, bruge tampon eller have samleje uden kondom, så længe du bløder.
Efterveer
Nogle kvinder synes, at efterveer gør lige så ondt som rigtige veer. Men langt de fleste oplever kun det, der svarer til moderate menstruationssmerter. Efterveer skyldes, at livmoderen trækker sig sammen efter fødslen. Efterveerne kommer især, når du ammer.
Læs også: Brug din krop
Sår og rifter
Det er de færreste, der slipper fra en fødsel uden rifter, og en del oplever at blive syet. Stingene løsner sig som regel af sig selv efter en uges tid.
Humørsvingninger
Det er helt almindeligt, at humøret svinger i tiden, efter fødslen. Det kan føles overvældende, at livet ændrer sig fra det ene øjeblik til det andet, og søvnunderskud gør tingene uoverskuelige. Hvis du synes, at du er træt og modløs i flere uger efter fødslen, skal du tale med din sundhedsplejerske eller læge om det.
Strækmærker
Har du fået strækmærker under graviditeten vil de langsomt gå fra at være blå-røde til sølvfarvede. Du kan ikke massere eller smøre dem væk.
Småtisseri og prutter
Din bækkenbund har været under kraftig belastning både under graviditeten og fødslen. Derfor kan du opleve, at det er svært at holde prutter tilbage efter fødslen, og at du lækker, hvis du hopper, griner eller nyser. Der er kun en vej frem, og det er daglige bækkenbundsøvelser i 2-3 måneder.