Gravid
12. oktober 2006

uge 31: Graviditetssukkersyge

Da både min alder på 32 år og mit lidt anstrengte forhold til badevægten allerede før graviditeten putter mig i risikogruppen for at udvikle
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/article/gravid_mad.jpg

Da både min alder på 32 år og mit lidt anstrengte forhold til badevægten allerede før graviditeten putter mig i risikogruppen for at udvikle graviditetssukkersyge, har jeg været nede hos lægen for at blive tjekket.

Jeg tvivlede nu stærkt på, at jeg kunne have sygdommen uden at opdage det, da jeg efterhånden kender signalerne ganske godt fra min mand, der har sukkersyge. Men ifølge lægen er der forskel, og desuden er det meget vigtigt at opdage en eventuel graviditetssukkersyge, da den bl.a. kan give barnet en usund vægtforøgelse. Så for barnets skyld - og en lille bitte smule fordi jeg ikke har lyst til at skulle føde en kæmpebaby - troppede jeg op hos lægen klokken 8.30 forleden morgen.

Det værste ved det hele var, at jeg skulle være fastende fra klokken 22 aftenen før. I et forsøg på at afhjælpe sulten bare en lille smule spiste jeg en portion havregryn klokken 21.30, men jeg vågnede alligevel som sædvanlig sulten om morgenen.

Hos lægen kom jeg ind til sygeplejersken og blev stukket i en finger, så hun kunne tjekke mit blodsukker. Så fik jeg ellers serveret et stort glas sukkervand tilsat lidt citron for at fjerne bare lidt af den søde smag. Det var faktisk ikke så slemt, det smagte bare meget stærkt - og ned skulle det jo.

Så fik jeg ellers besked på at sidde i venteværelset i to stive timer. Ikke noget med at tage hjem eller gå en tur. Jeg skulle sidde stille, men måtte dog gå på toilettet, hvis det var strengt nødvendigt.

Heldigvis var jeg jo blevet forberedt på ventetiden og havde medbragt både en god bog og strikketøj. Og eftersom jeg ikke har strikket ret længe, men er ved at lære det gennem udførlige opskrifter og en grundbog, så kan jeg godt bruge laaang tid på at strikke en trøje - selv i babystørrelse.

Det værste ved ventetiden var, at jeg blev træt. Men det, forsikrede sygeplejersken mig om, er helt normalt. Det samme var mit blodsukker, da jeg igen blev stukket i fingeren efter de to timer.

Så mens jeg tyggede på en skive rugbrød, kunne jeg cykle hjem i sikker forvisning om, at både barnet og jeg har det strålende.

Læs mere om:

Læs også