Sundhed
18. april 2005

Jeg fik følelser for min jordemoder

For godt et år siden fødte jeg en dejlig datter ved en nem fødsel uden komplikationer.Kort efter begyndte familie og venner at spørge til fødslen, og
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg

For godt et år siden fødte jeg en dejlig datter ved en nem fødsel uden komplikationer.
Kort efter begyndte familie og venner at spørge til fødslen, og hvordan jeg oplevede min jordemoder. Og jo mere jeg talte om det, jo mere fascineret blev jeg af min jordemoder. Pludselig syntes jeg, hun var noget nær det skønneste menneske, jeg nogensinde havde mødt. Hver eneste dag kredsede mine tanker om hende, og det endte med, at jeg under dække af at have spørgsmål omkring fødslen, kontaktede hende på hospitalet og fik et møde i stand!
Efter mødet var jeg slet ikke i tvivl om, at hun var fantastisk. Men jeg var i syv sind, hvad kunne jeg så gøre?
Det er ikke blevet til mere end det, men hun er stadig i mine tanker - næsten dagligt. Min mand og jeg er flyttet fra hinanden, for gnisten og lysten til ham er væk!
Hvad var det, der skete, den dag jeg fødte vores datter? Har du oplevet og hørt om dette før? Hvorfor reagerede jeg sådan, og hvordan får jeg hende ud af mine tanker igen? Jeg er selv meget overrasket, da jeg aldrig tidligere har haft tanker om kvinder.

Karina

Kære Karina
Du beskriver meget sigende det følelsesmæssige kaos, der kan opstå efter det første barns fødsel: Manglende følelser for din mand og varme følelser for jordemoderen, der hjalp dig under fødslen.
80 procent af alle brud i parforhold forekommer inden for et barns første leveår. Det handler meget om skuffede forventninger til hinanden som par og til virkeligheden med et lille barn. Dertil kommer træthed og manglende overskud. En cocktail, der er dømt til at give store problemer.
Selv om jeg ikke skal gøre mig klog på de psykologiske mekanismer i forbindelse med fødsler, er den situation, du beskriver, almindelig kendt. Det er slet ikke ualmindeligt, at kvinder har stærke følelser for den jordemoder, der hjalp med til at bringe deres barn til verden.
De fleste kvinder husker tydeligt deres jordemoder hele livet. Enten som en ren "engel" eller det modsatte. Enkelte gange bliver kvinder meget fascineret af den kvinde, der hjalp én igennem det største i livet: Ens barns fødsel.
Seksualitet og fødsel er stærkt forbundet med hinanden. Det er derfor ikke ualmindeligt, at kvinder oplever en form for seksualitet/lyst i forbindelse med at føde og amme et barn. Så der er ikke langt til koblingen, at man faktisk kan føle sig stærkt fysisk og psykisk tiltrukket af den jordemoder, der var involveret i den store begivenhed.
Jeg har personligt haft en oplevelse, som lærte mig noget om, hvad der kan ske mellem en kvinde og en jordemoder under en fødsel. Det skete i forbindelse med, at jeg skulle dykke første gang. Jeg fik en instruktør, som ikke veg fra min side, og som fulgte mig gennem den for mig så grænseoverskridende bedrift at dykke dybt ned i havet. Han guidede mig sikkert rundt i elementet og fastholdt min ro og koncentration med sit blik, således at mit første dyk var en fantastisk oplevelse. Bagefter opdagede jeg, at jeg var blevet inderligt forelsket i dykkerinstruktøren. Uden ham havde jeg bestemt aldrig turdet, og uden ham ville jeg ikke have overlevet. Jeg kan stadig mærke den varme følelse i mig, når jeg tænker på hans vidunderlige øjne. Da gik det op for mig, hvad det er, der kan ske mellem en fødende kvinde og en jordemoder. For kvinder, der oplever denne støtte og hjælp, kan jordemoderens blik og nærvær give tillid til at give sig hen og føde. På en eller anden måde ligner det min dykkeroplevelse. Det lærte mig i hvert fald noget værdifuldt.

Dorte Taxbøl
jordemoder

Læs også