Fødsel: Er tasken pakket?
Når veerne går i gang, er der flere ting, der er gode at have pakket på forhånd, så du kan koncentrere dig om fødslen.
Tænk praktisk - forestil dig, hvad du kunne have brug for, når du er væk fra hjemmet et par dage. Det gælder også for din mand, da der mange steder er det tilbud, at I begge kan være på sygehuset i dagene efter fødslen. Så begge skal have toiletsager med og gerne hjemmesko og lidt privat tøj. For manden er det måske en selvfølge, men mange kvinder glemmer dette. De fleste føler sig dog mindre syge, hvis de har en t-shirt på, som er deres egen. Hvis I går rundt ude på gangen, er det også rart at have andet på end en kort hospitalsskjorte. Et godt tip er at huske et par hårelastikker eller -spænder. Når fødslen er i gang, og sveden hagler af dig, er de guld værd.
Hvis det er muligt at spille musik på fødestuen, så find de cd'er, I gerne vil høre, eller sørg for at have MP3-afspilleren fyldt med det, I ønsker. Husk også kamera og evt. et ekstra opladet batteri.
De fleste steder serveres saft, kaffe og lidt ristet brød, men ikke deciderede måltider til manden. Husk derfor noget frugt, chokolade, kiks eller andet, som kan holde blodsukkeret oppe. Af papirer behøver I ikke at medbringe andet end vandrejournalen.
Læs også:
Den nyfødte
Planlagt kejsersnit
Når fødslen går i gang