Fællesbadning er pinlig for min datter
Min datter på syv år går i første klasse og har idræt to gange om ugen. Efter idrætstimerne bader drenge og piger sammen, og sådan har det været siden børnehaveklassen. Jeg har fra starten været imod dette arrangement, som jeg mener, krænker generte børns blufærdighed, men jeg har ikke diskuteret det med min datter, for jeg vil ikke skabe et problem, der ikke er der.
Forleden kom hun imidlertid hjem og sagde, at hun ikke ville i skole næste gang, der var idræt, for hun synes, det er pinligt at bade sammen med drengene. Hun forklarede, at når pigerne skulle ind under bruseren, var der ingen, der ville gå først, og når læreren sagde: "Skynd jer nu, piger", følte min datter sig forpligtet til at gå først ind under bruseren til drengene.
Ifølge klasselæreren er der ikke noget problem (ingen fnisen, skubben osv.), og da jeg prøvede at forklare, at min datter er tilbageholdende og ikke siger højlydt fra, før hun kommer hjem, fik jeg stort set den besked, at det, min datter siger, ikke passer.
Skoleinspektøren er komplet utilbøjelig til at ændre på badeskikken, som gerne kører til og med anden klasse. Ifølge ham er det et ressourcespørgsmål. Faktum er dog, at der er to lærere på idrætstimerne om onsdagen, så der kunne børnene sagtens bade i hver sit rum - der findes to baderum på skolen - men de skal alligevel bade sammen. Man kunne endda flytte den ene lærertime, så der var to lærere på sidste idrætstime begge de dage, børnene har idræt, og så kunne de bade hver for sig hver gang. Det er dog mit klare indtryk, at skolen simpelthen ikke vil ændre fællesbadningen. Jeg tør ikke argumentere mere, for jeg kan mærke en begyndende irritation hos både inspektør og klasselærer, og jeg vil nødig have, at den irritation går ud over min datter.
Jeg vil dog gerne vide, hvad jeres holdning er til fællesbadning blandt børn i de små klasser. Jeg mener, det er grænseoverskridende og i værste fald lærer børnene, at man ikke behøver respektere deres grænser.
Mor
Kære mor
Det er vigtigt, at børns blufærdighed ikke krænkes, og jeg er enig med dig i, at man i høj grad skal være opmærksom på dette. Børns grænser er meget forskellige, det stammer dels fra de holdninger, de møder i deres opvækst og fra deres egen bevidsthed om kroppen.
Det har stor betydning, at børn lærer at respektere og handle i forhold til egne grænser. Jeg synes, du bl.a. kan støtte din datter i netop det ved at tale med hende om den forpligtelse, hun føler i forhold til at gå først ind i badet. Har hun ikke lyst til at være den første, skal hun lære at reagere i forhold til det. Sig til hende, at det behøver hun ikke, hun kan gå ind, når flere af de andre er inde i badet, hun kan vente, så hun selv er parat. Situationen vil blive anderledes både for hende og for de andre, for hvad nu, hvis ingen vil være den første og det tager tid, før børnene kommer ind i badet? Forløbet bliver anderledes, og læreren vil reagere på det, der sker, og måske få et andet blik for situationen.
Jeg tror, at det for de fleste børn i den alder er i orden, at piger og drenge bader sammen, men det varer nok ikke længe, før flere vil reagere. Derfor synes jeg også, det er fint, at du har gjort skolen opmærksom på problemet, så de ved, at der er forældre, som er opmærksomme på, hvordan deres børn trives - også under badning. Du kan måske tage det op på et forældremøde på skolen for at høre de andre forældres opfattelse.
Det er også godt, at du er opmærksom på den balancegang, der er for din datter, mellem hvad hun selv føler, og hvad hun fornemmer via den respons, hun får fra dig. Det væsentlige er netop, at børn får fat i deres egen følelse, og at de tør handle ud fra den, så de ikke bliver ofre for manipulation.
Jeg synes, du fortsat skal være opmærksom, og hvis hverken din datters eller skolens holdning ændres, må du tage det op igen.
Susse Stuhr, pædagogisk konsulent