Familieliv
7. november 2011

Portræt af en professionel mor

Lige siden hun var 11 år, har Janie vidst, at hun ville arbejde med omsorgssvigtede børn. I dag er hun mor til tre egne børn, to plejebørn samt et bonusbarn – og hun elsker sit liv
Af: Charlotte Billeschou
https://imgix.femina.dk/media/4b906d9372e24fa18f47c8bdc7f20e9a.jpg

Foto: Charlotte Billeschou

"Ja, jeg er sådan set mor til seks dejlige unger. Det er ingen dans på roser, men det er verdens dejligste job."

Fra den store lyse lejlighed på femte sal er der udsigt over fredet mose, glitrende søer og udstrakte skovområder i alle efterårets farver. Der ligger et par regndråber på den blå altan, hvor der står et bur til kaninen Oskar, en barnevogn og et tørrestativ fyldt med vasketøj i størrelse meget lille.

"Jeg ville jo gerne have ryddet det sidste væk, inden du kom, men den lille sov ikke så længe, så det bliver ikke Bo Bedre i denne omgang."

Jeg er på besøg hos 48-årige alenemor, Janie . Hun bor sammen med sine to ældste biologiske børn og to plejebørn på et og 10 år. Den ældste datter er flyttet i egen lejlighed, og bonussønnen fra et tidligere ægteskab er netop selv blevet far.

Det er nu ikke lige til at se, at hjemmet huser et mylder af unger, som også inkluderer de store børns kærester og de smås legekammerater. Indtrykket er hyggelig liv og travlhed i stuen, hvor farvestrålende byggeklodser, bleer, stabler af børnetøj og sutter hersker. Vi sætter os ved spisebordet, som er dækket til besøg med stearinlys, krus og varm kaffe.

Jeg har sådan set altid vidst, hvad jeg ville
"Jeg var 11 år, da min mor en dag tog mig med på arbejde på børnehjemmet. Da jeg så alle de små børn, som ikke kunne være hos deres mor og far, men måtte bo på et børnehjem, vidste jeg, at jeg ville være plejefamilie. Allerhelst ville jeg have taget et af børnene med hjem med det samme. Men den gik jo ikke. Først skulle jeg have en uddannelse," griner Janie, som selv har tre søstre.

I det hele taget griner Janie meget.

Men der gik en rum tid, før fremtidsudsigterne som plejefamilie blev virkelighed. Som 23-årig blev Janie gravid, fødte sin datter og blev eneforsørger. Så kom uddannelsen som pædagog på seminariet, hvor hun mødte Mikael, der havde en søn fra et tidligere ægteskab. De blev gift og fik to drenge. Før uddannelsen arbejdede Janie som vikar på et børnehjem. Men tanken om at tage et af børnehjemsbørnene ind i eget hjem lå hele tiden i baghovedet.

"Pludselig var den der. Chancen. Den vi havde ventet på. Min mand og jeg talte tingene grundigt igennem og blev enige om at søge kommunen om at få en femårig dreng fra børnehjemmet i familiepleje."

Det er svært at blive godkendt
Det er ikke sådan lige at blive godkendt som plejefamilie. Et væld af eksperter og myndighedspersoner som fx sagsbehandler, psykolog og kurator besøger hjemmet og udarbejder en såkaldt social status, før familien kan blive godkendt som plejefamilie. Det tager en rum tid, og kravene er stramme.

"Der er eksempler på anbringelser, som er gået helt galt. Så heldigvis for stramme regler. Det er jo barnets ve og vel - og ofte et meget


"Det er fantastisk, når det lykkes at
gøre blot en lille forskel," siger Janie.

skadet barns tarv - som er på spil, når det fjernes fra hjemmet, og flyttes til en helt ny familie. "

Det viste sig desværre, at drengen ikke kunne integreres. Det var for svært at være i en plejefamilie. Efter halvandet år måtte han flytte på en institution. Det var hårdt for familien, som overvejede, om den var parat til at tage livtag med en ny anbringelse. Måske var opgaven for stor.

Men nu har jeg to skønne plejebørn
Efter nogle år som pædagog i børnehaver og vuggestuer, faldt blikket en dag på et opslag i fagbladet, hvor der søgtes efter plejefamilie til en 16 måneder gammel pige. Janie og Mikael skrev en ansøgning.

"Nu har hun været her i ni år. Og det er gået rigtig godt. Et skadet barn vil altid have udfordringer. Det hører med til jobbet, og det hører med til plejefamiliens dagligdag. Men det har været fantastisk at se, hvordan hun trives og nu fungerer i en normal dagligdag."

Mikael og Janie gik fra hinanden i 2007. En ny omgang godkendelsesprocedurer gik sin gang, før Janie kunne godkendes som enlig plejeforælder. Hun fik grønt lys, og den lille pige kunne blive i familien. Havde lampen blinket rødt, og pigen måtte forlade hjemmet ved en skilsmisse, var Janie ikke blevet skilt.

I starten af 2011 meldte en lille gut sin ankomst i familien. Han var 11 måneder, da kommunen søgte efter en plejefamilie.

"Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg sendte en ansøgning af sted, og nu har vi et nyt familiemedlem."

Den lille etårige dreng bor nu hos Janie. Livet er startet forfra med bleer, sutter, natteroderi og slut med voksentid og ordentlig søvn i lejligheden med den smukke udsigt fra femte.

Det er et job med hjerte og hjerne
"Det er en udfordring og en stor gave at være den, som tager et fremmed barn ind i sin familie. Jobbet er en hårfin grænse mellem at være top tunet professionel og et helt almindeligt menneske med følelser, sorger og frustrationer."

"Jeg er barnets advokat. Når børn bliver anbragt udenfor hjemmet, er det fordi, der er noget galt i familien, og det kan være alt fra fødselsdepression til svær omsorgssvigt. Nogle børn skal først til at lære, hvordan de fungerer i en familie. Derfor skal jeg være professionel. Fordomme nytter simpelthen ikke. Som plejer skal jeg rumme barnet, barnets familie, de offentlige instanser og venner og families reaktioner på det valg, jeg har taget. Hvis jeg har sorger og bekymringer, får de afløb i et lukket rum," lyder det fra Janie, som gir stuen, legetøjet og kaffekoppen et langt, tænksomt blik.

"Jeg kunne godt være fortsat som pædagog i en daginstitution, men jeg synes, dér er mange børn, som har hele paletten af goder. De bliver hentet og bragt til tiden, har flotte madpakker, er godt klædt på og elsket af far og mor. For mig er der ikke en stor udfordring i sådan et job. Jeg gør jo det her fordi, jeg tror på, at jeg gør en forskel ved at tage et sårbart barn hjem hos mig selv. Et barn, som ellers skulle være i døgninstitution."

Og man skal tåle at blive kaldt en dum ko
Det er nok logik for både bæltedyr og perlehøns, at det er svært at tage et fremmed barn ind i sin familie. Egne behov kommer i anden række, det skal fungere mellem biologiske børn og plejebarnet, og man skal ikke være sart.

"Min hverdag er struktureret ned til mindste detalje for at varetage plejebørnenes specielle behov. Nogle gange skal der kun et par telefonopkald til for at vælte læsset, og den fine planlægning skrider i svinget. Her er ingen tilfældigheder og meget lidt spontanitet, for det har børnene svært ved at håndtere."

"Og når der ikke siges tak for gaven, for maden, eller man bliver kaldt en dum ko mange gange hver dag, så nytter det altså ikke at være nærtagende. Man skal blive ved, ved og atter ved med at give omsorg til børn, som måske ikke vil dig. Hver dag er en læreproces, hvor vi skal øve færdigheder til at begå sig i livet. Og når miraklet endelig sker efter fem eller syv år, og barnet en dag spontant siger tak, så tænker men YES! Det lykkedes. Det er en stor tilfredsstillelse og min belønning."

Mænd… dem møder jeg da i Netto
I et par år før det sidste plejebarns ankomst var der plads til kvindeliv, og verden blev større end ammehjerne, og hvor de billigste bleer købes i denne uge.

"Jeg var igen en voksen kvinde, og jeg har da smagt på kærligheden. Lige nu er behovet ikke stort, men jeg er bestemt ikke afvisende. Hvis jeg møder en dejlig mand, så bliver der gjort plads til ham. Men det skal være en robust mand med brede skuldre og samme livssyn som jeg, for han skal også igennem procedurerne med at blive godkendt, når han rykker tandbørsten ind hos mig."

Da jeg lidt kækt siger, at der måske ikke er så mange mænd, som kommer forbi en enlig mor til et lille fodboldhold, bliver der grint højt og længe.

"Nej, og det er sgu heller ikke alle steder en mor til seks lige kommer forbi. Jeg er netop startet forfra med et nyt og dejligt lille plejebarn på et år, så jeg møder kun mænd i Netto, til skolearrangementer og den slags. Og der er ikke et overvældende antal mænd, som henvender sig, når man kommer gående med bæresele, sutter, bleer og seks unger i kølvandet."

Lige nu er det voksne kvindeliv på standby. Men det er nu ikke tanker, som optager særlig meget plads.

"Livet forandrer sig hele tiden, og en dag er jeg tilbage i rollen som Janie - en voksen kvinde, som kan bruge al tid på sig selv. Lige nu er jeg professionel mor. Mit hjem er en institution. Min arbejdsdag er døgnet rundt syv dage om ugen, og jeg elsker det. Det er mit liv. Jeg har valgt det, og jeg kunne ikke forestille mig det anderledes."

Af hensyn til familiens og børnenes tarv er navne i artiklen beskyttet. Redaktionen er bekendt med de medvirkendes identitet.

Læs også