Inspiration til den rette pusleplads
Foto: Martin Tanggaard og PR
Hvad skal der være på en pusleplads?
For at skabe en praktisk og komfortabel pusleplads er der nogle essentielle elementer, du skal have. Den her guide dækker de vigtigste ting som puslepuder, opbevaring, blespand, legetøj og rent tøj, så du er godt forberedt på bleskift og pleje af din nyfødte.
Puslepuden (madras)
Det er vigtigt, at din baby ligger godt på puslepladsen. Vælg en puslepude, der både er behagelig for dit barn og nem at rengøre. Puslepuden skal også passe til dit puslebord. Selv om de fleste puslepuder har en standardstørrelse, er det essentielt at sikre, at puden ikke er for tynd eller glat, og at din baby er beskyttet mod skarpe kanter.
Opbevaring til bleer, vådservietter og vaskeklude
Det er essentielt at have bleer, vådservietter og vaskeklude tæt på puslepuden. Hvis dit puslebord ikke har skuffer, er det en god idé at skaffe noget opbevaring til disse rengøringsprodukter. Vi anbefaler nogle åbne kasser eller flettede kurve, så produkterne er let tilgængelige.
Blespand og bleposer
Sørg for altid at have masser af bleer lige ved puslebordet – det er en af de ting, du aldrig må løbe tør for! Derfor er en blespand uundværlig, når man skifter ble 8-12 gange dagligt for en nyfødt.
En blespand er en affaldsbeholder designet til at opbevare brugte bleer hygiejnisk og minimere lugt. Den har ofte lufttæt låg og særlige poser, der indpakker hver ble individuelt eller har duftneutraliserende egenskaber, hvilket hjælper med at reducere lugtgener og holde hjemmet rent.
Legetøj
Børn er ikke altid glade for en tur på puslebordet, men lejetøj kan sommetider distrahere dem. Mange vælger at have lidt forskelligt legetøj eller en uro liggende/hængende for at fange barnets opmærksomhed med noget sjovt, rart og trygt.
Rent tøj
Mange forældre vælger at klæde baby på puslebordet, derfor virker det naturligt at have babytøj i nærheden. Til tider oplever man at bleen ikke er helt tæt og afføring rammer tøjet – her er det rart at have et ekstra sæt liggende nær puslebordet.
Skab en god pusleplads
- Puslebordet skal helst stå stabilt. Har bordet hjul, kan I låse to af dem eller stille puslebordet op mod en væg.
- Tjek, at puslebordet har en klar monteringsvejledning, så er sandsynligheden for, at det er stabilt, også efter at I har samlet det, større.
- Puslepladsen bør være mindst 60 x 60 cm, så jeres barn kan vende sig, uden at arme og ben hænger ud over kanten.
- Puslebordet bør være mellem 85 og 90 cm højt for en optimal arbejdshøjde. Er der højdeforskel på mor og far, kan den laveste stå på en stabil skammel.
- Det er allerbedst, hvis puslebordet har høje kanter på mindst to af siderne.
- Selve puslepudens materiale bør være uden pvc, og har den et stofbetræk, skal det kunne tages af og vaskes.
Hvor er det bedst at placere puslebord?
Placeringen af puslebordet bør være tæt på en vandkilde, som en vask eller et badekar, for nem adgang til vand under bleskift. Badeværelset er derfor ofte det bedste valg, men mange vælger også at bruge bryggerset. Det er også vigtigt, at puslebordet er i nærheden af opbevaringsplads til bleer, tøj og andre nødvendigheder, så alt er indenfor rækkevidde.
Sørg for, at området er sikkert og stabilt, uden risiko for, at bordet kan vælte, og med en behagelig arbejdshøjde for at undgå rygbelastning. God belysning er også vigtigt for at kunne se klart, hvad du laver.
Typer af pusleborde
Herunder finder du en gennemgang af de forskellige typer af pusleborde:
Puslekommode med skuffer: Denne type er ideel, hvis du vil have alt nødvendigt samlet ét sted. Skufferne giver rigelig opbevaringsplads til bleer, vådservietter og tøj. Mange puslekommoder kan omdannes til almindelige kommoder ved at fjerne pusletoppen, hvilket gør dem praktiske og langtidsholdbare. Hvis du allerede har en kommode, kan du købe en separat pusletop.
Puslebord med hylder: Pusleborde med hylder, også kaldet puslereoler, tilbyder nem adgang til alt, hvad du har brug for under bleskift. De åbne hylder gør det hurtigt at finde og nå de nødvendige ting. Hvis du foretrækker en mere organiseret opbevaring, kan du tilføje små kurve eller et forhæng til hylderne.
Væghængt puslebord: Perfekt til små bade- eller børneværelser, hvor pladsen er trang. Dette puslebord kan hænges i den højde, der passer dig bedst, hvilket skåner din ryg. Når det er lukket, fylder det minimalt og kan næsten gå i ét med væggen. Mange væghængte pusleborde har indvendige hylder for nem opbevaring.
- Puslebord med hjul: Et mobilt valg, der er ideelt for små hjem eller dem, der ønsker fleksibilitet. Du kan rulle puslebordet til det sted, der passer dig bedst på det givne tidspunkt. Hjulene kan låses for at sikre, at bordet står stabilt under brug, hvilket gør det både praktisk og sikkert
Hvad er den bedste højde til puslebord?
Puslebordet skal gerne passe nogenlunde til din eller jeres højde for at undgå ryg- eller skulderskader.
Når du skal finde den bedste højde til puslebordet, er en god tommelfingerregel at bruge højden på dit køkkenbord som reference. For de fleste mennesker vil en højde mellem 85 og 95 cm være passende. Dybden på puslebordet kan også sammenlignes med et standard køkkenbord, som typisk har en dybde på 60 cm
Den her tommelfingerregel sikrer, at puslebordet er ergonomisk og komfortabelt at bruge, hvilket gør bleskift lettere og mere behageligt for både forældre og barn.
Hold øje med baby
Forlad aldrig jeres barn, når det ligger på puslebordet, og hav altid en hånd på det, hvis du for eksempel bukker dig ned for at åbne et skab eller trække en skuffe ud.