Familieliv
28. juli 2014

Et 'a-gy' med mening

Magasinet Mors klummeskribent, Danni, hader egentlig samtaler uden indhold. Men det har hans to måneder gamle søns pludren vendt op og ned på.
Af: Danni Travn, redigeret af redaktion
https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/mor/fars-klumme/danniprim.jpg

foto: Nellie Møberg

Jeg holder meget af samtaler, men har det svært med dem, hvis de mangler indhold. Smalltalk siger mig intet, og jeg mister hurtigt interessen, hvis der ikke rigtig er noget på spil. Mit eget oppustede selvbillede fortæller mig, at det er, fordi jeg værdsætter mennesker, som virkelig brænder for noget. Som investerer sig selv i dialogen. Men påstår du, at jeg er smådoven og halvarrogant, har du sikkert ret.

Stand-up-komiker på barsel: "Sådan gør du din mand til en vattet far"

Ikke desto mindre undrede jeg mig, da en af mine venner for nogle år siden blev far og beskrev det utrolige i at kunne bruge timer på bare at ligge og pludre med sin nyfødte datter. Hans selvforståelse ligger cirka på niveau med min, og jeg syntes ikke, det gav det mindste mening. At han brugte nogle minutter hist og her på at vrøvle med sin unge, forstod jeg udmærket. Man er vel en moderne mand. Men timevis af sin dyrebare tid? Arh, vel?

Og ja - surprise - nu har min egen søn på to måneder fuldstændig vendt den opfattelse på hovedet, fordi han går ind i samtalen med et uhyre gåpåmod. Han benytter en hel buket af lyde, hvoraf en hel del minder om en baggårdskat og andre om den dér gnæggende lyd, velociraptorne siger i 'Jurassic Park'. Men det mest gennemgående ord i hans, lad os bare kalde det vokabular, er 'a-gy'. Det smarte ved a-gy er, at det kan betyde alting; det handler om betoning. Hvis nogen kender 'South Park'-figuren Timmie, ved de, hvad jeg taler om. Timmie kan kun sige sit navn, men ingen er i tvivl om, hvad han mener i en given situation. Googl ham. Han er sjov. Men altså, a-gy kan både være spørgende, beordrende, konkluderende, konstaterende og opbakkende. Sammen har vi også fundet ud af, at man uden problemer kan erstatte hvert ord i 'I Will Survive' med a-gy uden at miste hverken melodien eller sangens dybere mening.

Hvad skal I lave i sommerferien? Mama.dk og Børn i byen guider dig til sommerferie med børn

Her gik jeg og troede, at jeg stod foran en envejskommunikation, hvor jeg skulle lære min søn alt muligt. Men han er sandelig trådt hurtigt i karakter. Med sit a-gy har han lært mig at engagere mig lidt ekstra i mødet med andre menneske. At sætte pris på den helt banale glæde ved at tale med andre mennesker om alt, hvad hjertet begærer.

Endelig er der den helt modsatte dimension, vi slet ikke har plads til at komme ind på her: Holdt op mod mængden af bavl, som dagligt støjer ude i det offentlige rum via alskens kanaler, virker det befriende og begavet bare at sige 'a-gy'.

Blå bog
Navn: Danni Travn
Alder: 31 år
Privat: Kæreste med Janne og far til Halfdan på to måneder
Beskæftigelse: Journalist og forfatter

Læs mere om:

Læs også