Blog: Lidt om det vi selv vælger

Om Cristine

Jeg er tekstforfatter, og i 35 år har jeg stavet mit navn. Hvis du vil vide hvorfor, så stav selv til Cristine. For det hedder jeg. Mit fædrene ophav mente, det var nemmest: Cristine uden H.

I 2005 mødte jeg en mand. Han hedder Dan, og ham er jeg gift med i dag. Jeg har store planer om at holde mig på den slanke linje, underholde ham på bedste vis og bære mine frugtbare hofter med stil. De planer lever sit eget liv. Men han er her endnu.

I 2009 blev jeg mor. Til Hjalte. Han er uden sammenligning, det smukkeste og mest berigende menneske jeg kender.

I 2012 blev han så storebror til Asbjørn, der ved fødslen pissede på alt og alle, undtaget ham selv. Han er beviset på, at kærligheden er uendelig og godt kan deles på lige vilkår mellem flere.

Følg mig på min blog www.cristines.dk.

Vi er så heldige at have de bedste bedsteforældre i verden. Den slags, der aktiverer raketmotoren i bilen, når termometret viser alt over 37,5 grader hos vores drenge. Den slags, der så gerne vil, og som føler en uge væk fra mine drenge er en tidsalder.

Vi er heldige, og vi ved det godt.

De sidste par måneder, har debatten om de danske, efter sigende, forkælede småbørnsfamilier kørt igen. Landets aviser har flydt over med artikler, der fortæller alt om, hvordan vi selv har valgt vores liv, at vi mistede retten til at brokke os over tidspresset, da vi valgte karriere sammen med børn.

Fair nok. Behovet for at ytre meninger om, hvordan andre bør leve deres familieliv, har aldrig været større - ikke mens jeg kan huske det i hvert fald. Ofte siger debatørenes trang til ytringen mere om dem og deres fællesskabsforståelse, end de mennesker, der er bag småbørnsfamilierne.

Fordi min mand og jeg har så gode bedsteforældre, er vi også et par, der ofte er alene sammen. Vi tager ofte på en weekendtur sammen, enten med venner eller alene. Igen: Vi er heldige, og vi ved det godt. For det er God Damn svært at få det hele til at passe sammen, få hverdagen til at hænge i bare to tråde i stedet for en og i det hele taget nå at nyde et kys, der er mere end: "Hej, vi ses om 100 år", eller; "hej, vi sås sidst for 100 år siden. Jeg går i seng". Skilsmisseraten er endnu en gang på vej op - en af årsagerne er, at vi glemmer hinanden som par. Værst af alt; som mennesker.

Men hvis man nu ikke har de samme bedsteforældre som vi har, hvad gør man så?

Ser jeg rundt i vennekredsen, så er der ikke mange, der gør så meget. Det er som om, at bedsteforældrene, og mangel på samme, er blevet lighedstegn med, om man kan få et par timer sammen - alene, uden børn. Kommer der linedance og spanskkursus i vejen for bedsteforældre planlægningen, så er der ikke noget at gøre.

Men det er der. Og der er her valget kommer ind.

Jeg er aldrig - og jeg mener aldrig, blevet spurgt om jeg vil passe nogen af mine venners unger. Jeg har tilbudt det ofte, men ingen tager imod. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke tænker det, som en reel mulighed. Måske mener jeg det ikke - sådan for alvor?

Men det gør jeg. Det er alt andet lige nemmere med flere børn. De kan lege sammen, de kan grine sammen, og som regel ender de på værelset i en bunke af Lego, og vi ser dem ikke før 3 timer senere, når en skal tisse eller have en leverpostejsmad.

Hvorfor er det, vi ikke vælger vores venner til i den sammenhæng? Det er som om, at venner kun er dem man hygger sig med, når der skal drinks på bordet, eller der skal spilles et eller andet åndsvagt brætspil, der stopper al voksen kommunikation, der kunne rykke livet videre (jeps - det var en fordom). Hvorfor benytter vi os ikke af muligheden for, at vennerne udemærket ved, hvor hårdt det hele er en gang i mellem, og hvor meget dinner and a movie kan hjælpe kærligheden.

Hvorfor tænker vi ikke vores venner ind, som en del af vores familiefællesskab? Der er oven i købet børn at lege med. Og sjove voksne, der har iPads, Playstations og Wii maskiner.

Når vi nu skal tale om valg, så mener jeg, min generation er rocker dårlige til at bruge hinanden. Vi vælger hinanden fra i en tid, hvor vi har brug for hinanden. Det er en synd og skam, for der er ingen i denne verden, der er bedre til at sætte sig ind i hverdagens lort og lagkage end vennerne, der står midt i det. Og der er altid plads til et lille jordbær mere i den lagkage, jeg står i. Specielt, når jordbæret er dyrket af mennesker, som jeg holder uendelig meget af.

I kender mit nummer.

Øvrige indlæg fra Cristine:
Toiletsvupperen