13. uge: Hukommelsessvigt
Det er mærkeligt, som hukommelsen kan spille en et puds. Jeg kunne have svoret på, at jeg overhovedet ikke var syg i løbet af nogle af mine to tidligere graviditeter. Jeg kan huske, at min jordemor fortalte mig, at de aldrig nogensinde havde oplevet en fødende med for eksempel influenza, så hun mente, at kroppen simpelthen sørger for, at man er rask, når man skal føde, fordi man jo har brug for alle sine kræfter. Men jeg synes altså, at jeg kan huske, at jeg var kernesund - bortset fra kvalmen selvfølgelig - i samtlige ni måneder.
Når man så sidder her med snottet rendende, ondt i halsen og et hoved så tungt, at man kan være bekymret for, om det pludselig falder af og triller hen af gulvet, så er det, jeg tænker, om jeg mon har fået hukommelsessvigt.
Alternativet er jo, at min hukommelse har fortrængt de trælse ting. Ligesom man generelt ikke synes, fødslen var så slem, når først man har fået den overstået, altså. Så er det, jeg bliver lidt bekymret. For især fødslen af min yngste datter synes jeg sagtens, jeg kan huske. Og den var ikke rar. Den gik forholdsvis hurtigt, men føj, hvor gjorde det ondt. Det er selvfølgelig en uvæsentlig detalje, når man til daglig kan nyde det vidunderlige lille menneske, der kom ud af anstrengelserne, men alligevel. Denne graviditets afslutning kommer pludselig ubehageligt tæt på.
Så må jeg jo bare huske på min kloge mors ord: Hvis det virkelig var så slemt at føde, som nogle mennesker påstår, så var der ingen kvinder, der fødte mere end et barn.