Laura Drasbæk taler ud om sine mænd

To skilsmisser på kun et par år ville slå selv den største romantikers ud af kurs, men skuespiller og Vild med dans-deltager Laura Drasbæk drømmer stadig om en stor familie.

Laura Drasbæk

36 år
Skuespiller
To børn, Albert på 8 år og Vilfred på 5 år
Bor i fremlejet lejlighed på Nørrebro
Single
Deltager i øjeblikket i Vild med dans, hvor hun danser sammen med Silas Holst

To skilsmisser på kun et par år ville kunne tage troen på kærligheden fra selv den største romantiker, men skuespiller og Vild med dans-deltager Laura Drasbæk fortryder ingenting. Hun har truffet de valg, hun var nødt til. Hun drømmer stadig om en stor familie, og skal den stykkes sammen af dine, mine og vores børn. Efter en lang sorgproces, som hun ikke var klar over handlede om tabet af den familie, hun forlod, da børnene kun var et og tre år, er hun ved at finde sine ben i et nyt liv som mor på deltid. I bogen Next Step, Kvinde! Fra skilsmissekaos til overskudsalder fortæller hun med sin egne ord, hvordan hun har oplevet at gå fra to mænd:

"Jeg mødte mine børns far i forbindelse med en afgangsfilm på Filmskolen, som vi begge var med i. Han var uddannet skuespiller, og jeg gik på det tidspunkt på teaterskolen. Vi flyttede sammen og fik to børn og levede et helt almindeligt kernefamilieliv, som jeg på mange måder var lykkelig i. Men jeg tror, vi bevidst eller ubevidst savnede noget intellektuel modspil. Det forsvandt i børneliv og frikadeller, og den dér "er du nu sikker på, de der bukser er varme nok?" Jeg savnede, at vi havde flere samtaler og mere voksenliv. Alting handlede om børn, og jeg syntes, det blev kedeligt. Det var altid mig, der sagde, "skal vi ikke drikke den der flaske rødvin, når børnene sover".

Den anden mand
På et tidspunkt mødte jeg så, igen igennem mit arbejde, en anden mand, som jeg blev helt vildt forelsket i. Han var rockmusiker, og der var så meget kunst og samtaler og inspiration i den relation, som jeg havde savnet. Han var et helt andet sted end, "hvilke bleer er billigst i Aldi?" Jeg blev meget forelsket i ham, men jeg kunne til at begynde med godt finde ud af at analysere situationen for mig selv, og jeg tænkte, "puh" og "nej", og "det er nok bare en fase og en fascination".

Indtil den dag, hvor min mand fandt et brev, den anden havde skrevet til mig, og sagde, "hvad er det?" Uden at tænke over det, sagde jeg, "nu går jeg fra dig". Jeg var ikke selv klar over, at jeg ville sige det, det kom helt nede fra maven. Jeg nåede slet ikke at overveje det, og det var ikke en tanke, jeg havde haft længe, for jeg havde kun set den anden nogle få gange. Min maveimpuls var sand nok, den kom bare, før jeg var klar over, at jeg var nået dertil. Jeg tænkte, at jeg var et sted i livet, hvor det bare var svært med små børn og meget lidt tid til sig selv, så jeg var ikke opmærksom på, at jeg faktisk var gået forbi den linje, hvor jeg ikke ville det længere.

Læs: Sådan foregår en skilsmisse

Fra chok til kaos
Min mand var i chok. Fuldstændig i chok. Og han sagde bare, "okay, tag hen til ham, vær sammen med ham i 14 dage, bol med ham og gør alt det, du skal, og kom så tilbage og sig, at du går fra mig. Måske er det bare noget, du skal have løbet af dig". Det var sejt af ham. Jeg har meget respekt for ham, og for at han kunne reagere på den måde. Og jeg forstår godt tanken, for det kunne lige så godt have været sådan, det var. Det sker let i vores fag, at vi bliver fascinerede af hinanden. Det kan være rigtig svært, hvis man synes, at ens medspiller er en dejlig mand, og man så har en scene, hvor man skal kysse ham. Det var nu ikke det, der skete i mit tilfælde, men det var totalt kaotisk alligevel.

Min mand og jeg var midt i istandsættelsen af en ny lejlighed, vi netop havde købt, og pludselig skulle jeg finde et andet sted at bo. Det skulle være i nærheden af vores fælles hjem, så børnene kunne blive i deres nærmiljø, og det skulle bare gå hurtigt. Jeg fandt et sted, som lå rigtigt, men som var en lille, ussel lortelejlighed på 5. sal med skrå vægge. Det var efterår, da jeg flyttede ind, og det blev bare den mørkeste vinter, så der kom intet lys ind. Der var en stor stue og et lille værelse, hvor vi sov alle tre. Jeg havde ingen møbler og heller ingen penge til at købe nogen for, så jeg købte tre madrasser i Jysk, som vi kunne sove på. Jeg husker tydeligt en bestemt dag, hvor vi havde slæbt madrasserne ind i stuen, hvor de fyldte hele rummet. En af mine venner ringede, og jeg græd, fordi alting virkede så uoverskueligt. Et øjeblik efter stod han der og ringede på, og da jeg så hans blik ved synet af mit hjem og hørte ham sige, "nu åbner vi nogle vinduer og gør rent", da kunne jeg pludselig se, at jeg var så forsumpet.

Læs: Man kan sagtens være en god forælder, selv om man er skilt

Hårdt at være alene
Der var så meget arbejde hele tiden, når jeg havde børnene. Jeg var chokeret over, hvor meget arbejde der var, nok også fordi jeg ikke havde kræfter til det rent mentalt. Alene det at vaske tøj tog en hel dag, for jeg skulle slæbe det ned fra 5. sal til cyklen og over på et vaskeri for at lægge det i vaskemaskiner og så hjem igen og vente en time, til det var færdigt, og så tilbage og proppe det i tørretumbleren og så tilbage og vente en halv time og så hen igen og lægge det sammen og cykle det hjem for så at slæbe det op af alle trapperne igen, og så var den dag gået. Det virker absurd nu, men det var fuldstændig aldeles opslidende. Man er pludselig meget alene, og det kan være overvældende. Jeg har et billede af mig selv, der skriger, "hold nu kæft" ind i hovedet på Albert, mens Vilfred ligger og græder på sofaen. Og jeg kan stadig blive ked af at tænke på, at jeg endte derude.

Børnene delte vi en uge ad gangen, og jeg savnede dem helt vildt, når de ikke var hos mig. Jeg led af dårlig samvittighed, som trak alt liv ud af mig i nogle år. Det var mere i forhold til min eksmand end i forhold til ungerne. Netop fordi han er sådan en fantastisk mand, klarede børnene sig faktisk meget godt. Der gik lidt tid, før det var helt harmonisk, og de var knuste undervejs, kede af det og forvirrede. Fordelen var, at vi var gode venner, min eksmand og jeg. Der har aldrig været et ondt ord imellem os, og vi har aldrig sagt grimme ting om hinanden til børnene. Han har været meget, meget
vred, men det er aldrig gået ud over børnene.

I

Ulykkelig og nyforelsket
Det var en ekstremt splittet tid, for samtidig med at jeg var dybt ulykkelig, var jeg også meget nyforelsket. Når jeg havde børnene, levede jeg alene med dem, for de skulle ikke umiddelbart introduceres for min nye kæreste, og når jeg ikke havde dem, var jeg hos ham, for der var ingen grund til at opholde sig mere end højst nødvendigt i min lejlighed. Han levede et helt andet liv end mig, og når vi var sammen, spiste vi lækre middage og rejste og gik enormt meget i byen, og det var rigtig dejligt og skønt på mange måder. Men det var også lidt en voldtægt af mit sind, det var slet ikke det, jeg havde brug for. Jeg var så ked af det og savnede mine børn rigtig meget, for det tager jo simpelt hen så lang tid at vænne sig til ikke at være sammen med sine børn, så jeg var ikke rigtig glad. Jeg oplevede, at jeg befandt mig i en mærkelig venteperiode.

Efter 4-5 måneder mødte børnene ham, i løbet af foråret fik de at vide, at vi var kærester, og hen over sommeren flyttede vi sammen i en lejlighed, vi fandt. Og så skulle alt blive lykkeligt og nemt igen. Jeg var bare stadig ked af det. Set i bakspejlet er der ingen tvivl om, at det var reaktionen på bruddet, men det kunne jeg ikke forestille mig. Men man kan åbenbart godt sørge over tabet af noget, man selv giver slip på.

Jeg har mistet min familie
Da jeg boede sammen med min nye kæreste, gik det rigtig op for mig, at jeg havde mistet min familie. Det blik, man udveksler i fælles kærlighed til børnene, det deler man ikke med nogen anden, end børnenes far. Det savnede jeg virkelig. Det er først nu, jeg er kommet mig over skilsmissen med børnenes far. Det har taget fire år, og det havde jeg aldrig forestillet mig, at det ville.

Det var også vanskeligt for os at finde rytme i hverdagen, fordi det var to meget forskellige liv, vi levede. Jeg havde to børn, og han var rockmusiker med turneer og natteliv. Efter to år besluttede vi at flytte fra hinanden.

Da jeg blev skilt anden gang, var jeg meget bange for børnenes reaktion. Jeg syntes, det var meget voldsomt først at bryde vores familie op, så introducere dem for min nye kæreste og lade dem elske ham, for så at sige, at nu ser de ham ikke mere. Det er simpelt hen for ubetænksomt. Deres far sagde, at det syntes han ikke, jeg skulle bekymre mig om, for han er ikke deres far, og det er jo sandt. De savner ham og betragter ham stadig som deres 'snefar', som de kaldte ham, fordi de ikke kunne sige stedfar. Og de snakker om, at vi skal have et stort hus, hvor vi alle sammen skal bo, også han. De har kun set ham tre gange siden skilsmissen for et år siden, men det er ikke kompliceret. Vi er på god fod, og på et tidspunkt ses de igen.

Jeg er god til at leve med de valg, jeg har truffet. Jeg er ikke noget brændt barn overhovedet, men sikker på, at jeg møder kærligheden igen, og jeg satser da også på, at jeg når at få flere børn. Jeg elsker mænd, og jeg elsker familielivet. Men jeg er nok mere realistisk i forhold til drømmene om, hvordan det vil være at bo sammen med en mand igen, og her vil jeg da have nogle andre erfaringer, som han vil nyde godt af. I dag ved jeg godt, at det vil være mig og børnene og så min kæreste."

Uddrag fra Next Step, Kvinde! Fra skilsmissekaos til overskudsalder af Christina Wex, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 249 kr.