Familieliv
16. juni 2009

Tid til romantik som mor?

Kathrine fra Vores første barn har svært ved at slippe mor-fornemmelsen.
Af: Kathrine fra "Vores første barn"
https://imgix.femina.dk/media/a515966bf54345c7a31216c405e70a67.jpg

Foto: Teit Jørgensen/TV2

"Det virker lidt dumt at være ensom i et parforhold!"
Det er den sætning, der nok er blevet mest brugt i programmet og i reklamerne. Roy sagde det med et smil på læben, men det var ment fra hjertet. Det er sgu hårdt at blive forældre. Hvordan kan man overhovedet have tid til at være kærester også?

I sidste program så i alle, hvor svært vi har det. Vi er to studerende, begge med fritidsjob for at få det til at løbe rundt. Vi er unge og har stadig behov for at være meget sociale, men stadig har vi verdens mest fantastiske datter, som vi forsøger at skabe trygge og rolige omgivelser for. Men hvordan finder man den gnist, der gør det stadig kilder i maven, når man ser hinanden?

Vi har en drøm om at finde ind til hinanden og pleje vores forhold, men vi aner simpelthen ikke, hvor vi skal starte. Roy er stor tilhænger af at få Maja passet og så gøre nogle af de ting, vi gjorde før i tiden. Jeg bryder mig ikke om at få Maja passet for tit, men mener vi sagtens kan være sammen alle tre og så stadig være kærlige og søge ind i hinanden.

Jeg kan heller ikke rigtig slappe af, når vi endelig aftaler at gøre noget, vi plejede at gøre. Jeg har hele tiden den der "mor-fornemmelse" i baghovedet. Det er lige meget, om det er en tur i byen eller bare et tur i Rosengårdcenteret efter nye sko, jeg kan aldrig slappe helt af. Hvordan lærer man det?

Roy er en fantastisk far. Han elsker Maja over alt på jorden, og man kan se, hvordan han kæmper for at gøre ALT for hende. Det elsker jeg ham for - uden tvivl, men han taber mig undervejs! Det værste er jo, at jeg gør præcis det samme.

Jeg har tit siddet og tænkt på dengang, vi mødtes. Det er 5½ år siden, og det var i bus nr. 202 mellem Vejle og Horsens. Romantisk ikke? Han var en rigtig hård negl med omvendt kasket, baggy-pants med mange lynlåse og lommer i sort stof og hættetrøje under sin dun-jakke. Jo, jo, han var virkelig en af de seje, og jeg faldt pladask for ham. Han havde de flotteste øjne og det smukkeste smil. Det ene øje ser altid en lille smule skeløjet ud, når han bliver træt og hans fortænder var en anelse skæve, men det var det, der gjorde ham så fantastisk. Jeg kan huske en dag, jeg stod foran spejlet hjemme på mit værelse, og pludselig udbrød jeg bare "jeg elsker Roy". Og det har jeg gjort lige siden.

Han har bare et eller andet omkring sig, der gør ham så helt uimodståelig dejligt. Selvfølgelig laver han fejl og siger noget forkert, men indimellem gør han bare det helt rigtige, som opvejer alt andet.

Og at han så er en fantastisk far, gør ham ikke mindre attraktiv. Jeg elsker ham. Jeg kan simpelthen ikke lade være! Vi skal nok klare den, det tror jeg på.

Se denne uges udgave af "Vores første barn" tirsdag den 16. juni kl. 20 på TV2.

Deltag i debatten
Har du også svært ved at finde tid til romantikken? Deltag i debatten og kommenter på Kathrines blog-indlæg ved at skrive i kommentarfeltet nedenfor.

Læs også:
Hele Danmark hørte mig føde!

Læs også