Familieliv
2. februar 2015

Kan man rose sit barn for meget?

Ja, mener familiecoach Rikke Dinnetz. Her forklarer hun hvilke skadevirkninger, overdreven ros kan have - og giver samtidig sit bud på, hvad man i stedet bør gøre...
Af: Anne Romanelli
https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/boernefamillie/stoet-dit-barn-til-selvvaerd/stoet-dit-barn-til-selvvaerd-prim.jpg

Foto: Pantherstock

Som forælder er det noget af det naturligste i verden, at man gerne vil proppe sit barn med selvværd, og at man i forsøget på at gøre netop dét roser sit barn til skyerne, når barnet gør noget godt.

Men overdriver man roserne, kan det have den stik modsatte effekt, mener Rikke Dinnetz, der er forfatter til coachingbogen 'Fantastiske familie'.

- Ros indeholder nemlig altid en vurdering. Og dit barn har ikke altid brug for at blive vurderet. Når dit myr viser dig en tegning, og du per automatik siger, at den er flot, kan hun blive forvirret. Det går op for hende, at der så også er en mulighed for, at en tegning ikke er flot, og på den måde får hun pludselig noget at leve op til. Selvom dét hun havde brug for, egentlig bare var at dele den oplevelse med dig, som hun havde haft med at sidde og tegne. Hun ønsker samhørighed med dig og vil mærke, at du blev glad for tegningen, forklarer Rikke Dinnetz.

Derfor kan det være hensigtsmæssigt at skrue ned for den konstante ros, lyder hendes råd. Børn, der får ros, kan nemlig blive afhængige af det. De føler, at det er en kærlighedserklæring, men at de skal leve op til noget for at få den kærlighedserklæring.

Skru ned for rosen - og op for anerkendelsen!

Derimod har børn brug for at føle sig værdifulde og elsket for dem, de er - ikke bare for det, de gør. Men hvad skal man så som forældre i stedet gøre?

- I stedet for at rose hele tiden så skru helt op for anderkendelsen af dit barn. Når du anerkender, styrker du nemlig selvværdet. Anerkendelse starter med, at du er nærværende med dit barn, lytter og giver knus. For hvis dit barn føler, at du har lyst til at bruge tid på hende og virkelig være til stede, så får hun også et højt selvværd og føler sig god nok, som hun er. I stedet for at rose og sige 'Hvor er du god til at skrælle gulerødder', så anerkend dit barn ved at sige 'Hvor er det hyggeligt, at du sidder her på køkkenbordet og hjælper mig med at lave mad'. Og i stedet for at sige 'Sikke en flot tegning' så sig 'Er den til mig? Hvor er jeg glad for den!', foreslår Rikke Dinnetz.

Ros dit barns egenskaber frem for handlinger

Men skal vi så helt lade være med at rose vores børn? Nej, mener Rikke Dinnetz.

- Som menneske er det jo skønt at blive rost engang imellem og at mærke, at vi bliver påskønnet, når vi er gode til noget eller har gjort en særlig indsats. Det ville være unaturligt, hvis vi slet ikke måtte kommentere vores børns handlinger. Tænk blot over ikke at rose for meget. Det handler simpelthen om at finde en balance. Der er også forskel på at rose dit barns handlinger og egenskaber. Når du roser dit barns egenskaber, er du nemlig med til at styrke hendes selvværd. Det kan f.eks. være, at du ser din datter trøste sin lilebror, og at du siger 'Hvor er det dejligt at se, så omsorgsfuld du er. Sikke heldig, lillebror er, at han har dig'. Her roser du hendes personlige egenskab som omsorgsfuld storesøster. Godt nok er det knyttet til handlingen at trøste, men det er alligevel hendes personlige egenskab, du kommenterer, mere end en præstation, påpeger hun.

Læs også