Sådan finder du de bedste hunderacer til din familie
Sidst redigeret d. 29. september 2017 (udgivet d. 13. maj 2014) - af Frida Paustian, foto: Pantherstock
Hunderacer
Tibetansk spaniel
En tibetansk spaniel hører til de små elegante, aktive og vågne hunderacer. Af natur er den munter, selvbevidst og særdeles intelligent. Over for fremmede er den tilbageholdende, men overfor sin egen familie er den yderst hengiven. Med sin store tilpasningsevne trives den både i den store aktive familie og hos den enlige ældre.
Japansk Spids
En fysisk og psykisk sund familiehund. Den er glad, lyser af livslyst og humør og elsker at være udendørs i al slags vejr. Den er moderat motionskrævende, men er dog både udholdende og robust. Det er en af de kærlige hunderacer og den fjerner sig sjældent ret langt væk fra sin ejer på fremmede steder, selv om den går uden snor. Den er i besiddelse af stor selvstændighed og er en god vagthund, der gør, hvis der er anledning til det. Den er lærenem, let at opdrage og elsker al form for træning.
Stabyhoun
En kærlig familiehund, som er nem at træne. Går du efter hunderacer der er gode vagthunde, men samtidig afdæmpede og hverken skarpe eller bidske, er stabbyen et godt bud. Som familiehund er Stabyen venlig og meget social og livlig uden at være nervøs eller støjende. Til børnefamilier er den en hengiven legekammerat.
Basset Hound
En af de hunderacer, der er gode til børn, fordi den har et venligt sind og en charmerende og selvstændig karakter. En Basset Hound trives bedst i selskab med en anden familiehund, især hvis den skal være alene mange timer om dagen. Der er tale om en stor familiehund på korte ben - en voksen Basset-han vejer cirka 30 kilo.
Pudlen
En yderst intelligent og lærenem familiehund. Den er sjov og meget børnevenlig, og da den ikke fælder, hører den til de særlig allergivenlige hunderacer. Den elsker at være sammen med sin familie, men kan sagtens være alene nogle timer og kræver ikke meget motion. Det er en fantastisk familiehund at træne lydighed og agility med, da den gerne vil lære nye ting. Pudlen kræver noget pelspleje og skal klippes 5-6 gange om året. Jo mere man klipper pelsen ned, desto mindre pelspleje kræves der.
Broholmer
En stor rolig, godmodig og vagtsom gammel dansk racehund med en imponerende selvsikkerhed. Virkelig en fantastisk familiehund med et blødt og venligt sind. Samtidig er Broholmeren en af de hunderacer der er meget nemme at opdrage og træne. En Broholmer som familiehund er glad for at være en aktiv del af familien og elsker at ligge foran dine fødder.
LÆS OGSÅ: 20 sjove udendørslege i efteråret
Klar til en familiehund?
Hav styr på disse ting, inden du kommer hjem med din nye familiehund:
- Hundekurv
- Vand- og madskål
- Snor og sele
- Høm-høm-poser
- Foder
- Legetøj
Beslut hvilken runderace, der passer til jer:
Overvej grundigt disse seks punkter, inden du kaster dig ud i projekt familiehund.
1: Tid
Alle hunderacer kræver tre gåture om dagen og samvær med familien. En hund må højst være alene 7-8 timer om dagen. Hvis din hverdag ikke passer til det, så skal du IKKE anskaffe dig en familiehund.
2: Pelspleje
Hvor meget pelspleje er du gearet til? De forskellige hunderacer kræver forskellig pelspleje. Nogle skal børstes hver dag, nogle fælder, mens andre skal klippes hos en (dyr) hundefrisør 3-4 gange om året.
3: Samarbejdsvillighed
Gør op med dig selv, hvor meget træning du har lyst og tid til at lave med din hund. Vælger du en af de samarbejdsvillige hunderacer, vil den hurtigere gøre, hvad du beder den om, hvor en selvstændig hund kræver, at du træner oftere og kontinuerligt med den.
4: Vagtsomme eller familievenlige hunderacer
Vil du have en venlig og godmodig familiehund, eller en af de vagtsomme hunderacer, der passer på dig? Vælger du det sidste, skal du være opmærksom på, at vagtsomheden også er til stede, når du er ude at gå tur, hvor den kan blive aggressiv over for andre hunde. Det betyder blandt andet, at dine børn vil have svært ved at gå med denne familiehund.
5: Dyr fornøjelse
En familiehund koster ud over købsprisen i gennemsnit cirka 1.000 kroner om måneden. Dette er udgifter til foder, vacciner, dyrlæge, udstyr, træning, forsikringer m.m.
6. Egenskaber
Mange spejler sig i hunden og falder derfor for hunderacer med beskrivelser som "selvstændig og modig familiehund", da det er egenskaber, som de selv gerne vil identificeres med. Vær derfor opmærksom på, om det reelt er de kvaliteter, du holder af ved en hund.