Gravid
12. januar 2015

Fup eller fakta: 'Du får større fødder af at være gravid'

Som gravid får man masser af gode råd og advarsler fra andre. Men er det, du hører, i virkeligheden det rene vås, eller er der noget om snakken? Få nogle af svarene her...
Af: Dorte Bruun Rasmussen. Redigeret af Anne Romanelli
https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/gravid/ammestuesnak/ammestuesnak-sec.jpg

Illustration: iStockPhoto

1. Strækmærker kan forebygges med creme
Fup.
Desværre ikke, for de er hormonelt betingede. Men det kan være dejligt at forkæle sig selv ved at smøre sig ind i en god creme og holde huden blød og lækker.

2. Du skal begrænse dit forbrug af kaffe
Fakta.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide højst drikker tre kopper kaffe om dagen, og at de begrænser indtaget af andre koffeinholdige drikkevarer. Et godt alternativ er vand, urtete og grøn te.

3. Når man er gravid, skal man spise for to
Fup.
Det er ikke meget ekstra mad, du skal spise for at nære dit barn. Ekstrabehovet svarer til cirka 150 kalorier om dagen i begyndelsen af din graviditet, og cirka 250 kalorier senere i din graviditet. Se her, hvordan du spiser sundt som gravid

4. Hold dig fra børn og institutioner med lussingesyge
Fakta.
Hvis du smittes, er der cirka 20 procent risiko for, at dit ufødte barn bliver smittet og langsomt udvikler blodmangel. Lussingesyge kaldes også Parvovirus B 19 eller Den 5. børnesygdom.

5. Undgå bakterien listeria
Fakta.
Bakterien kan resultere i spontan abort og for tidlig fødsel.
Undgå den ved at:
• skylle, koge eller stege madvarer ordentligt
• overholde holdbarhedsdatoer og opbevaringstemperaturer
• spise maden inden for få dage, efter den er åbnet
• undgå råmælk og oste fremstillet af råmælk (upasteuriseret)

6. En del gravide får større fødder under graviditeten
Fakta.
Og det sker på grund af en hormonel påvirkning af leddene. Dine fødder bliver ikke mindre efter fødslen, så du kan lige så godt først som sidst investere i gode sko, der passer.

7. Som ikke-ryger bliver du lettere gravid
Fakta.
Det skyldes blandt andet, at rygning påvirker ægløsningen, og at sædkvaliteten kan blive nedsat. Kunstig befrugtning lykkes også oftere for kvinder, der ikke ryger sammenlignet med kvinder, der ryger. Er du røgfri, øges både chancen for en normal fødsel og at dit barn er sundt og raskt.

8. Du kan undgå hængebarm ved at undlade at amme
Fup.
Din barm ændrer sig mest under graviditeten pga. hormonerne, der farer rundt i din krop. Bagefter bliver brystet typisk højst lidt fladt ovenpå af amningen.

9. Det er godt at være fysisk aktiv under graviditeten
Fakta.
Er du i god fysisk form, vil du højst sandsynligt få både en lettere graviditet og fødsel. Pas dog på med at overanstrenge dig, og lav ikke for tunge løft. Svømning er noget af den bedste og mest skånsomme motion, du kan dyrke, mens maven vokser. Læs mere om motion for gravide her

10. Du bør maksimalt spise 100 gram rovfisk om ugen
Fakta.
De kan indeholde så store mængder kviksølv, at det kan skade fostrets hjerneudvikling. Kviksølv ophobes gennem fødekæden og findes derfor i de højeste koncentrationer i store, gamle rovfisk, som f.eks. tun, rokke, helleflynder, oliefisk, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre og sandart.

11. Du kan få svært ved at amme, hvis din mor ikke kunne amme.
Fup.
Alle kvinder er som udgangspunkt skabt til amning, og det har ikke noget at sige, om din mor var i stand til det eller ej. Men amning er hårdt arbejde og noget, der skal læres og indøves. For at amning skal lykkes, er det vigtigt, at den nybagte mor har lyst til amning og tiltro til, at det kan fungere.

12. Du kan ikke blive gravid, mens du stadig ammer.?
Fup.
Du kan sagtens have ægløsning og blive gravid, selvom du ammer.

13. Hvis du ryger, mens du er gravid, er der større risiko for at føde for tidligt.
Fakta.
Mødre, der ryger, føder oftere for tidligt, end mødre, der ikke ryger.

Læs også:
Myter om dit barns køn: 'Er maven spids, får du en dreng'

Læs også