Gravid
18. juni 2015

Så gamle er danske kvinder, når de ikke længere kan få børn

Hvornår ved man, at det er slut med at kunne blive gravid? Og hvor gamle er danske kvinder i gennemsnit, når deres chance for at blive gravid ophører? Få svaret her!
Af: Redaktionen
Et vækkeur foran en mave.

Foto: Pantherstock

Kan man blive gravid i overgangsalderen?

I overgangsalderen (klimakteriet), som er årene før kvinden holder helt op med at menstruere, bliver ægløsningerne stadig mere uregelmæssige, og chancerne for graviditet falder hastigt. Chancerne for graviditet er mindst halveret efter de 40 år og minimal efter 45 år. Men ja, kvinden kan stadig blive gravid. Udebliver en menstruation i længere tid, bør man ikke udelukke, at man er gravid.

Hvornår ved man, at det er slut med at kunne blive gravid?
Når der ikke er flere æg i æggestokkene, ophører menstruationerne. Den sidste menstruation kaldes menopausen. Kvinden ved først sikkert, at hun har haft sin sidste menstruation et år senere. Sådan er det defineret. De fleste kvinder ophører med at menstruere, når de er mellem 47 og 55 år. Danske kvinder er i gennemsnit 52 år.

Kan det testes, om man har haft menopause?
Der findes ikke en test, der med sikkerhed kan fastslå, om kvinden har haft sin sidste menstruation. En blodprøve kan vise, om man er i overgangsalderen, men ikke om man er 100 pct. uden for graviditetschancer.

Hvordan ved man, om ens menstruation er helt ophørt, hvis nu man bruger prævention med hormoner, f.eks. p-piller?
P-piller fremkalder kunstig menstruation, og mange kvinder, der bruger mini-piller eller hormonspiral, bløder ikke. Her kan det være svært at vide, om menopausen har fundet sted, så man ikke længere har brug for prævention. Man må prøve at stoppe med den hidtidige prævention og bruge anden prævention, før man kan vide sig sikker. Der kan dog være andre fordele end prævention ved at fortsætte med at bruge hormonspiral i overgangsalderen. Den kan bl.a. forhindre blødningsproblemer som følge af hormonsvingninger.

Kilde: Interview i Ugebladet SØNDAG med Anette Tønnes Pedersen, der er overlæge på Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet samt speciallægekonsulent i Præventionsklinikken og Foreningen Sex & Samfund.

Ekspert: Vent ikke for længe med at få børn!

De negative aspekter ved at få børn har for alvor været fremhævet i medierne på det seneste.

En lykkeforsker har peget på, at man er lykkeligere uden børn, andre eksperter har fokuseret på det store pres, småbørnsfamilier er under osv. osv.

Det billede skal der nu ændres på, mener man hos Fertilitetsrådgivningen på Rigshospitalet, som derfor lancerer en kampagne, der fokuserer på alle glæderne ved at have børn.

Risiko for ufrivillig barnløshed

Danskerne skal nemlig være klar over, at børn ikke nødvendigvis sætter en stopper for alle de andre projekter, man måtte have - og at hvis man venter for længe med at starte 'projekt barn', kan det være, at det slet ikke kan realiseres:

- Både mænd og kvinder får børn i en senere alder nu, og jo senere man prøver, jo sværere er det at få børn, og jo større er sandsynligheden for, at man ender i ufrivillig barnløshed, siger Katrine Birch Petersen, der er fertilitetslæge på Rigshospitalet, til Aftenshowet.

Hver 7. kvinde får aldrig børn

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at hver femte danske mand og hver syvende danske kvinde ikke får børn overhovedet, og for mange vedkommende er barnløsheden ikke frivillig.

- På Fertilitetsrådgivningen på Rigshospitalet er gennemsnitsalderen for kvinder, der henvender sig, omkring 34 år, og alligevel kommer 70 procent af dem for at høre, hvor længe de kan udskyde det at få børn. Og da tager vi en snak med dem om, at hvis man bliver ved med at udskyde, så er der risiko for, at de overhovedet ikke får nogle børn, fortæller Katrine Birch Petersen.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er per 1. januar 2015: 29,1 år.

Læs også