Hvornår får baby sine mælketænder - og taber dem igen?
Foto: Shutterstock og Unsplash
Hvornår får baby tænder?
Det er meget forskelligt, hvornår et barn starter med at få tænder. F.eks. kan et barn få sin første tand, allerede når det er et par måneder, hvorimod andre først får deres første tand, når de er 12 måneder gamle. De fleste børn har normalt deres fulde sæt af 20 tænder, når de er 3 år.
Tidspunktet kan variere, men rækkefølgen for hvilke tænder, der vokser ud hvornår, er altid den samme, som du kan se her:
Symptomer på at baby snart får tænder
• Gummerne kan være hævede, røde og hårde.
• En smule blod kan opstå, hvor tanden skærer igennem gummen.
• Kinden kan være rød på siden, hvor tandfrembruddet sker.
• Der kan være en øget tendens til at savle.
• Din baby har et forøget behov for at bide på hårde genstande.
• Forstyrret søvnmønster.
• Barnet er generelt mere irritabelt.
Kilde: Tandlæge Søren Sehested (Tandlægerne på Østerbro) og børnepsykolog Heidi Agerkvist.
Gode råd når barnet får sine mælketænder:
• Massér forsigtigt de ømme gummer med rene fingre eller et blødt vådt stykke stof.
• Kølede bideringe kan mindske betændelse og hjælpe imod ubehag i tandkødet. Brug aldrig frosne bideringe, da det kan skade tanden.
• Tør savlen væk omkring munden – især ved hagen. Huden kan blive irriteret, så det kan være en god idé at tørre det væk med en blød klud.
Hvornår taber mit barn sine mælketænder?
Fra omkring 6-årsalderen begynder mælketænderne at blive løse og falde ud for at gøre plads til voksentænderne. Det er dog også helt almindeligt for et barn at tabe sin første tand et eller to år tidligere eller senere end de seks år. Piger taber normalt deres tænder tidligere end drenge. Kindtænderne falder dog først ud senere.
At tabe mælketænderne kan være smertefuldt og skræmmende for børn.
Gode råd når barnet taber sine mælketænder:
• Gør dit barn opmærksom på, at det at tabe mælketænderne er helt almindeligt, og at en ny voksentand vil vokse ud der i stedet. Berolig dit barn – det er normalt for gummerne at føles ømme og bløde lidt.
• Anvend kolde klude på det følsomme tandkød for at mindske smerte og rødme. Spørg evt. din tandlæge eller læge for anbefalet smertestillende til dit barn.
• Brug tandfeen. Denne figur har virket i lang tid – og af god grund. Hvis ideen om at få en mønt i bytte for en mælketand gør det lettere for dit barn at tabe en tand, så gør endelig brug af denne metode.
Gode råd til pleje af mælketænderne
Nogle forældre føler måske, at mælketænder ikke er så vigtige at passe på som de blivende tænder, fordi mælketænder er designet til at falde ud alligevel, men mælketænderne er enormt vigtige, fordi de gør børn i stand til at tygge deres mad, og tænderne reserverer pladserne i tandkødet for de fremtidige tænder.
Hvis en mælketand er blevet tabt for tidligt (f.eks. slået ud ved sport eller leg), så kan mælketanden ved siden af den manglende risikere at flytte sig ind i mellemrummet og skabe pladsmangel til når voksentanden vokser ud. Det er derfor vigtigt at tage barnets mælketænder og plejen af dem lige så alvorligt som med de blivende tænder.
Hvad gør man ved tandfrembrud?
• Når dit barns første tænder vokser ud, så børst dem forsigtigt med en lille blød tandbørste, og brug ikke mere end en lille prik af tandpasta med flour.
• Når dit barn fylder 3 år, kan du begynde at lære dit barn børsteteknikker med tandpasta, der skal være på størrelse med en ært. Børst efter, når barnet har prøvet selv. At få de rigtige teknikker er vigtige, så barnet får gode vaner, til når de bliver store nok til at gøre det selv. Derefter kan du introducere tandtråd.
• Begræns sukker, og lad ikke dit barn falde i søvn med en sutteflaske fyldt med andet end vand.
• Jo tidligere du kan få etableret en god tandbørstevane med dit barn, jo bedre. Giv dit barn en tandbørste at gumle på, allerede når det er 4-6 måneder gammel (under opsyn). I den alder bruger barnet naturligt sin mund til at undersøge nye ting med, så det er oplagt at introducere fornemmelsen af tandbørsten allerede der.
• Små børn elsker ritualer, fordi de er forudsigelige og trygge. Derfor er det en god idé at have det samme aften- og morgenritual hver dag, så det er klart for barnet, hvornår tandbørstning er på programmet.
• Munden er en følsom zone, så det kan være grænseoverskridende for barnet, hvis tandbørsten tvinges ind – og en endnu større udfordring næste gang at få tandbørsten derind. Hav tålmodighed og begynd langsomt at børste i længere tid, når barnet er trygt. Brug evt. en legende tilgang: Hvem kan lave den største løvemund?
Kilde: Tandlæge Søren Sehested (Tandlægerne på Østerbro) og børnepsykolog Heidi Agerkvist.