Hanne-Vibeke Holst fik fjernet sit ene bryst: Min kvindelighed har aldrig siddet dér

Hanne-Vibeke Holst fik brystkræft

I december sidste år var forfatter Hanne-Vibeke Holst til rutine-mammografi.

– Og så fik jeg det dér brev, vi ikke vil have: At man har fundet noget, som de er nødt til at kigge på igen. Jeg skreg bare op, da jeg fik det dér brev: ”FUCK!”.

Den nye undersøgelse viste, at hun havde en brystcancer. Og så gik hele processen i gang, selvom Hanne-Vibeke egentlig slet ikke havde tid til at være syg. Hun var nemlig tæt på at være færdig med bogen ”Som Pesten”, som hun havde knoklet med i flere år.

Så da biopsien viste, at kræften ikke var så aggressiv en type, spurgte hun kirurgen: ”Er det okay, vi lige skyder det hele lidt?”. Det var det. Selvom dét spørgsmål måske kan undre mange.

– Men jeg har virkelig investeret meget energi i det romanprojekt. Jeg har siddet i mit sommerhus i nærmest seks måneder ad gangen. I vintrene. Tre-fire år. Alene. Jeg var så tæt på målstregen og kunne simpelthen ikke udholde, at den ikke skulle udkomme, det SKULLE den bare. Det var så afgørende for mig. Så min første prioritet var selvfølgelig at overleve, det var klart, men det kunne jeg jo ikke gøre så meget ved. Men jeg kunne gøre noget ved den roman og gøre den færdig. For ALLES skyld. For jeg tænkte også: Hvis jeg nu dør, så har familien da mere ud af, at den er færdig, altså økonomisk. Det var da det mest rationelle.

LÆS OGSÅ: Hanne-Vibeke Holst: Selvfølgelig har jeg ledt efter en far

Hvorfor mig?

Inden operationen fik Hanne-Vibeke udtaget lymfeknuder fra armhulen til tjek for spredning. Og her viste det sig, at kræften havde spredt sig til en af knuderne. Men heldigvis var kræften kun i stadie ét, og i sidste øjeblik slap Hanne-Vibeke for kemo, fordi en ny stor amerikansk undersøgelse fandt ud af, at hendes form for tumor havde en supergod prognose, som ikke blev bedre af kemo.

I stedet fik Hanne-Vibeke stråling og startede på antiøstrogenbehandling. Og hun var heldig, for hun surfede lige igennem behandlingen uden at få gener. Det betød, at hun kunne skrive sin roman færdig, som hun netop nu er aktuel med.

I dag er det meget usandsynligt, at hun kommer til at dø af kræften, men hun har fået en dødsbevidsthed, som hun ikke før har haft. Og så har hun skullet erkende, at man ikke kan sikre sig sund.

– Jeg har erkendt, at vi er underlagt vores biologi. Jeg sagde til kirurgen: ”Undskyld, hvorfor får JEG det?”. Jeg passer slet ikke på profilen. Jeg fik menstruation sent, jeg har fået tre børn, jeg har oveni haft en tredjedel graviditet, hvor jeg mistede barnet, jeg har ammet, jeg kom tidligt i overgangsalderen, jeg ryger ikke, jeg drikker ikke, jeg spiser sundt, jeg dyrker motion, jeg er ikke tyk, der er INTET. Men det er bare: Shit happens.

En krigsskade

Og så er der det med kvindeligheden, som for mange kvinder har forbindelse til brysterne.

- Den sidste aften før jeg skulle opereres, stod jeg foran spejlet og kiggede på det og tog ligesom afsked med brystet. Jeg tænkte: Det har fulgt mig hele mit liv, men nu er det sygt, og så må vi skilles. Jeg var utrolig lettet, da det var fjernet, fordi det syge var væk. Nu mangler jeg så et bryst. Det er ikke sådan, at jeg står og STIRRER på det manglende hver dag. Jeg kan godt overse det lidt, og når jeg har badekåbe på, kan jeg ligesom godt dække den side og kun se den anden. Men jeg har det meget nøgternt med det, og lige nu tror jeg heller ikke, jeg vil have et nyt. Det kan jeg jo få, hvis jeg vil. Men det ved jeg sgu ikke, om jeg har lyst til. For det er sådan en krigsskade, det er, hvad livet har givet mig. Der er noget amazonesejhed over det, som jeg egentlig meget godt kan lide.

- Men det er nok også, fordi jeg ikke har været sådan meget brystorienteret. Jeg har faktisk meget pæne bryster, men de er ret små. Og nu har jeg så ÉT pænt lille bryst. Det har aldrig været: Hold da op jeg har flotte bryster, og VUP op med dem. De har aldrig på den måde været en fordel for mig. Derfor har det ikke været så svært. Min kvindelighed har heller aldrig siddet dér, jeg har altid sagt, at kvindeligheden sidder mellem ørerne. Og så vil jeg sige om Morten, at han for det første har været utrolig solidarisk, sød og kærlig, og vi har kunnet snakke åbent om det. Og for det andet har det med brystet ikke rørt ham en fucking fregne. Jeg VED nemlig fra andre kvinder, at nogle af deres mænd har ønsket, at de skulle få den operation for at få et nyt bryst, fordi de simpelthen næsten ikke har kunnet røre ved dem. Så det siger jo også noget om Mortens kvaliteter.

LÆS OGSÅ: Brystkræft: Sådan undersøger du dig selv

Hvad giver mening?

Hanne-Vibeke vil bestemt ikke sige, at hun er glad for, at hun fik kræft. For ”man bliver flyttet over i et mere skyggefuldt landskab”, som hun siger. Man finder pludselig ud af, at man kan dø – men så handler det om at lære at bruge dødsbevidstheden konstruktivt.

– Når man ligger på Riget og skal opereres næste dag og have fjernet sit brystvæv i det ene bryst, så tænker man: Er jeg parat til at dø? Nej, det er jeg ikke. Hvad er det, jeg skal for at blive parat til det? Hvad skal jeg se? Taj Mahal? Hvad skal jeg? Jeg lå og tænkte: Det skal jeg finde ud af, for jeg skal finde ud af at få skabt mening. Så NÅR jeg engang skal dø, så kan jeg dø med sindsro og sige: Okay fint nok, jeg har haft et skønt liv, jeg har gjort det, jeg ville, der har været en mening hele tiden.

Hvad har du så fundet ud af?

– Jeg er jo ikke færdig. Det er en lang proces. Men jeg har i hvert fald fundet ud af, at det med mening ikke er Taj Mahal. Det er ikke nødvendigvis det dér oplevelseshejs. Det er jo det nære. Det er såre banalt. Men det er jo det nære. At du har kærlighed til dine nære. At du har kærlighed i dit liv overhovedet. At du elsker dine nære, at de elsker dig. At I har intimitet omkring jer. Kender hinanden. Elsker hinanden. Har ømhed for hinanden. Beskytter hinanden. Og det er ægtefællen selvfølgelig. Men det er også børn, familie, venner, éns samtidige, verden, jorden. Det er sådan en ØMHED eller omsorg, der ligesom bevæger sig udad fra de inderste cirkler.

Om Hanne-Vibeke Holst:

• 58 år
• Forfatter og aktuel med romanen "Som Pesten"
• Fift med Morten Bruus, der er filmfotograf.