Emme var den første plus size-model i 1990’erne – for nyligt gik hun catwalk i New York
foto: Mode Magazine og Instagram
Måske kan du huske hende fra en stor Revlon-reklamekampagne i 1998, da hun som den første plus size- model landede en modelkontrakt med skønhedsbrandet? Eller da hun – ligeledes som den første plus size-model – i 1994 kom på People’s liste over de 50 smukkeste? Emme er navnet – født i USA i 1963 som Melissa Miller – og hun har banet vejen for mange af nutidens store modeller – store som i bogstaveligt talt store.
LÆS OGSÅ: Så mange plus size modeller indtog modeugen i New York
Snævre skønhedsbegreber
Emmes egen vej ind i modelbranchen startede i 1989, da hun så en annonce fra Plus Model Management, der søgte kurvede modeller.
- Jeg kom der med uplukkede øjenbryn, rød læbestift og en sort og hvid heldragt i polyester, men jeg blev antaget med det samme, fortæller Emme i et interview.
Det var primært kataloger og de knapt så fashionable brands, der hyrede Emme, og selv om hun havde travlt og rejste meget – særligt da hun skiftede til Ford Models – så lyder det ærligt fra hendes egen mund:
- Det var ikke just Gianni Versace, der ringede til mig. Og det kom virkelig bag på mig, at der blev holdt så grundigt fast i de meget snævre skønheds-begreber i den her verden.
Noget andet, der undrede Emme var manglen på ligeløn mellem de kurvede og de tyndere modeller. Og hvis nogen skulle være i tvivl: I de tyndes favør. Men positive ting skete også. F.eks. at Mode Magazine, der sås som en kurvet pendant til Vogue, flere gange havde hendes smukke ansigt og former på forsiden.
Ligesom Emmes kontrakt med Revlon fik hende med i flere tv-shows både som deltager og vært. Dette gav Emme god mulighed for at skabe netværk, og hun husker da også, at tendensen omkring et mere nuanceret skønhedsideal langsomt begyndte at brede sig.
LÆS OGSÅ: 9 ting hun aldrig havde troet, hun kunne pga. sin størrelse
Designstuderende skal lære at lave tøj til alle størrelser
I midten af 2000-tallet trak Emme sig lidt tilbage fra model-livet og begyndte at undervise og tænke over, hvad hendes eftermæle skulle være i plus size-verdenen. Og så fik hun en lys ide:
- Hvorfor underviser jeg ikke designelever i inkluderende mode-design? Så de ikke bare har størrelse 30-36-mannequiner, men også størrelse 46, 48 og 50? Og de studerende lærer at lave mønstre til kvinder i forskellige størrelser og hvordan de forskellige fabrikationer ser ud på forskellige kropstyper.
Der var ikke langt fra tanke til ide hos Emme, og da hun kontaktede Syracuse University, var de straks med på ideen, og i 2014 kom kurset ”Fashion without limits” på deres program.
- Ændringer sker, når smerten ved ikke at ændre noget er større end smerten ved forandringen selv. Og i starten var eleverne ikke helt med på ideen, men jeg har forklaret dem, at lærer de at lave plus size-tøj træder de ind i en virkelig betydningsfuld verden og vil blive succesfulde, lyder det fra Emme.
På catwalken som 54-årig
For Emme selv er en (anden) drøm netop gået i opfyldelse: Da hun gik catwalk for Chromat på modeugen i New York i september i år.
- Jeg kan huske, hvordan vi kurvede modeller sad tilbage i 90’erne og kiggede på de store shows, og tænkte: ”Hvor sjovt er det her egentligt?” Vi havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at det var os, der en dag gik ned af catwalken. Der var ingen designere, der dengang overvejede det.
Men Emme gik til det flotte og differentieret castede show. Og nogle dage senere gik den kun 16-årige plus size model Natalie Notenboom catwalk for Anna Sui. Et bevis på at tiden ER ved at ændre sig. Hvilket Emme i høj grad mener er sandt:
- Vi gennemlever en revolution. Kvinders magt er meget større, end nogle har troet. Når vi ser på de sidste fem år, er der sket så meget! Der er kommet langt større respekt for plus size-kvinder. Og jeg ønsker, at industrien, der sælger til ”hende” virkelig inderligt forstår, at det er hende, der styrer skibet. Hun er meget loyal, men undervurder ikke hendes magt, for hvis hun stoppede med at købe tasker eller makeup i bare tre dage, så ville det kunne føles. Det er sandheden.