Anna Mejlhede: Jeg er simpelthen så glad for min kærestes ekskone

Det er muligt, det ikke er normalt. Måske er det ovenikøbet så sjældent heldigt, at man bør være forsigtig med at tale for højt om det – men jeg er simpelthen så glad for min kærestes ekskone.

Uden tvivl er der tale om, at flere elementer skal være til stede, for at det kan ske. Blandt andet er det rigtig rart at mærke, at hun og jeg har en masse at tale om: Livet nu f.eks., så kommunikationen ikke fortaber sig i en endeløs walk down memory lane, hvor jeg jo ikke har en chance for at være med. At mærke en gensidig og oprigtig interesse og respekt for hinanden er også en vigtig ingrediens i, at det her føles så fint og godt. Det har også meget at sige, at min kæreste og hans tidligere ægtefælle for længst har sluppet hinanden som elskende – men ikke (og det er vigtigt) den ømhed og omsorg, der stadigvæk ligger i, at de deler en historie sammen – og to voksne sønner.

Da jeg over for min veninde delte glæden over at have fået en dejlig ny ven i tilgift så at sige, lo hun og kom derefter med den betragtning, at tidligere ægtefæller på sin vis er det modne kærlighedslivs nye ”svigerforældre”.

Det er jo langtfra noget nyt, at en tæt relation til et andet menneske indebærer, at vi også træder ind i nogle andre menneskers liv i samme ombæring. Mennesker, vi ikke umiddelbart selv har valgt, men som vi kommer til at leve sammen med i en eller anden grad – fordi de altid vil være tilknyttet den, vi elsker. I vores ungdom kunne kærestens forældre virkelig være en joker for et parforhold: Tog de mon godt og varmt imod deres nye svigerbarn, eller vurderede de i stedet én i alle ender og kanter, så man nemt kunne føle sig enten for tung eller for let? Og havde de mon trang til at styre deres datters/søns liv i en grad, der gjorde det svært at komme til?

Senere hen ad vejen i vores efterhånden mere brugte liv rummer et nyt parforhold stadigvæk kunsten at finde sig til rette med og i de relationer, der omgiver det. Blot handler det nu ikke længere om svigerforældrene (de er enten på Grand Canaria eller meget gamle, hvis ikke decideret døde …). I stedet handler det om relationen til vores kærestes børn og tidligere ægtefæller.

Jeg har nogle venner, der igennem hele deres liv sammen har haft – og ligefrem plejet – et meget nært venskab til mandens ekskone, hendes nye mand og deres fælles børn. Når jeg kigger på min kærestes ekskone og hendes kæreste – så har jeg faktisk lyst til det samme. Selvfølgelig er den primære indgangsvinkel, ligesom det oprindelig var tilfældet for mine venner, at min kæreste og hans ekskone har to dejlige drenge sammen, men det er ikke den eneste grund til, at jeg så gerne vil et venskab – for jeg glædes simpelthen også bare over hende!

Hvorfor behøver det at være sådan, at fordi hun for år tilbage har været gift med den mand, jeg elsker, så betragtes det enten unaturligt, eller måske ligefrem betænkeligt ”hippieagtigt”, at jeg har lyst til at være en ny ven i hendes og hendes nye kærestes liv? Som om både hun og jeg per automatik skulle synes, at det at være sammen os alle fire – og med vores sammenbragte voksne børn – var en akavet historie.

Der er så meget godt at sige om denne her type venskab, og da især når man mærker, hvordan de store børns skuldre lettet sænker sig over, at stemningen ikke bare er god, men faktisk hjertelig.

At leve godt med hinandens relationer i vores efterhånden godt brugte modne liv kan godt lade sig gøre, men det kræver, at alle parter gør sig umage, tænker sig om – og holder hjertet varmt og åbent.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk