Underholdning
10. oktober 2017

OL-sølvvinderne: ”Vi har holdt vores kærlighed hemmelig i otte år”

OL-sølvvinderne i badminton Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen står i dag for første gang offentligt frem med deres kærlighed, som de har holdt skjult de sidste otte år. Læs, hvorfor de har holdt deres forhold hemmeligt.
Af: Maria Greve, redigeret til web af Charlotte Kobberøe Fink
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen

Foto: Ulrik Jantzen

Kamilla og Christinna afslører deres kærlighed

Badmintonspillerne Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen har dannet par på badmintonbanen i syv år, men hvad offentligheden ikke har vidst, er, at de også er kærester og har været det i otte år.

Mens de gang på gang har stået foran rullende kameraer og svaret på spørgsmål om badminton i forbindelse med deres præstationer som blandt andet OL- og VM-sølvvindere og europamestre i kvindedouble, er der ikke sluppet ét eneste ord ud om deres kærlighed. Men i næste uge udkommer de to spillere med en bog, hvor de åbent og ærligt fortæller om deres parforhold og deres makkerskab på banen.

Kamilla: – Sidste år vandt vi den fantastiske OL-sølvmedalje i Rio, og vi havde egentlig lyst til at fortælle hele verden, hvor fantastisk det er at vinde en OL-medalje sammen med den, man elsker allermest i verden.

Christinna: – Ja, det var utrolig fristende at sige det, da kameraerne rullede efter kampen, og vi var så lettede over at have vundet en medalje. Men et kort indslag i fjernsynet eller en avisartikel var bare ikke den rigtige måde for os at komme ud med vores historie på. Derfor valgte vi at gå i gang med en bog, så folk, der er interesserede, kan få hele historien uden filter.

Drømte om mand og barn

Tilbage i 2009 da de to badmintonspillere – og dengang konkurrenter – begyndte at sms’e med hinanden og se hinanden i smug, havde ingen af dem troet, de skulle stå her otte år senere og dele lejlighed, liv og fremtidsdrømme om børn. De var nemlig begge fast besluttet på, at det bare skulle være en kort flirt – og ingen af dem vidste, at de hver især var til kvinder.

Christinna: – Vi var enige om, at vi ikke skulle være kærester. Det her var lidt spændende, og vi kunne ikke lade være, men det skulle ikke blive til noget seriøst. Ingen af os kunne se os selv være kæreste med en pige.

Kamilla: – Vi prøvede også at stoppe det flere gange. Og så kunne der gå alt mellem to timer og en dag, så kunne vi ikke undvære hinanden længere. Men vi så begge to os selv blive gift med en mand og få børn, og det var vi helt åbne omkring over for hinanden.

Men da de to badmintonspillere tilbage i 2009 begge var til en turnering i Singapore, kom de ved et tilfælde til at dele værelse sammen.

Christinna: – Vi var i himlen i den uge. Det var lige pludselig helt legalt, at vi var sammen hele tiden, sov sammen og gik i supermarkedet sammen. I den uge blev det helt tydeligt for os, at vi ikke kunne nedtone vores følelser.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Wulff og Rasmus Botoft: Vi havde en affære

Vil anerkendes for det sportslige

Kamilla og Christinna blev kærester, og hurtigt fik familier, venner, trænere og badmintonkollegaer det at vide, og alle tog godt imod nyheden. Året efter begyndte de to at spille sammen i dame-double. Men selvom hele deres omgangskreds kendte til Kamilla og Christinnas kærlighed, så har offentligheden ikke fået det at vide.

Kamilla: – Der er to klare årsager til det. For det første vil vi anerkendes for det sportslige. Vi har hele tiden vidst, at hvis vi fortalte, at vi er kærester, så ville vi blive kendt som dame-doublen, der også er kærester. Det var vi ikke interesseret i. Vi vil anerkendes for vores præstationer på badmintonbanen, og nu føler vi, vi har opnået så meget og vundet så mange fantastiske sejre, at folk godt ved, hvad vi kan. For det andet har vi holdt det for os selv på grund af sikkerhed. Vi rejser til turneringer i nogle lande, hvor det ikke er velset at være to kvinder i et forhold, og vi har ikke villet risikere at havne i nogle usikre situationer. Der er sikkert nogle, der vil mene, at vi burde have stået ved vores forhold og seksualitet og været rollemodeller for andre homoseksuelle, men for os har sporten og sikkerheden været vigtigere.

Christinna: – I princippet ved vi ikke, om det vil skabe problemer for os. Men vi rejser hvert år i blandt andet Malaysia og Indonesien, som er muslimske lande, hvor det godt kan være et problem at være homoseksuel. Nu hvor vi fortæller åbent, at vi er kærester, har vi også besluttet, at hvis det ikke vil være sikkerhedsmæssigt i orden at rejse derhen og spille, så lader vi bare være.

Hvordan tror I, folk vil reagere på det?

Kamilla: – Jeg håber, det vil inspirere andre til at være præcis dem, de er. Der vil nok også være dem, der synes, vi har benægtet, hvem vi er, fordi vi har holdt det for os selv. Men dér er vi bare nogle stædige nordjyder, der vil anerkendes for det, vi kan, i stedet for for, at vi er kærester.

LÆS HELE INTERVIEWET I FEMINA, DER UDKOMMER TORSDAG D. 12/10

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl:

31 år og 33 år, badmintonspillere og makkere i dame-double. Har blandt andet vundet OL-sølv i Rio i 2016, VM-sølv og guld ved turneringer som Japan Open, EM og Singapore Open. I næste uge udkommer bogen ”Det unikke makkerskab”, hvor de fortæller om deres lange og succesfulde karriere som makkere i dame-double. Og så fortæller de for første gang åbent om deres parforhold, som de har holdt skjult for offentligheden.

Læs mere om:

Læs også