Børneværelse: 7 gode ideer (som ikke koster en bondegård)
Mandag, 18. januar 2021 - 8:53. Udgivet første gang den 23. oktober 2017 - af Redaktionen, foto: Panthermedia
Børneværelse: 7 gode ideer
1 Mal en væg med tavlelak
Skab en væg, hvor ungerne har lov at stå for udsmykningen, ved at male en hel væg med tavlelak – eller mal et grafisk mønster, der alligevel ligner noget, børnene kan genkende. Her er det enkle huse, men det kunne lige så godt være et grafisk bjerglandskab. Eller bare en firkant.
LÆS OGSÅ: Børneværelse: Udstyr til din baby - hvad er egentlig nødvendigt?
2 Lav en klatrevæg
Nej, det er ikke lige det, som dit spædbarn får mest ud af – men har du et barn mellem 2 og teenager, forstår du sikkert alt for godt, hvad der menes med udtrykket ”kravler op ad væggene”. Og her er det så at en kravlevæg kommer ind i børneværelset. Og det er faktisk muligt at lave selv – man kan simpelthen købe greb, som man selv kan sætte op på en passende væg, og så kan de kære børn jo kravle op ad væggene alt det, de lyster.
3 Til den lille kunstner
Skal der være mulighed for andet end kridttegninger, er en papirrulle monteret på væggen smart. Denne er fra et lille firma i New Zealand, men man kan også sagtens lave en lignende selv.
4 Husk knagerne
En rigtig god feature på et børneværelse er noget så simpelt som knager. Her kan Spiderman-udklædningen og tryllekunster-kappen hænge. Og måske kan en af dine aflagte kjoler en dag ende dér og få hovedrollen i en ny leg.
LÆS OGSÅ: 7 nye babygadgets
5 Lys på børneværelset
Nogle børn vil helst falde i søvn I dæmpet belysning, og til det formål kan man købe et hav af søde lamper – men denne version kan efterlignes med træ eller kraftigt pap og lyskæder.
6 Til bilparken
Har I biler nok derhjemme til at fylde en større parkeringskælder kan dét her være en smart og fin måde at parkere bilparken på. Det er ganske simpelt en række magnetskinner, som normalt bruges til køkkenknivene, som her holder fast på legetøjsbilerne. Løsningen virker dog naturligvis ikke på biler, der kun består af plastik eller træ.
7 En hinkerude med tape
Jep, de er sjove at tegne med kridt på fliserne udenfor – men der kan også sagtens hinkes løs på børneværelset, hvor man kan lave sin helt egen version med ”masking tape”, som findes i et utal af farver om mønstre, og som let kan sættes på OG tages af igen.