”Bekymringer om vægt og mad har bare altid været en del af mig”

Kathrine Schwartz-Sørensen er en af de mange kvinder, der forbinder mad med både skam og trøst. Selv om hun aldrig har fået en diagnose, har hendes forhold til mad været kompliceret, næsten lige så længe hun kan huske.

- Som ung gik jeg glip af 10-15 år af mit eget liv, fordi jeg hele tiden tænkte på, at jeg var overvægtig og skulle holde øje med, hvad jeg spiste.

I dag, hvor hun er 40 år, gift og mor til to piger, synes hun, at hendes størrelse var okay, men dengang så hun det ikke selv.

- Jeg følte ikke, jeg havde samme ret til at spise, hvad jeg ville, som slanke mennesker, fordi jeg var for tyk – eller følte, jeg var for tyk. Jeg var bange for, andre ville tænke: Så er det også din egen skyld. Jeg har også tænkt om andre: Hvis jeg var så tyk, ville jeg ikke spise foran andre. Jeg har helt oprigtigt haft det sådan, at det kunne man ikke tillade sig – højst gulerødder.

Bemærkninger, man aldrig glemmer

Allerede før puberteten klippede Kathrine billeder ud af blade af ”belønningsgaver”, ting, hun kunne få, hvis hun tabte sig. Kathrine husker ikke, om slankeidéen var hendes eget initiativ eller de voksnes idé. Som 12-årig var hun hjemme hos en legekammerat, hvis mor kom med en bemærkning, der kom til at fylde meget. Hun sagde: ”Du har da tabt dig meget.” Da gik det for alvor op for mig, at jeg havde været for tyk. Hun troede nok, hun roste mig og sagde noget pænt, men for mig betød det: ”Ih, hvor har du været tyk.”

Ungdomstiden var fuld af komplekser og forsøg på at tabe sig.

- Jeg har været på alskens kure, også virkelig mystiske kure, blandt andet en ’Rigshospitalet’ med hotdogs, is, tun, hytteost og TUC-kiks. Den tabte jeg mig sjovt nok ikke et gram af.

Da Kathrine var omkring de 20 år, sad hun en dag på job over for en meget høj og slank kvinde – som spiste en chokoladeskildpadde. Kvinden kiggede på den og sagde: ”Er der mon mange kalorier i den her?”

- I mit univers var det helt vildt, at hun var gået fri af de tanker, der forfulgte mig konstant. Den oplevelse fyldte mig med misundelse, fortæller Kathrine.

LÆS OGSÅ: Har du et unormalt forhold til mad? Du er ikke alene!

Skam og skraldespand

- Skammen opstår for mig dér, hvor indtag og vægt kommer til at signalere, at jeg ikke har styr på mig selv eller kontrol over mit liv.

Selv om tankerne om mad fyldte mindre, da hun stiftede familie, har mad også fyldt meget i Kathrines voksne liv og været kilde til dårlig samvittighed.

- Jeg har da været dér, hvor jeg også ved, flere af mine veninder er. Man vil ikke overspise slik, men hvis man så smider en halv pose i skraldespanden, skal det helt nederst og røre ved kaffegrumset. Ligger slikket stadig i posen, ender det med at blive fisket op.

LÆS OGSÅ: Sådan træner du evnen til kun at spise, når du er sulten

For nylig fik Kathrine dog et nyt forhold til mad og spisning med hjælp fra uventet side. Efter at hun er begyndt på en særlig slags diabetesmedicin for PCO (en hormonel ubalance, der kan bevirke blandt andet overvægt, red.), har hun nemlig tabt 10-15 kg, og hendes appetit er også påvirket.

- Først nu, hvor jeg er relativt normalvægtig, tillader jeg mig at sige: ’Jeg kan godt lide kage, jeg kan godt spise et stykke mere.’ Før kunne jeg nærmest ikke kontrollere, hvad jeg spiste. Når jeg bliver sulten nu, bliver jeg sulten i maven, ikke oppe i hovedet.

I dag kan Kathrine i det store hele styre, hvornår hun stopper med chokoladen, og hun kan også vælge at spise noget andet i stedet.
- Men jeg kan stadig finde på at spise, hvis jeg føler mig udsat og tyndhudet, og jeg kan blive helt skræmt, hvis der ikke er noget mad at gribe til.

Vi taler aldrig om vægt

Som mor til to piger på 7 år har Kathrine og hendes ægtefælle tænkt en del over, hvordan de kan give børnene et sundt forhold til krop og mad.

- Jeg går i fitnesscenter, men jeg siger aldrig, at jeg gør det for at blive slank, hvilket jeg sådan set heller ikke gør. De taler heller aldrig om vægt, og jeg siger heller ikke, at jeg har taget på, tabt mig eller gerne vil tabe mig – og vi taler aldrig om mad, ’man kan blive for tyk af’. Alligevel kan den ene af pigerne finde på at sige, at hun har for tykke lår,fortæller Kathrine.

- Jeg tænker, at jeg jo nok sender nogle signaler om, at slank er godt, selv om jeg forsøger at lade være. Og så er de jo også påvirket af faktorer udefra: Allerede i børnehaven dikterer de over for hinanden, hvordan de skal se ud. Som når min egen mor efter et elevatorblik siger: ’Nej, hvor ser du pæn ud – efterhånden’.

Kathrine Schwartz-Sørensen er 40 år, gift og mor til to piger.