Tine Bendixen: Elskværdighed er en mangelvare

Elskværdighed. Det er et farmor- ord, ikke? Og desværre sådan lidt uddødt i det efterhånden. For elskværdighed er noget, jeg går og mangler i hverdagen. For nylig blev jeg mindet om det igen. Jeg var til en reception, hvor kvinden, som havde inviteret, i god stil stod i døren og hilste på hver eneste gæst, der ankom. Hun var lige optaget af at sige goddag til en gæst, da jeg dukkede op, så dér stod jeg og ventede pænt på, at det blev min tur – og blev overhalet indenom af en ny og, skal vi sige, ret selvbevidst og halvkendt gæst, der på magisk vis evnede at lade, som om jeg var luft, og at der slet ikke havde stået 173 cm kvinde foran hende, og som om det da var det naturligste i verden, at det var hendes tur først. Selv om det ikke var det. Den slags mennesker får jeg sådan en lyst til at sige noget grimt til. Jeg gør det selvfølgelig ikke, men jeg tænker mit, og det kommer nok ikke som nogen overraskelse for dig, at det, jeg tænker, ikke egner sig til tryk. Det er mildt sagt ikke særlig elskværdigt. Jeg har i løbet af livet mødt en hel del mennesker, der på forunderlig vis synes, de har fortrinsret, selv om de faktisk står bagerst i køen. Og her taler jeg ikke om helt almindelig usympatisk Netto-kø-snyderi eller om det, jeg oplevede i går: En bus så propfyldt, at vi desværre stod et par stykker tilbage på gaden, da den kørte, og hvor jeg så kunne se en mand, der sad yderst på to sæder, og det inderste var tomt …Nej, jeg taler om ofte privilegerede og livsforkælede mennesker i det her samfund – som lider af en form for blindhed i situationer, hvor det handler om at indgå i relationer med andre. LÆS OGSÅ: Burka, niqab og chador er kvindeundertrykkende Engang var jeg ekspedient i en vinbutik (yes, det var en fest, og jeg lærte aldrig at spytte ud, når der skulle vintestes i større mængder …). Men en lørdag formiddag var butikken stopfyldt af mennesker, da en kendt dansk forfatter kom ind – og brød ind foran 10 andre for at blive ekspederet først. Hvilket fik mig til klart at melde: ”Det kan godt være, du er XX (her nævner vi ingen navne, så tarvelige er vi nemlig ikke), men du er simpelthen nødt til at vente, til det bliver din tur”. Så klappede han i. Det kan jo ske, at mennesker, der i løbet af livet er havnet i de højere luftlag, glemmer, at de faktisk ikke kan flyve. Men de opfører sig sådan, og nogle gange får de på den måde bildt andre mennesker ind, at de faktisk KAN flyve. Hvis jeg nu havde ekspederet forfatteren foran alle de andre dengang, så havde han sikkert også følt, at vingerne bar, ikke? Jeg tror ikke engang, det handler om ”går den, så går den”, jeg tror, det handler om at føle, at man naturligvis har førsteretten. Som kvinden til receptionen sikkert også har følt: Her kommer jeg, og alle må da vide, hvor vigtig jeg er, så sociale regler har ikke noget med mig at gøre! På et eller andet tidspunkt i livet er det blevet en (dårlig) vane.