Brev til Renée: Mine børn vil ikke se mig

Hej Renée

For 13 år siden gik jeg gennem en forfærdelig skilsmisse med faren til to af mine børn. Et halvt år efter blev jeg forelsket i en anden mand, og det er her, balladen begynder.

Min eksmand har truet både mig og min nye kæreste med vold. Han er mødt råbende og skrigende op på vores bopæl, han har undgået af aflevere børnene efter aftalt samvær, og han har slæbt mig i retten og forlangt fuld forældreret over begge vores børn.

Til sidst gav jeg efter og gav ham forældreretten over vores søn, som nu er flyttet hjem til sin far.

Efterfølgende søgte min eksmand også den fulde forældremyndighed over vores fælles datter, og både kommune og skole blev sat på sagen.

Jeg har en anden datter fra et tidligere ægteskab, og jeg finder ud af, at hun også er begyndt at opholde sig i min eksmands hjem. Han er ikke hendes far, så han har ikke samvær med hende.

Hun fodrer min eksmand med oplysninger om, hvad vi laver i mit hjem, min eksmand får hende til at skrive breve om, hvor dårligt hun og hendes lillesøster (min og min eksmands datter) har det hjemme hos mig, og hun gemmer min post fra advokaten, så jeg ikke ved, hvad der foregår.

Alt dette ender med, at jeg trods alt beholder forældremyndigheden over min yngste datter, men beslutter mig for at sende min ældste datter ud til hendes egen far i en periode.

Imens alt dette foregår, støtter min kæreste mig fuldt ud. Han hjælper mig med at skrive breve til advokaten, amtet og kommunen, og han ledsager mig til diverse møder og i retten.

Efter min datters konfirmation søger min eksmand fælles forældremyndighed over vores datter med bopæl hos ham.

Vi ender igen i retten, og han får den fulde forældremyndighed, da hendes ønske er at bo hos sin far. Jeg bliver fuldstændig knust og revet midtover.

Årene går, og jeg ser mine børn med mellemrum, men min nuværende kæreste kan slet ikke acceptere deres opførsel over for mig.

De gange vi har været sammen, har det været anspændt. Han snakker pænt til dem og hjælper dem, men han kan ikke tilgive deres opførsel over for mig.

Jeg har prøvet at snakke med mine døtre om det, og de siger, at de ikke kan lide min kæreste, fordi han er så direkte.

Han siger tingene, som de er. Det dræner mig fuldstændig, at jeg ikke har mere kontakt.

Når jeg sms’er, gider de næsten ikke svare mig, og når jeg inviterer til middag, svarer de ikke og bliver væk.

Min yngste bliver student her til sommer, og jeg har efterhånden fået forståelsen af, at det ikke er noget, jeg skal deltage i.

Min kæreste synes, jeg skal lade dem være og se tiden an, men jeg kan ikke bare smide mine børn ned i en skuffe og sige: Nå, pyt med dem ...

Det sidste halve års tid er det begyndt at præge min hverdag. Jeg bliver tit ukoncentreret og ked af det, og der er ofte dage, hvor jeg dårligt nok gider stå op. På en eller anden måde er det åbenbart mig, som er blevet Sorteper.

Skal jeg virkelig opgive min dejlige kæreste, som har hjulpet mig gennem tykt og tyndt, eller leve som nu – uden at se mine børn og ikke være en del af deres liv?

Med venlig hilsen Sorteper

Kære Sorteper

Det er en meget ulykkelig situation, du ridser op, og da den ikke er ny, men har eskaleret gennem årene, er den nu endt dér, hvor du ikke ser meget til dine børn mere.

Du bliver ikke inviteret til begivenheder, der ellers plejer at samle familien, og når du inviterer dine børn, så kommer de ikke, og ofte gider de ikke engang svare dig på dine henvendelser.

Dit brev indeholder så mange forskellige problemer, at jeg synes, det er svært at svare på gennem et enkelt brev.

Jeg vil mene, at det, du skriver om, burde tage mange timers snakken igennem hos en terapeut, men nu prøver jeg alligevel at svare dig, så godt jeg kan.

Jeg har læst dit brev flere gange, og jeg må indrømme, at det er meget svært at gennemskue, hvorfor det er endt sådan, som det er mellem dig og dine børn.

Men sådan som jeg forstår det, så begyndte alt at gå galt mellem dig og din eksmand og mellem dig og dine børn, dengang du fandt din nuværende kæreste, som er en lidt ældre mand.

Din eksmand og dine børn har åbenbart meget svært ved at acceptere ham, og da du ikke skriver noget om, hvorfor de føler sådan, er det lidt svært at sige noget om.

Jeg tænker, det er urimeligt, hvis dine børn skal bestemme, hvem du er kærester med. Så nej, jeg synes ikke, du skal opgive din kæreste.

På samme tid er du nødt til at erkende, at dine børn ikke vil have noget med ham at gøre. Faktisk vil de se ham så lidt, at du efterhånden ingen kontakt har med dem.

Derfor er du nok nødt til at indse, at du ikke kan invitere dem hjem til jer til middag, for det ønsker de ikke.

Du kan nok heller ikke forvente, at du kan få din kæreste med til deres familiesammenkomster, men måske er det muligt, at du kan få lov til at deltage i deres ting, hvis du kommer alene?

Din situation synes at være gået så meget i hårdknude, at det nok er den slags alternative løsninger, du skal tænke i.

Altså at se dine børn uden for dit eget hjem og uden din kæreste. Det er muligt, din kæreste ikke vil synes, det er nogen god idé, da han allerede mener, du bare skal se tiden an.

Men det er nok den mulighed, du har for at se dine børn. Lige nu i hvert fald. Jeg kan virkelig godt forstå, du er dybt ulykkelig, for din situation er meget ulykkelig.

Jeg synes, du skal tage kontakt til dine børn, måske én ad gangen, og fortælle dem, at du ikke kan holde ud ikke at se dem, og så høre, om det er muligt, I kan ses på en anden måde og uden din kæreste?

Sig til dem, at du er villig til at gøre næsten hvad som helst, for du ønsker meget dybt at være del af deres liv. Jeg håber for dig, at de siger ja, og at I finder en vej igennem det her. Og måske er det sådan, at de med tiden vil acceptere din kæreste.

Det kan du håbe på.

Kærlig hilsen Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere