Selvudvikling
21. november 2017Brev til Renée: Min drømmemand vil ikke have børn med mig
Min kæreste er bestemt ikke vild med idéen om at få børn og er i tvivl om, om han ønsker at starte forfra og gentage turen med bleskift, manglende frihed og et stramt hverdagsskema. Læs ugens brev til Renée her
Af: Renée Toft Simonsen
Kære Renée Jeg er en kvinde på 35 år, som har jordens dejligste kæreste. I mine tidligere forhold har jeg været jaloux og aldrig følt mig god nok, men de følelser eksisterer ikke her. Han behandler mig som en prinsesse og overpøser mig med kærlighed. Han er 14 år ældre, end jeg er, men vi føler ikke, der er forskel. Han har to teenagere fra tidligere forhold, og jeg kommer fint ud af det med dem. Nu kommer så problemet: Jeg tror, at jeg vil have børn. Han er bestemt ikke vild med idéen og i tvivl om, om han ønsker at starte forfra og gentage turen med bleskift, manglende frihed og et stramt hverdagsskema. Jeg har så ondt i hjertet over tanken om, at vi måske skal gå fra hinanden, hvis vi ikke kan blive enige om fremtiden. Jeg føler, at jeg skal vælge mellem det perfekte forhold og noget, jeg ikke ved hvad er. Hvis han gerne ville have børn, tror jeg, det ville være lettere at mærke, om jeg overhovedet selv vil have nogen. Giver det mening?
Jeg har haft tanken om børn i alle tidligere forhold, men hver gang det er kommet tæt på, har jeg gjort det forbi. Følelserne var ikke store nok til at starte familie, eller også er det gået op for mig, at jeg havde en forkert partner. Jeg vil gerne på barsel og også gerne have en lille trold, der udvikler sig hurtigere, end man kan følge med. Trille tur med barnevognen og alt det dér. Men jeg ved ikke, om jeg synes, det er super spændende med alle de negative sider. De sover ikke om natten, skal hentes og bringes, og alt skal være stramt planlagt. Man har ingen frihed de første 10 år og alt det dér. Men hvordan i alverden skal jeg finde ud af, om jeg vil have børn? Jeg har ikke den store lyst til at få min hverdag skemalagt, men hold op, jeg har det svært med tanken om, at mit dna ikke bliver til noget. Men dør man af ikke at få børn? Bliver man ødelagt? Den værste tanke er: Hvad nu hvis jeg fortryder om 10 år, når jeg er 45 – hvad så? Så er det for sent ... Jeg nyder vores frihed, og at vi ikke skal tage hensyn til noget. Men det slider på os, at vi ikke helt kender fremtiden, og jeg er begyndt at distancere mig fra ham. Der er to lette løsninger: Enten kan jeg droppe at få børn, eller også kan jeg gå fra ham og få børn (måske alene). Jeg vil nu bare helst vælge den svære løsning at få et barn med ham, for hvis soulmates findes, så er han helt bestemt min. Kærlig hilsen Prinsessen LÆS OGSÅ: Min kæreste vil ikke giftes... med mig Kære Prinsesse At få børn eller ej? Det er et meget stort og eksistentielt valg og ovenikøbet et, der ofte træffes alt for let. For du har fuldstændig ret, det er hamrende besværligt at få børn – man skal indrette sit liv fuldstændig efter dem, og de forstyrrer alt. Freden, sexlivet og de dejlige, rolige og langsomme ferier og, og, og ... så ja, det er et stort valg, og derfor skal det træffes med omhu. I dit tilfælde bliver det så yderligere svært at træffe det valg, idet du er sammen med en mand, som har to teenagebørn allerede og faktisk ikke kan mærke lysten til at begynde forfra. Det betyder, at hvis du beslutter dig for at få børn, er det muligt, du kan få dem sammen med ham, men du kommer måske til at stå med mange af de praktiske ting selv – eller også er det muligt, du kommer til at stå med dem helt alene. Det, jeg fornemmer, er, at du har tænkt over at få børn længe. At du i bund og grund har lyst, men at du ikke tidligere har følt dig klar. Det gør du så nu. Du vil gerne have børn med din kæreste. Jeg får lyst til at sige, at man aldrig nogensinde fortryder de børn, man får, uanset hvilke omstændigheder man kommer til at skulle opdrage dem under. Til gengæld ved jeg, at man kan stå som 45-årig og bitterligt fortryde ikke at have fået børn. Det har jeg hørt en del gange. Ikke mindst for nylig, hvor jeg hørte om en kvinde på 45 år, som havde været sammen med sin kæreste i 17 år. Han ønskede ikke børn, men så en dag forlod han hende. Ikke for en yngre model, han ville stadig ikke have børn, men han gik, og hun stod tilbage og følte, at hun havde ofret sig for ham, hvilket gjorde hende aldeles rasende.
Du oplever, at du distancerer dig fra ham, og at dine muligheder er enten at gå fra ham, så du kan få dit barn, eller blive hos ham og ikke få nogen børn. Men jeg vil mene, at der er en tredje mulighed (den, du selv kalder den svære løsning): At blive gravid med din kæreste, selv om han ikke umiddelbart har lyst til at få et barn. Og i den løsning er der endnu to valgmuligheder. Den første er at fortælle ham, at du ikke længere vil bruge beskyttelse. Den anden er, at du ikke fortæller noget. Nogle vil måske mene, at valgmulighed nummer to er en rabiat fremgangsmåde, og det er muligt, det er rigtigt. Men altså ... enhver kan jo komme galt af sted, og hvem kan kontrollere, hvorvidt det er et uheld eller ej? Hvis du er så heldig at blive gravid, og din kæreste beslutter sig for, at han ikke vil være med til at få barnet eller være i et forhold med dig længere, så må du jo tage konsekvensen og opdrage jeres barn alene. Det, jeg prøver at sige til dig, er nok, at der ikke er stor sandsynlighed for, at din kæreste pludselig skulle få lyst til at få et barn. Derfor er du nødt til at tage beslutningen selv og på samme tid gøre dig klart, hvor langt du vil gå for at blive mor. Hvis det var mig, var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg ville gøre, men jeg har også fire vidunderlige unger! Jeg ved, hvor meget et barn kan berige et liv, og siden jeg var 14, har jeg vidst, at jeg ville have børn. Så jeg ville tage den svære løsning og valgmulighed nummer to, og så ville jeg tage skraldet eller afskeden, hvis det endte dér. Men jeg hører vist også til de rabiate, når det kommer dertil. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere