Katerina Pitzner: Diamanthandleren, der taler med ånder
Foto: Carsten Seidel
Katerina Pitzner om overnaturlige evner
I sin nye bog ”Sjælens Begær”, fortæller Katerina Pitzner, som du måske kender fra TV som benhård diamanthandler, for første gang om den side af sig selv, hun har undertrykt hele sit liv: Hende, der kan læse energier, som ser en parallelverden lige så tydeligt, som hun ser den fysiske, som kan tale med afdøde, dyr og ånder, og som kan ”downloade direkte oppefra”, som hun siger.
Og jo. Hun er bange for at sætte sin troværdighed som respekteret diamanthandlerske over styr, men hun kan ikke skjule den åndelige side af sig selv længere.
– Jeg er nået til et punkt, hvor jeg føler mig som en fake i mit eget liv, hvis ikke jeg gør det. Jeg føler, at jeg censurerer mig selv og kun spiller på få strenge, det har jeg gjort i mange år nu, og jeg er så gudsjammerligt træt af det. Det betyder ikke, at alt det, jeg har vist indtil nu, ikke er mig, men når det andet er så stor en del af mig … ja, faktisk det fundament, jeg står på, så er det unaturligt for mig ikke at dele ud af det, siger Katerina Pitzner, som vi møder hjemme i privaten i en hyggelig og ikke specielt stor villalejlighed nord for København, hvor hun bor sammen med to af sine fire børn.
– Selvfølgelig har jeg haft strategiske overvejelser. Jeg er diamanthandler, jeg blogger på Børsen, jeg er en seriøs forretningskvinde. Og så begynder jeg lige pludselig at tale om energier og parallelverdener … Men jeg kan ikke lade være. Så må folk tænke, hvad de vil. Måske vil folk overraskes og undres, men jeg oplever meget respekt, fordi jeg kører min forretning så snorlige, som jeg gør. Så det kan være, at folk bare vil synes lidt mere om mig, fordi de mærker mig på en anden måde nu. Hvem ved.
”Sjælens Begær” handler kort fortalt om soulmates. De komplicerede romantiske forhold, man indimellem banker forlæns ind i og bliver slynget rundt i en centrifuge af i kortere eller længere tid. De svære kærlighedsrelationer, som man ikke kan give slip på, selv om man udmærket godt ved, at man skal. Og nej, det er ikke, fordi din far ikke så dig, eller fordi du blev sat bagvendt på en kold potte, da du var barn. Katerina Pitzner gør op med de snævre rammer, vi har forsøgt at forstå vores kærlighedsliv ud fra indtil nu, og tilbyder en helt ny.
I bogen forklarer du, hvad soulmates er – hvor ved du det fra?
– Det er noget, jeg har downloadet oppefra. Fra en højere intelligens, eller hvad du vil kalde det. Jeg er bare budbringeren, kanalen, jeg rådgiver ikke folk i deres kærlighedsliv, for det, jeg kan sige, er slet ikke så klogt som det, jeg kan downloade.
Far var alkoholiker
Katerina Pitzner er datter af en landets rigeste mænd, den nu afdøde Axel Pitzner, der blandt andet grundlagde sin enorme formue med biludlejningsfirmaet Pitzner Auto. Hun voksede op på familiens store gård på Kongevejen i Nordsjælland sammen med sine tre brødre, og opdragelsen gik i al sin enkelhed ud på, at Katerina skulle holde sin kæft og opføre sig ordentligt.
– Min far mente, at jeg skulle dukkes og holdes nede, og selv om det lyder mærkeligt, så ved jeg, at han gjorde det i bedste mening. Han var bange for, at jeg skulle blive mødt med fordømmelse, at folk ikke kunne lide mig. Derfor måtte jeg hellere tie og rette ind. Min mor var helt anderledes, mere mild og meget speciel. Da jeg var barn, havde vi hestene tilfælles, men da jeg blev teenager, begyndte hun at få det svært med mig. Sådan tænker jeg i hvert fald i dag, fortæller Katerina.
LÆS OGSÅ: Emilie Brandts far var alkoholiker: "Jeg vil altid tilgive ham"
– Jeg tror, at jeg spejlede nogle ting i hende, som hun ikke havde tilladt sig selv. Hun havde det svært, fordi hun både elskede mig som sin datter, men også blev provokeret af mig. Af den frihed, jeg tillod mig selv at leve under, som hun aldrig tillod sig selv. Min far var alkoholiker, og det er altid svært at vokse op med den dér store usynlige elefant i hjemmet. Men han var også meget følsom, og jeg var ikke i tvivl om, at han ville os det bedste. Han havde bare virkelig vanskeligt ved at vise det.
Katerina var 13 år, da forældrene blev skilt, og hendes mor flyttede til Liseleje. To af brødrene var på kostskole, den yngste flyttede med moderen, mens Katerina måtte blive hjemme på gården sammen med faderen.
– Jeg kan huske, at min far var på forretningsrejse, da min mor flyttede. Det var en fredag, han kom hjem lørdag, og søndag kaldte han mig over højttaleranlægget og sagde, at jeg skulle komme ned på hans kontor. Her fik jeg at vide, at der lige om lidt ville komme en kvinde, Hanne, og flytte ind, og at jeg skulle opføre mig ordentligt over for hende. Jeg sagde javel og gik op på mit værelse. Men det var alligevel stærk tobak, syntes jeg.
Kommunikerede med dyrene
Katerina var splittet. På den ene side lå sympatien hos hendes mor, men på den anden side var hun glad for, at Hanne var der. Fordi hun skabte en buffer mellem Katerina og hendes far.
– Jeg fik ikke alt det shit, jeg ellers ville have fået, mens hun boede der. Det gik jo heftigt for sig med min far, når han havde drukket. Han råbte og skreg og truede med jagtgevær – engang flygtede Hanne og jeg op i hendes sommerhus på Sjællands Odde, som hun havde holdt hemmeligt for ham af samme årsag. Jeg var glad for, at hun tog mig med, for jeg turde ikke at være derhjemme, fortæller Katerina, som svarer helt kort på spørgsmålet om, hvorvidt faderen aldrig var kærlig over for hende:
– Jo, når jeg var syg.
Men én ting var, hvad der foregik i den fysiske verden, en anden, hvad der foregik i Katerinas indre verden. Allerede som barn begyndte hun at se de parallelle virkeligheder, der foregår samtidig med vores fysiske liv, og de var lige så virkelige for hende som det, vi andre kalder den virkelige verden.
– Jeg var et meget filosofisk og tænksomt barn, og jeg undrede mig allerede dengang over en masse ting: Hvad jeg lavede her, hvem de mennesker, der var min familie, egentlig var, hvorfor jeg var havnet sammen med dem, hvad meningen var med det. Hvad meningen med livet var. Jeg gik rundt med alle de her store eksistentielle spørgsmål, og jeg var meget sansestærk og forbandt mig som det mest naturlige til dyrene på gården. Jeg kunne kommunikere med hundene og hestene, og jeg legede med dem og havde det så sjovt. Det var en måde at kompensere for den frustration, jeg følte over at føle mig anderledes.
Kommunikere med dem – mener du, at du gjorde det bogstaveligt? At du kunne tale med dem?
- Ja ja. Det var en måde at blive mødt og forstået på for mig. Når jeg var hjemme hos en klassekammerat, kunne jeg for eksempel efter fem minutter spørge, hvordan hun havde det med, at hendes forældre skulle skilles. Det brød hun sig jo ikke om, for hun vidste det ikke. Men for mig var det, som om det stod skrevet på væggen. Forældrene blev også skilt efter nogen tid, men jeg forstod, at jeg ikke var helt i sync med dem omkring mig. At jeg var anderledes.
Katerina Pitzner er 47 år og mor til fire børn. Arbejder som diamanthandler og er forfatter til bøgerne "Diamantjægeren" (2013) og "Sjælens Begær" (2017)
