Krop & velvære
3. november 2010

Sandheden om mælk

I årevis har man diskuteret mælk. Er det sundt eller ej? Vi har spurgt fødevareforsker Camilla Hoppe, der fastslår, at de fleste af os har gavn af mælk. Bare ikke i litervis.
Af: af ILONA SUONPERÄ JACOBSEN
https://imgix.femina.dk/media/88fe0e6c556f412f9c9db5905f430e6c.jpg

Foto: Shutterstock

Er mælk sundt?

Fødevarer indeholder forskellige næringsstoffer som proteiner, kulhydrater, fedtstoffer, vitaminer og mineraler. Det gælder også for mælk.

De fleste har gavn af 1-2 glas mælk om dagen, men ikke af mælk i litervis.

Hvad beskytter mælk mod?

Man nedsætter sin risiko for en del sygdomme, hvis man dagligt får mælk eller mælkeprodukter i moderate mængder. Vi ved ikke hvilke stoffer, der er gavnlige i mælk, og kan derfor ikke pege på alternativer.

Men mælk nedsætter risikoen for type 2 diabetes, slagtilfælde samt tyk- og endetarmskræft. Men der er tegn på, at mælk giver en øget risiko for prostatakræft.

Hvilke næringsstoffer får vi fra mælk?

Mælkeprodukter er en vigtig kilde til protein, mættede fedtsyrer, de fleste vitaminer og mineraler, herunder bl.a. kalk, som er en vigtig byggesten for vores knogler.

Hvor meget mælk skal vi have?

Mælk og mælkeprodukter er fattige på jern og indeholder en del mættet fedt og transfedt, og det sætter en grænse for, hvor meget der er plads til i en sund kost.

Vi vurderer, at alle raske danskere over to år med fordel kan indtage ¼-½ liter mælkeprodukt dagligt.

Spiser man ellers sundt, kan man nøjes med ¼ liter. Vælg de magre typer for at begrænse fedtindtaget.

Hvor meget ost?

Ost indeholder de samme næringsstoffer som mælk, men også meget mættet fedt, og det kan gøre kosten for fedtholdig.

Hvis man ikke drikker mælk eller mælkeprodukter, er det en god idé at spise lidt mager ost.

Camilla Hoppe er cand.scient. i human ernæring og adjunkt ved DTU Fødevareinstituttet. Er bla. medforfatter til »Vidensgrundlag for rådgivning om indtag af mælk, mælkeprodukter og ost i Danmark, 2010«. Kan læses på www.food.dtu.dk

Læs også