Porto Santo - ørkenøen i Atlanterhavet

At tage til Porto Santo uden at smage den lokale is, lambecas, er som at besøge Rom uden at se Peterskirken.

Sådan siger de på den lille klat af en ø, 43 kilometer nordøst for Madeira, så noget af det første, jeg gør, da jeg er ankommet til hovedbyen Vila Baleira, er da også at lede efter det »hul i væggen« ved siden af kirken, hvor den berømte is sælges.

Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad der er så specielt ved isen, men har fået at vide, at i højsæsonen - august måned - strækker køen foran isboden sig tværs over torvet. I dag, en søvnig torsdag i oktober, er jeg eneste kunde.

Efter nogle minutters ventetid dukker en ung kvinde op i hullet. Hun kan fortælle, at de kun har is med ananas- og chokoladesmag tilbage. Jeg vælger ananas og får en ganske almindelig softice, serveret i en lille kop af kiks med en serviet omkring.

Jeg ved ikke, om det er isdamens lyslilla negle eller den pistaciefarvede is, der virker mest kunstig. Men konsistensen er - som lovet - dejlig blød, og smagen… ja den er lige så kunstig som neglene.

Det er nu også det eneste, der skuffer ved den 12 km lange, seks km brede vulkanø, som er ukendt af de fleste danskere, men blandt portugisernes foretrukne feriesteder.

Vulkanøen er på mange måder den frodige, grønne Madeiras diametrale modsætning. I efteråret, hvor sol og tørke har brændt alle græsser grågule, virker den gold og ørkenagtig med sine stærkt eroderede vulkankegler stikkende op som spidse hatte.

Jeg møder to kvinder på et par dages ferie fra Madeira, »hvor vi arbejder alt for meget«. De er kommet hertil udelukkende for at slappe af.

- Madeira virker nærmest som New York sammenlignet med Porto Santo, siger den ene. Det må nu stå for hendes egen regning. Men jeg giver hende ret i, at livet leves i allerlaveste gear.

Nyd stranden og havet

Den tilbagelænede livsstil er netop én af attraktionerne ved Porto Santo - naturligvis sammen med den ni kilometer lange, gyldne sandstrand Praia Dourada, som strækker sig langs det meste af sydkysten.

Her er mulighed for vandsport i alle afskygninger: Kano- og kajaksejlads, windsurfing, sejlsport og dykning i Atlanterhavet.

De øde bjergegne i nord og syd indbyder til vandreture, og på den fladeste midterste del af øen er der anlagt en 18 hullers golfbane, designet af ingen mindre end det spanske golf-es Severiano Ballesteros.

To af hotellerne har indrettet store thalasso- og spaanlæg. Blandt andet tilbyder Porto Santo Hotel & Spa som et af de få steder i verden varme sandbade. Sandet på Porto Santo har et unikt indhold af strontium og jod, som ifølge studier på bl.a. universitetet i Oslo har vist sig at have gavnlig virkning på forskellige gigtlidelser.

Men en massage eller en ansigtsbehandling i de smukke omgivelser kan også gøre det. Husk blot at bestille tid en dag i forvejen.

FAKTA OG FIDUSER

• Spis godt: Restaurant Pé na Água (med fødderne i vand) direkte ved Praia Durada-stranden vest for Vila Baleira.
  Hotel Porto Santo, Campo de Baixo, www.hotelportosanto.com
  
• Bedste tid: Hele året. Undgå dog august måned, hvor øen er overfyldt og på kogepunktet.
  Vejen hertil: Færge fra Funchal fra Madeira. Turen tager 2½ time, pris 42 euro. www.portosantoline.pt Der går også fly fra Madeiras lufthavn i Santa Cruiz, men prisen er ca. tre gange så høj som en færgebillet. Offentlig bus de godt to km fra færgelejet til Vila Baleira koster 1,25 euro. Ø-rundtur med samme bus uden guide 6,50 euro. Firmaet Lazermar arrangerer guidede ørundturer til 12 euro. www.lazermar.com.pt
  Jeg besøgte Porto Santo under en rejse med 5&60Ferie, www.65-ferie.dk
  Mere om Porto Santo på hjemmesiden www.madeiraislands.travel

Netop fordi turismen er hovedindtægtskilde på den lille ø med knapt 5.000 indbyggere, håber man at kunne tiltrække turister ud over den absolutte højsæson.

Halvdelen af årets turister kommer nemlig i august, hvor der er en dytten og trutten i rundkørslerne, og hvor den nu tomme campingplads efter sigende ligner en flygtningelejr, så mange telte er proppet sammen på det lille stykke land ned til stranden.

Der er med andre ord masser af plads resten af året - både på hoteller, restauranter og caféer. Vær dog opmærksom på, at en del af dem holder lukket fra engang i oktober til marts eller april måned.

Verden set fra et torv

Jeg nøjes med at besøge Porto Santo på en dagstur fra Maderia, og de syv en halv times ophold fra færgen ankommer kl. 10.30, til den sejler igen kl. 18, giver masser af tid både til at se hele øen, spise en god frokost og nyde stranden og de friske atlanterhavsbølger.

Vila Baleira er en velholdt by, hvis centrum udgøres af det store, nyrestaurerede torv, Largo do Pelourinho, kranset af hvide, stilrene bygninger med de karakteristiske røde tegltage.

Ud over den berømte iskiosk og øens ældste restaurant, Sandes, er det rådhuset fra 1400-tallet, der er pladsens egentlige historiske attraktion. Plus den smukke lille kirke, som efter at have været plyndret af sørøvere utallige gange er blevet genopbygget - forhåbentlig for sidste gang.

Men det, der slår mig allermest, er den tilbagelænede, meget fredelige stemning. Et par turister sidder i skyggen på restauranten og får en sandwich af bolo do caco, de runde, flade brød bagt af en blanding af hvedemel og kogte, søde kartofler, mens de tjekker mail på den bærbare.

For naturligvis er hele torvet forsynet med wi-fi, trådløst internet. Langt væk er bestemt ikke ensbetydende med underudviklet. På nabobaren sidder et par ældre mænd og lader verden glide forbi, og indimellem er der bud efter damen i iskiosken.

Ti skridt inde i en lille gyde og omgivet af palmer, blomster og øens største drageblodstræer, finder jeg Museu-Casa de Colombo. Et fint, lille museum, som er hurtigt overset, men alligevel ganske interessant. Columbus er nemlig noget af et ikon for Porto Santo, hvor han i 1482 giftede sig med Filipa Moniz og boede nogle år, før han tog ud for at erobre verden.

Se øen på en time

Det er tillokkende at tilbringe resten af dagen på stranden lige neden for byen. Men jeg er også kommet til Porto Santo for at se den særprægede natur. Og øen er ikke større, end at en rundtur - i bil eller bus forstås - kan klares på en times tid.

Det mest markante ved naturen og bjergene på Porto Santo er, at flere af dem er nøgne og stærkt eroderede med dybe sår og kløfter i den brune jord skabt af regnvandet.

Forklaringen er enkel: Menneskets grådighed. Da portugiserne kom til øen i begyndelsen af 1400-tallet, var den tæt bevokset med store drageblodstræer og zimbreiros, en slags enebærtræer. Men kolonisternes behov for tømmer, brænde og den røde farve fra drageblodstræet fik alt for hurtigt afskovet hele øen, hvilket igen betød, at klimaet blev stadig mere tørt.

Siden slutningen af 1700-tallet har myndighederne forsøgt sig med nyplantning, og i begyndelsen af 1900-tallet begyndte en fremsynet forstmand at plante fyrretræer - efter sigende også med hjælp fra Dansk Hedeselskab.

I dag er flere af bjergsiderne dækket af forkrøblet fyrreskov, mens drageblodstræerne mest bruges som dekoration rundt omkring.

Alligevel har det ikke ændret på det faktum, at store dele af Porto Santo har karakter af ørken. Men det er også en del af øens helt specielle karakter.