Liechtenstein – en smuk miniput stat
Foto: Liechtenstein Tourismus
Landet er kun lidt større end Læsø og nærmeste lufthavn er Zürich i Schweiz, hvorfra man kan tage toget videre til grænsen, hvor bussen tager over, eller leje en bil.
Gårde, småhoteller og byer ligger drysset ud, hvor det var mest praktisk i det dal- og bjerg-varierede land, der om noget indbyder til friluftsliv.
De bedste tips
- Sådan rejser du
Med fly til f.eks. Zürich eller i egen bil. Der er knap 1200 km Købehavn-Vaduz og knap 1100 km fra Tønder. - Prisniveau
Dobbeltværelse B&B og små hoteller udenfor Vaduz ca. 500-600 kr., i Vaduz ca. 750-1500 kr. og mere. Restauranter som herhjemme i prisleje og kategorier - fra billigt til dyrt. Se www.tourismus.li - Info på stedet
Byens turistkontor, Städtle 37, der er åbent man.-fre. 9-12 og 13.30-17. - Spar penge
Tjek om du kan spare penge, på det du vil opleve, med fordelspasset, "Liechtenstein all inclusive" på www.tourismus.li eller byens turistkontor. - En gratis nat
Øjebliks-tilbud med tre nætter for tos pris på hotellernes websider og www.tourismus.li - Info før rejsen
På www.tourismus.li., hvor der også kan hentes brochurer - Husk at pakke
Tøj til friluftsliv og vandreegnet udstyr, hvis du vil vandre. Solbeskyttelse om sommeren. Vejret er meget omskifteligt. - På cykel
På www.tourismus.li kan du finde vej til cykelhandlere, der udlejer cykler, og bestille et mountainbikerute-kort - Gå på snesko
Du kan komme på guidet tur på snesko, der giver god motion, eller selv leje og gå på opdagelse, hvis du ikke står på ski - Vintervandring
Kræver lidt specialudstyr, bl.a. pigge, der spændes på støvlerne, men er en dejlig måde at kombinere motion og naturoplevelser på. - Skæg souvenir
På turistkontoret kan du få et Liechtenstein-stempel i dit pas som souvenir. - Ud om aftenen
De fleste steder finder du i Vaduz på gaden Städtle
Vinterferie
Om vinteren kan man nyde både sne og sol på vandring eller ski. Og selv om det er sydpå er der også præparerede løjper til landrendsløbere i 1.300 meters højde. Se mere på www.valuenalopp.li og www.bergbahnen.li.
Alpinister kan boltre sig i Trisenberg-Malbum området, hvor man også kan få sig en ny højteknologisk oplevelse i sneen eller en gammel gennemprøvet hundeslædetur.
Det såkaldte airboard er en slags luftpudeslæde, der primært styres ved at man flytter sin vægt. Det er nemt at lære, og fornemmelsen af at svæve over sneen er skøn.
Vandre-paradis
Fyld lungerne med frisk alpeluft og vandring på mere end 400 km afmærkede vandreveje. Se www.wanderpauschalen.li. Ligesom i Østrig bliver mange af disse strækninger også brugt til vintervandring.
En af de smukkeste ruter
En af de smukkeste vandreruter i højderne er Fürst-Gina-Weg. Til langt hen på sommeren breder forårsblomsterne dyblilla og solgule tæpper ud i det grønne, alt imens vildt voksende krydderurter henrykker med dejlige dufte.
Udgangspunktet for den smukke oplevelse er Sareiserjoch, som ligger i 2000 meters højde og nås ved hjælp af stoleliften Malbun-Sareis. Du kan vandre langt eller snuppe rundturen, der på halvanden time bringer dig tilbage til udgangspunktet Malbun
Vandring med ørn
Der er mange vandreveje med smukke udsigter, og i Malbun kan du slå følge med falkoneren Horman Vögeli, hans ørnedronning Taiga og tage stoleliften til en særlig vandretur, hvor du undervejs vil se ørnens fantastiske flyvekunst i de høje bjerge.
Endnu mere imponerende er det næsten at se den lande lydløst, og opleve den kredse omkring dig selv, falkoneren og de øvrige deltagere på vejen ned til dalen.
Se mere på www.galina.li.
Om vinteren ligger Malbun sneklædt hen og er et af de populære vinterferiesteder i Liechtenstein.
Det bedste tidspunkt
Det bedste vandretidspunkt er fra juni og frem til oktober, hvor sneen melder sin ankomst.
På Liechtensteins turist-hjemmeside kan du hente en omfattende brochure med informationer om vandring og vandreveje. Her er såvel almen information som detaljerede turbeskrivelser, der rækker meget længere end til blot en uges ferie og har forskellige udfordringsgrader.
Den længste rute
Gennemsnitstemperaturer
- Januar: 0 ºC
- Februar: 1 ºC
- Marts: 6 ºC
- April: 10 ºC
- Maj: 14 ºC
- Juni: 16 ºC
- Juli: 19 ºC
- August: 18 ºC
- September: 16 ºC
- Oktober: 11 ºC
- November: 5 ºC
- December: 2 ºC
En bid af alpernes længste vandrerute Via Alpina på i alt 5.000 km går gennem Liechtenstein, og den kan du læse mere om her
Mange af vandreruterne går skiftevis gennem storslået natur og småbyer, som det også er oplagt at se på cykel.
Den rige fyrste
Fantastiske udsigter er der nok af i landet, som jo er et fyrstedømme. Og prinsen har selv en flot udsigt fra sit gamle slot på et højdedrag over hovedstaden Vaduz, hvor han bor med sin familie.
Prinsen af Liechtenstein er en af verdens rigeste statsoverhoveder. Og det meste af befolkningen har en af verdens højeste levestandarder.
Slottet er desværre ikke åbent for offentligheden. Men du kan få en hyggelig rundvisning i byen, ved at stige på det lille citytrain.
Lær lidt om landet
Et godt sted at begynde sin ferie i Liechtenstein er Liechtensteinisches Landesmuseum på Städtle 43 i hovedstaden. Her i 42 udstillingsrum får du landets kultur- og naturarv beskrevet på spændende vis.
Skægge oplevelser
Et besøg i den fyrstelige vinkælder er både hyggeligt og populært. Der dyrkes nemlig vin i det lille land, som h ar lov at prale af at have nogle af Rhindalens bedste marker med druerne Chardonnay og Pinot Noir.
Og så kan en flaske vin med Liechtenstein-etikette jo være en fin souvenir at tage med hjem efter besøget og vinsmagningen. Se mere på www.hofkellerei.li
Landet har også et skimuseum og postmuseet på Städtle 37 har også ski-motiver på flere af sine små kunstværker, der dagligt henrykker mange.
Endnu flere seværdigheder kan du finde på landets turist-hjemmeside