Rejser
3. august 2011

Vinhøsten kalder

Du kan dufte, smage og nyde synet af de gode dråber lige netop dér, hvor vinen bliver produceret. Plukke de modne drueklaser direkte fra vinstokken og opleve den intense travlhed, der hersker på en vingård, når høsten skal i hus. Vi viser vej til tre af efterårets mest spændende vinture til Sydfrankrig, Nordspanien og til et tysk vindistrikt, de færreste danskere kender.
Af: Hanne Høiberg
https://imgix.femina.dk/media/20e92567772a4ed1894f556ed4ee3446.jpg

Foto: Weingut Villa Riesling, Gislev Rejser, De Danske Vinrejser, Saale-Unstrut

Du kan dufte, smage og nyde synet af de gode dråber lige netop dér, hvor vinen bliver produceret. Plukke de modne drueklaser direkte fra vinstokken og opleve den intense travlhed, der hersker på en vingård, når høsten skal i hus. Vi viser vej til tre af efterårets mest spændende vinture til Sydfrankrig, Nordspanien og til et tysk vindistrikt, de færreste danskere kender.

I galleriet i bunden af artiklen kan du se billeder fra de besøgte områder og vingårde på ruterne, og læse nærmere om deres særlige kendetræk.

Fra Rhinen til Provence

PRAKTISK

  • Ni dages vinhøstrejse i Frankrig

  • Gislev Rejser, afrejse 3., 10 og 17. september.

  • Pris: 5.798 kr.

  • www.gislev-rejser.dk.

Besøg hos danske vinmagere. Rundture i berømte vinbyer som Colmar i Alsace og Beaune i Bourgogne. Vinsmagning i Châteauneuf-du-Pape og slentretur i pavebyen Avignon. Dét er bare nogle af de oplevelser, der venter på Gislev Rejsers ni dages rundrejse med bus i september måned.

Rejsen begynder for alvor med ankomsten til det lille vindistrikt Mittelrhein, hvor vinmarkerne skråner ned mod Rhinen. Her ligger vinbyen Manubach. Og her producerer Vivi Hasse og Lars Dalgaard rieslingvine af høj kvalitet på deres vingård, Weingut Villa Riesling.

Fra Rhinen går turen via Alsaces bindingsværksromantik til Bourgogne, hvis helt specielle jordbundsforhold og klima resulterer i karakterfyldte vine i topklasse.

Næste kapitel på rejsen er besøget hos danske Anne Guignet. Sammen med sin mand, Pascal, driver hun vingården Domanie de la Combe Darroux i et af de ti Beaujolais Grand Cru-områder ved landsbyen Juliénas.

Nu kører bussen videre sydpå til romerbyen Orange i det nordlige Provence, hvor der overnattes tre nætter.
Herfra er der udflugter til små vinbyer, der fremstiller Côtes du Rhone Villages-vine, og til Avignon, berømt for pavepaladset og middelalderbroen Pont St. Bénezet.

Naturligvis er der også stop i Châteauneuf-du-Pape 10 km syd for Orange for at smage den berømte vin af samme navn.


Spanske klassikere og nye stjerner

PRAKTISK

  • Otte dages rejse

  • De Danske Vinrejser, 9.-16. oktober.

  • Pris uden fly kr. 10.675

  • www.vinrejse.dk

Der er dømt vine i topklasse fra de klassiske distrikter i Castilien, Navarra, Rioja og Bilbao. Besøg i vinområder langt fra de slagne turistruter og i Spaniens nok mest trendy by, Bilbao, på rejsen over temaet »Spaniens klassiske vindistrikter« med De Danske Vinrejser.

Guide på turen er Carsten Riis Laursen, der i 1979 blev Danmarks første Maître du Vin og bl.a. er medforfatter til en serie vinbøger. Vindistrikterne kender han som sin egen baghave - han har nemlig kørt gennem de fleste på cykel.

Bilbao omkring Nervión-floden er turens første længere stop.

Herfra går turen videre mod syd, først til Rioja-distriktet, hvor der er besøg i de bedste vinhuse på begge sider af Ebro-floden, siden til naboen Navarra.

Ugen slutter i Valladolid, Spaniens gamle kongeby ved Duero-floden, 200 kilometer nordvest for Madrid og et godt udgangspunkt for at komme tæt på nogle af de nye vinstjerner.

Det er primært Ribera del Duero, der går for at have Spaniens bedste rødvine helt på højde med de bedste franske. Men også Rueda fra landets bedste hvidvinsdistrikt.

Vinruten i Saale-Unstrut

PRAKTISK

  • www.freyburg-tourismus.de

  • Bo godt: Freyburg ligger centralt på Weinstrasse Saale-Unstrut og er derfor et godt udgangspunkt for turen. Prøv f.eks. Hotel Unstruttal, et idyllisk historisk hotel midt i byen. Pris for et dobbeltværelse inkl. kæmpe morgenbuffet, 83 euro. www.unstruttal.info

  • Vejen hertil: Fra København via Gedser-Rostock med Scandlines, www.scandlines.dk, er der 600 km til den nordligste del af vindistriktet. Fra den dansk-tyske grænse 520 km.

  • Rundvisninger på vingårde: www.weinbauverband-saale-unstrut.de

Selv om det er betryggende at koble sig på en færdigpakket vinrejse, hvor eksperter sørger for, at du får de optimale oplevelser, kan der også gå sport i at rejse på egen hånd.

For eksempel til et vinområde som Saale-Unstrut i den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Selv om det er forholdsvis ukendt af de fleste danskere, ligger det ikke mere en fem timers kørsel fra grænsen ved Frøslev eller syv timer fra København.

Den klassiske vinrute i Saale-Unstrut følger de to floder Saale og Unstruts bugtede løb gennem landskabet med vinbjerge med århundredgamle terrasser og maleriske floddale med små vinlandsbyer.

Det er svært at anbefale enkelte vingårde frem for andre. Men det ville være synd ikke at besøge det imponerende, over 150 år gamle Rotkäppchen Sektkellerei i vinbyen Freyburg, der ligger, hvor Unstrut slår en stor bue gennem de lave vinbjerge.

Kommer du til Freyburg anden weekend i september, står byen på den anden ende, og det kompakte centrum forvandles til én stor vinfest, Freyburger Winzerfest, med smagsprøver og musik en masse.

Læs også