Gør mælk dig slank?
foto: shutterstock
Hvad har du undersøgt?
Jeg har undersøgt, hvordan kalk (kalcium) i mælk og andre mejeriprodukter påvirker kroppens omsætning af energi og dermed vores vægt. Det viste sig, at et højt kalkindhold i kosten har en vis slankende effekt - uden dog at være et mirakelmiddel til vægttab eller forebyggelse af overvægt. Det virker efter princippet, at mange bække små gør en stor å.
LÆS MERE: Her får du fem smutveje til en slank krop.
Hvordan slanker kalk?
Kalk i mejeriprodukter nedsætter kroppens fordøjelse af fedt. Kalk binder noget af fedtet fra vores mad nede i tarmen, så det ikke optages, men udskilles med afføringen. Forskningen tyder desuden på, at kalk påvirker vores appetitregulering, så vi med et lavt kalk-indtag får øget appetit og spiser mere.
Hvor meget skal der til for at forebygge overvægt?
Det er svært at sige på nuværende tidspunkt. Men flere befolkningsundersøgelser har vist, at folk med et højt kalkindtag har en lavere vægt og fedtmasse end folk med et lavt indtag, så det er sandsynligt, at et øget indtag af kalk, især fra magre mejeriprodukter, kan fremme vægttab og forbygge overvægt.
LÆS MERE: Fuldkorn er både sundt og mættende. Her får du tre morgenmåltider fyldt med fuldkorn.
Fremmer kalktabletter også vægttab?
Ja, men nogle studier viser, at kalk som tilskud ikke har en lige så god virkning som kalk fra mejeriprodukter. Det skyldes sandsynligvis et samspil mellem kalk og andre såkaldte bioaktive bestanddele i mejeriprodukter.
Har kalk fra andre fødevarer samme slankende virkning?
Jeg har primært undersøgt mejeriprodukter, som er fødevarer med et højt kalkindhold. Det er muligt, at også kalk fra andre fødevarer modvirker, at fedt optages i kroppen, men det har vi ikke undersøgt. Man får kalk fra f.eks. mørkegrønne bladgrøntsager, kål, broccoli, grønne bønner og mandler, men kalkindholdet er lavere, så der skal større mængder til. Man skal spise 550 gram broccoli, 200 gram spinat eller 100 gram mandler for at få den samme mængde kalk som fra et glas skummetmælk.
JANNE KUNCHEL LORENZEN er cand.scient. i human ernæring og ph.d. Hun er adjunkt på Institut for Human Ernæring, LIFE, Københavns Universitet, hvor hun forsker i fedme og appetitregulering.