Underholdning
31. maj 2012

René Dif: Det er sgu meget vildt det her liv

René Difs liv har slået mange koldbøtter. En barndom med store mangler og kriminalitet. Verdensstjerne i Aqua og nu familiefar og indehaver af eget pladeselskab. Livet har ikke altid været let, men som han siger: ”Jeg har sgu altid godt kunnet lide at leve lidt på kanten.”
Af: af Tine Bendixen, redigeret af Nicola Voss,
https://imgix.femina.dk/media/062f21a7984644c3931dbf34310a9973.jpg

Foto: Petra Kleis

René Dif har lige skrevet til "kommunen" for at spørge om noget, han har gået og tumlet med: "Hvor længe har jeg egentlig gået i skole?" For det er faktisk ikke nemt at svare på, når man har gået på syv forskellige skoler, tilmed er blevet smidt ud af flere af dem og aldrig har taget en afgangseksamen. Svaret fra kommunen er allerede kommet: René Dif har gået i skole i sammenlagt syv år (7!).

Hans barndom var svær, og han havnede tidligt i ungdomskriminalitet.
På magisk vis hev han sig selv op ved det hår, han ikke længere har. Helt op til stjernerne. Aqua. Mere behøver vi vel ikke at sige. Han er lige kommet hjem fra en treugers turné i Australien med Aqua og er i fuld gang med sit iværksætterprojekt: Eget pladeselskab med egen musik. "Forat få mere kontrol over tingene." Anden single er ude nu.

Hvad er det, du trænger til at komme ud med?
- Ærlighed, oprigtighed og nærvær. Hjerte, energi og passion frem for alt. Mine tekster er opstået af noget, jeg har prøvet på min egen krop. Jeg er vel efterhånden en erfaren ... person, som har prøvet ... ekstremt mange ting på både godt og ondt og samtidig været i stand til at kigge indad.

Hvis du nu for et kort øjeblik mødte dig selv som 16-årig - hvad ville du så sige til dig selv?
- Jeg ville sige: "Hold kæft, du får et vildt liv, glæd dig!" Jeg ville ikke lave noget om. Der er selvfølgelig ting, jeg set i bakspejlet ikke skulle have gjort. Men éns livsforløb får sit mønster af en grund.

Din familiebaggrund?
- Hmmm ... jeg tror slet ikke, den har været der - min familiebaggrund. Jeg tror, jeg har støttet mig op ad andres familier.
Det er selvfølgelig hårdt at sige, men det er sådan, det er, og jeg ved, at min egen familie også er klar over det. Min far og mor skulle realisere deres eget liv, og så var der bare en lille dreng, der skulle have været med, men som ikke lige fik den opmærksomhed, han skulle have haft. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg gerne ville arbejde og tjene penge. Alt det, jeg har oplevet indtil videre, har været fantastisk og kan spores tilbage til beslutninger, jeg tog, dengang jeg var 13-14 år. Jeg bestemte mig for at tage ud at sejle, fordi jeg kunne se på den omgangskreds og det liv, jeg havde, at det hele begyndte at blive mere voldsomt. Jeg tog mit liv i mine egne hænder, fordi jeg ikke ville være kriminel. Vi havde stjålet cykler og lavet indbrud, og det eskalerede til et stadium, hvor jeg tænkte: Det her går ikke.
René hev sig selv op og væk fra kriminalitetet. Han kom ud at sejle, væk fra det velkendte og væk fra familien.

Hvad var det, du ikke ville gentage fra din egen barndom?
- Jeg søgte mere tryghed og nogen at se op til. Jeg har aldrig rigtig haft nogen at se op til ud over min ældste datter, Daniellas, mormor og morfar. Dem ser jeg rigtig meget som stedforældre. De har vist mig vejen og rådgivet mig.

Du har også et særligt overlevelsesinstinkt?
- Jeg tror, det er meget normalt, hvis man fra en tidlig alder skal klare sig selv både intellektuelt, følelsesmæssigt, psykisk og fysisk. Jeg kan da blive ked af det ligesom alle andre, men det sker ikke så tit. Men jeg har sgu altid godt kunnet lide at leve lidt på kanten. Dér, hvor man mærker, hvad der er rigtigt og forkert. Dér, hvor man mærker, at man lever. I stedet
for at køre den sikre vej, foretrækker jeg at komme ud, hvor der er så dybt, at jeg ved, at hvis jeg ikke tager mig sammen, så drukner jeg om 10 minutter.

Hvad har du givet dine børn med?
- At man er nødt til at tage fat, hvis man vil opnå noget. Der er ikke nogen, der kommer og kaster en uddannelse i hovedet på én. Eller penge. Ingenting kommer af sig selv. Jeg er samtidig typen, der kan leve på en sten, SELV om jeg har oplevet alt det fantastiske, jeg har i mit liv. Selv tjente han 3.000 kroner om måneden, da han som teenager tog hyre på et containerskib som messedreng. Syv dage om ugen arbejdede han fra seks morgen til syv aften i et års tid. Det var dér, han lærte at spise spaghetti med bearnaisesovs: "Det smager i øvrigt meget godt!" Han kom hjem med en plan: Ville være dj.
- Jeg løj mig til mit første job. Jeg ku' faktisk ikke. Jeg var ikke dj. Jeg sagde, jeg var det.

Hvem har lært dig at spille?
- Det har jeg selv. Men det er jo de dér små tricks i livet. Hvis man vil noget, så skal man tro på det, ikke? Hvis du vil lære at spille, skal du nok også lære det. Også selv om du ikke tager en konservatorieuddannelse eller har spillet guitar, siden du var ét år. Så efter at have afmønstret skibet indfriede den målbevidste Dif selvfølgelig sin plan: De næste otte år arbejdede han som dj i Norge, Danmark, Sverige og Grækenland. Mødte Lene Nystrøm. Havde allerede mødt Claus Noreen og Søren Rasted. Introducerede dem for hinanden. Aqua blev til.
Snart to årtier senere: Han ser sund ud.
Veltrænet. Pumper jern. Og smiler. Hverdagen i huset i Holte deler han i dag med sin kone sundhedscoach Rikkemaja og deres datter Mabel.
- Den KÆMPE succes, jeg fik, ville jeg ikke bytte for noget i hele mit liv - med undtagelse af familie og børn.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?
- Yhmhm ... det er GODT nok et dybt spørgsmål klokken 20 minutter over 10. Men livet har lært mig om kærlighed, at man skal slås for den. Det er ikke altid så rosenrødt som det glansbillede, man ofte bliver præsenteret for. Man skal gøre sig fortjent til kærligheden og pleje den. Jeg gør, hvad jeg kan.

Hvad har været dit livs største udfordring?
- Den største udfordring har vel været ikke at blive sindssyg i hovedet. Med de ting, jeg har været igennem. Nu skal det ikke lyde som en offersalve, men det har været en udfordring at holde hovedet koldt og ... samtidig have den dér familieting kørende. Hvor jeg ligesom har et turbulent forhold til noget af min familie. Ikke til min mor, men til min far. Nogle gange tænker jeg: Hvorfor fanden blev man egentlig født? Hvad skulle dét til for?
Når der alligevel ikke var nogen, der stod og tog imod én, når man kom? Så min udfordring har vel været at holde fokus på det, jeg var overbevist om var et bedre liv for mig. Det tror jeg.

Er du stolt af dig selv?
- Ja, det er jeg nok. Nu har vi haft denne her rimeligt heftige samtale, og når jeg går herfra, vil jeg tænke over den og tænke: "Hold kæft, det er sgu meget vildt det her liv."

René Dif
Mød: René Dif, 44 år, dj og musiker. Aqua, du ved ... Nu også indehaver af eget pladeselskab, der foreløbig udgiver hans egen musik.
Privat: Gift med sundhedscoach Rikkemaija. Sammen har de Mabel på snart fire år. René har også Daniella på 22 fra et tidligere forhold.
Bonusinfo: René Dif elsker at lave mad: "Jeg skal nå at uddanne mig til kok, før jeg dør. Jeg tror ikke på, at der nogensinde er noget, der er for sent."

Læs også