Derfor er goji-bær så sunde
Foto: Panthermedia
Goji-bær er det nyeste skud på stammen over fødevarer man kan spise for at blive super sund. Gruppen af disse særligt sunde fødevarer kaldes populært sagt superfood. Og nutidig forskning af netop disse goji-bær har betydet at bærrene nu er kommet med i denne gruppe af superfood.
Fyldte med antioxidanter
- Begrebet superfoods skal ses som en del af en gruppe frugter og bær, som indeholder et højt niveau af antioxidanter, som kan beskytte vores celler mod aldring og sygdomme, forklarer SØNDAGs faste ekspert Rikke Goerlich, der er uddannet phytoterapeut.
Goji-bærret stammer oprindeligt fra Tibet og Mongoliet, hvor de har været anvendt i tusinder af år til blandt andet at styrke kroppens energi, immunsystem og ikke mindst synet.
Forskere har undersøgt bærret og har fundet ud af at bærrene indeholder et højt niveau af antioxidanter.
LÆS MERE: En anden kilde til antioxidanter er aragan olie. Læs mere om olien lige her!
Specielt har de et højt indhold af betacaroten og zeaxanthin. Det er her, deres antioxidante effekt virkelig kommer ind, og her man kan se en direkte effekt, hvor de styrker vores immunsystem, og netop tilfører energi til en træt krop.
Beskytter hud og nethinde
- Betacaroten kender vi også som den antioxidant, der blandt andet beskytter vores hud. Zeaxanthin beskytter øjets nethinde, forklarer Rikke Goerlich og tilføjer, at de fleste beskriver smagen af Goji som en blanding af tranebær og kirsebær.
Hun anbefaler at man drysser dem på sin yoghurt, man kan blande dem i en grød, man kan bruge dem som miks i en smoothie, oven på salat, som snack og i retter, hvor man synes, at smagen passer ind.