Få sandheden om mel
foto: Pantherstock
Der er kommet rigtig mange typer af produktnavne på gaden de senere år. Det kan være svært at finde ud af, om du er sundere, når du bruger speltmel, end når du bruger almindelig meget billigt hvedemel fra Netto eller Fakta.
Gårdbutikkens mel er bare hvedemel
Sandheden er, at vi har fire almindelige typer af mel, men inden for den enkelte type findes flere sorter, præcis som der fx er flere sorter af kartofler.
Du skal forsøge primært at vælge de grove typer af mel, da de mætter bedst og indeholder langt de fleste sunde næringsstoffer.
Hvedemel kan købes i mange sorter, såsom durum, emmer og spelt. Hertil kommer, at der efterhånden er flere mindre produktioner med produktnavne, der taler til hjertet. Det kan være større gårde eller en økologisk serie, som giver dig en følelse af at vælge en bedre type af mel.
Spelt er ikke sundere
Men hvedemel er og bliver hvedemel. Selvom spelt lyder langt sundere, så er det marginalt, hvad det kan byde på af næringsstoffer, som almindeligt mel ikke har. Fælles er, at hvedemel nærmest ingen fibre har.
Hvis du skal vælge hvede, skal det derfor være en fuldkornstype, og det betyder, at alle skaldele er i produktet.
Mel der ikke er fuldkornsmel er fx durum, sigtemel og almindelig speltmel.
Gode typer af mel:
Fuldkornshvedemel
Fuldkornsspeltmel
Grahamsmel
Hvid hvede, der trods sit navn er en sort med et højt indhold af skaldele og kan sammenlignes med grahamsmel.
Gode råd når du køber dit sunde mel:
• Lad ikke indpakningen bestemme. Brun papirpose og lokkende lille gårdbutik behøver ikke at gøre produktet bedre
• Dyrest behøver ikke at betyde bedst
• Læs deklarationen, der skal stå 100 % fuldkornsprodukt
LÆS MERE: Er du i tvivl om hvad der er gode og dårlige kulhydrater? SØNDAG giver dig svaret her