Skønhed
9. juni 2011

Bliv klog på din solcreme

Har du tjek på din solcreme, hvordan den bedst beskytter mod hudkræft, og hvad betyder SPF? Vi har talt med Annesofie Faurschou, læge og specialist i hudsygdomme. Her får du 5 skarpe til eksperten.
Af: af ILONA SUONPERÄ JACOBSEN
https://imgix.femina.dk/media/8730ffcce8524996b346f0c4046cb2ba.jpg

foto: thinkstock

Har du tjek på din solcreme, hvordan den bedst beskytter mod hudkræft, og hvad betyder SPF? Vi har talt med Annesofie Faurschou, læge og specialist i hudsygdomme. Her får du 5 skarpe til eksperten.

HVILKEN FAKTOR SKAL SOLCREMEN HAVE?

I Danmark anbefales en solbeskyttelsesfaktor (SPF) på mindst 15.

Brug en god håndfuld (40 ml) til hele kroppen, og gnid ikke solcremen ind i huden, men læg et godt lag på og lad det suge ind. Alt for mange smører solcremen for tyndt på, så selv en faktor 50 kun virker som faktor 2-3.

Lad gerne solcremen tørre 10 minutter, inden du går ud i solen.

HVAD BETYDER SPF-TALLET?

SPF angiver, hvor godt solcremen beskytter mod solens UVB-stråler, som er de stråler, der giver forbrænding.

Jo højere SPF, jo mindre soldosis får man, og jo længere tid går der, før huden bliver rød - og dermed forbrændt.

Vælg en solcreme, der også beskytter mod UVA-strålerne (angivet på emballagen), som gør os brune, men også giver rynker og ælder huden og sammen med UVB-strålerne øger risikoen for at udvikle hudkræft.

Vil du have flere tips til god sundhed? Så køb SØNDAGs nye sundhedsmagasin, som er spækket med de bedste guides

FORHINDRER EN HØJ SPF AT MAN BLIVER BRUN?

Nej, der vil altid komme sol igennem solcreme. Med en høj faktor tager det lidt længere tid at blive brun, men man undgår skoldning og afskalning af huden, og farven holder derfor længere.

KAN MAN SOLBADE FRIT MED SOLCREME, OGSÅ MELLEM 12 OG 15?

Nej, selv korrekt brugt solcreme er ingen garanti mod at blive forbrændt.

Folk, der bruger solcreme, bliver faktisk hyppigere solskoldet. Det er vist, at de har et stort ønske om at blive brune og derfor opholder sig længst i solen, og solcremen giver dem en falsk tryghed.

Man bør altid holde sig ude af solen mellem 12 og 15, hvor UV-strålingen er kraftigst. Selv om man ikke bliver forbrændt, vil det øge ens samlede soldosis og dermed risikoen for at udvikle hudkræft.

HVOR OFTE SKAL MAN SMØRE SOLCREMEN PÅ?

Gentagne gange, f.eks. med to timers mellemrum, og efter man har svedt meget eller badet, da det mindsker mængden af solcreme på huden, også selv om cremen er vandfast.

Læs også