De første lærde kvinder
foto: Det kongelige bibliotek
I flere århundreder var højere uddannelse et mandligt privilegium, og kvinderne havde ikke adgang til universiteterne. Det blev der lavet om på i slutningen af 1800-tallet, og siden har kvinderne gjort deres indtog på de danske uddannelsesinstitutioner.
Vi har samlet en liste over de første danske kvinder, der blev uddannet inden for forskellige områder.
Universitetet
Den første kvindelige student blev også den første kvindelige akademiker. Nielsine Nielsen besluttede sig for, at hun ville være læge, og hun måtte både kæmpe for at få lov at gå i gymnasiet og på universitetet, inden hun i 1885 kunne kalde sig færdiguddannet læge.
Selvom Nielsine Nielsen havde banet vejen for kvinders adgang til universitetet, skulle der gå mere end 60 år, før den første kvinde blev ansat som professor ved et dansk universitet. Det skete i 1946, da Astrid Friis begyndte at undervise i historie ved Københavns Universitet.
På nogle områder var kvinderne dog noget længere om at komme på banen, og det var først i 1967, den første kvindelige dyrlæge, Birthe Paludan, blev uddannet.
Kvinder i kirken
De danske kvinder fik adgang til teologistudiet i 1905, men der skulle gå 43 år, før de første kvindelige folkekirkepræster blev ordineret.
I 1948 begyndte tre kvindelige præster deres præsteembede: Johanne Andersen i Nørre Ørslev, Edith Brenneche Petersen i Nørre Åby-Indslev sogn og Ruth Vermehren som fængselspræst i Københavns Kvindefængsel.
Man kan dog ikke sige med sikkerhed, at disse kvinder var de første danske kvindelige præster, da der højst sandsynligt har været kvinder, der uofficielt har udøvet præsteembedet tidligere.
Et halvt århundrede senere, i 1995, blev de første to kvindelige biskopper valgt. Det var Lise-Lotte Rebel i Helsingør Stift og Sofie Petersen i Grønlands Stift.
Kilder: 99 Lyserøde elefanter, KVINFO, Københavns Universitet