Fingernemt: Praktisk taske til hverdag
Du skal bruge:
To bælter i samme farve og en rest skind i matchende farve (skindrester kan købes hos www.laederiet.dk).
Denimstof fra Stof og Stil eller et par aflagte jeans.
Tråd i matchende farver og skindnål til din symaskine fra Stof og Stil.
Sådan gør du:
Læg stoffet dobbelt, så de to ægkanter flugter (på denim kalder man disse ægkanter for »selvedge«.) Her passede det med, at tasken blev 45 cm dyb, dvs. at stoffet er 90 cm bredt. Det er fint, at stoffet ikke ligger trådret.
Bredden har vi valgt skal være 42 cm, så vi lægger 1 cm på i hver side og klipper stykket 90 cm x 44 cm.
Find to bælter, du vil bruge. Skær bæltespændet af 8 cm fra midten af spændet. Husk, at det ikke må være for tæt på spændet, for så kan du ikke komme tæt nok på med symaskinen, når det skal syes på.
Marker nu med stofkridt eller nåle, hvor dine bælter skal sidde på tasken. Vi har sat dem 18 cm nede fra »selvedge«-kanten og 11 cm inde fra sidesømmen inkl. sømrum.
Klip nu en cirkel med en diam. på 26 cm i mønsterpapir. Tegn den over på bagsiden af din skindrest og klip den ud. Del den midtover, så du har to halve.
Placer disse halve cirkler midt på sidesømmene, pegende ind mod midten af stoffet.
Sy stykkerne fast med symaskinen.
Sy herefter dine bæltespænder fast, så de peger opad. Og den anden del, så hullerne kan gå i spændet. På den måde får du en taske, hvor du kan regulere længden af stropperne.
Klip 4 stropper, der er 1,5 cm x 8 cm i din skindrest. Sy dem fast 2 cm fra »selvedge«-kanten på ydersiden, så kan bæltet gå igennem og sidder bedre.
Sy tasken sammen. Zigzag kanten. Læg stoffet ret mod ret, og sy de to sidesømme sammen 1 cm fra kanten.
Fold en trekant nede i bunden for at få kasseform på taskens bund. Sy henover, og vend retten ud på tasken.