Krop & velvære
1. januar 2010

Spice din sundhed op

De følgende syv krydderier er ifølge forskningsresultater nogle af de mest effektive, når det drejer sig om at forebygge eller bekæmpe sygdomme.
Af: Hanne Vinther Mikkelsen
https://imgix.femina.dk/media/70750f02ea414123abacfce70ad11fcb.jpg

De følgende syv krydderier er ifølge forskningsresultater nogle af de mest effektive, når det drejer sig om at forebygge eller bekæmpe sygdomme.

7 STÆRKE KRYDDERIER MOD SYGDOMME

Ingefær:
modvirker kvalme og opkast i forbindelse med køre- og søsyge, graviditet og kemoterapi. Bruges også i naturpræparater mod slidgigt og gigtsmerter, samt modvirker betændelse, sænker dit blodtryk og virker feber- og hostedæmpende.

Spis 1-5 gram dagligt fordelt på flere doser.

Kanel:
sænker dit blodsukker og nedsætter det usunde kolesterol i blodet, dræber skadelige bakterier og har et stort indhold af antioxidanter.

Spis 1 gram om dagen, det svarer til ½ teskefuld. Kanel findes også i flydende form som kanelolie/ekstrakt.

Hvidløg:
En suveræn booster til dit immunforsvar. Hvidløg kan i nogle tilfælde angiveligt hæmme væksten af kræftceller i blandt andet bryst, blære, tarm, lever, prostata, lymfe og hud. Et nyt amerikansk studie viser, at mænd, som spiste meget hvidløg, kunne nedsætte deres risiko for at blive ramt af prostatakræft med hele 50 procent.

Hvidløg hæmmer også dannelsen af blodpropper. Hvidløg indeholder desuden antioxidanter, der kan udsætte kroppens aldring, og det bekæmper bakterier, virus, og svampe.

Spis 2-3 fed hvidløg dagligt. Findes også i neutral tabletform uden lugt og smag.

Timian:
Flere internationale studier peger på, at stoffet luteolin i krydderurten kan modvirke kræft. Urten er desuden et effektivt middel mod hoste, også kighoste. Timian har også en gavnlig effekt på fordøjelsesbesvær, oppusthed og betændelse.

Spis en god håndfuld frisk timian på/i din mad flere gange ugentligt.

Gurkemeje:
beskytter dit nervesystem og stoffet curcumin bekæmper kræftceller. Generelt forebygger gurkemeje nedbrydningen af nervesystemet og nerveceller, også i forbindelse med aldring. Derudover viser det sig, at i lande, hvor der spises meget gurkemeje, er der færre, der lider af sklerose. Samtidig har krydderiet vist sig at kunne modvirke betændelse.

Spis en ret med rigelig gurkemeje tre gange om ugen.

Chili:
Chili har i både amerikanske og engelske forsøg vist sig at kunne hæmme kræftcellers vækst og få dem til at destruere sig selv. Hele 80 procent af kræftcellerne døde, da mus med prostatakræft fik store mængder chili i deres daglige foder.

Chili indeholder mange antioxidanter som C-vitamin og beta-caroten, og menes også at have en positiv effekt på blodtryk og kolesterol i blodet. Forbedrer blodcirkulationen og kan være med til at forebygge blodpropper. Chili kan hæmme betændelsestilstande i kroppen, og mildne visse gigtlidelser.

Chili fås i milde og stærke varianter. Cirka 5 gram frisk chili hver dag skulle have effekt.

Læs mere om:

Læs også