Krop & velvære
8. juni 2012

Sådan påvirker morgenkaffen dig

Kaffe er en udskældt drik, der kan give abstinenser. Men hvor slem er den egentlig?
Af: Mia Qvist Scheelsbeck
https://imgix.femina.dk/media/eea6a1713a394bb1b1f21768d29bb535.jpg

foto: Shutterstock

Mange danskere begynder dagen med en kop kaffe til morgenmaden, og den første opgave på arbejdet er som regel også at få endnu en kop kaffe.

Men hvor sund er den opkvikkende drik? En del oplever ligefrem at få hovedpine og træthed, hvis de ikke får den daglige dosis koffein.

- Kaffe indeholder jo stimulerende stoffer, der virker opkvikkende. Når vi ikke får kaffe, kommer vi i kontakt med en træthed, som normalt dysses ned af kaffe. Så kan nogen føle en form for abstinens med træthed og hovedpine, siger Martin Kreutzer, der er ernæringskonsulent hos discretio.dk, til Alive.dk.

Det vil dog kun tage et par dage at blive fri for trætheden og hovedpine, hvis du dropper kaffen

Mange drikker kaffe om morgenen. Men det er vigtigt også at huske at få spist sin morgenmad. Æg er et godt bud på et morgenmåltid. Læs hvorfor lige her.

Intet belæg for begrænsning
Han mener dog, at kaffe er blevet udsat for en urimelig stigmatisering.

- Der er ikke belæg for at sige, at man skal begrænse sit kaffeindtag. Forskning peger ikke på, at der er tale om direkte negative effekter, siger Martin Kreutzer.

Han siger, at man faktisk kan gøre en forskel i forhold til, hvilken type kaffe man vælger.

- Espresso er den sundeste slags kaffe, for der er færre af de skadelige stoffer i. Som nummer to kommer nok filterkaffe og frysetørret kaffe, mens stempelkaffe er nummer tre. Kogekaffen er den værste, fordi der er en del skadelige stoffer i, forklarer Martin Kreutzer.

Reagerer forskelligt på kaffe
Ernæringskonsulenten råder generelt til, at man lytter til sin krop, når man drikker kaffe.

- Vi reagerer forskelligt på kaffe. Nogen kan sove og andre kan ikke sove, når de drikker kaffe om aftenen. Nogen får hjertebanken, og andre kan ligefrem mærke, hvordan deres blodsukker falder. Det handler om, at man individuelt tager stilling til, hvor meget kaffe man bør drikke, ved at lytte til sin krop, siger Martin Kreutzer.

Vi køber vore kaffebønner i supermarkederne eller i specialforretninger. Men hvor kommer kaffen egentlig fra? Find svaret her.

Han har her fundet nogle af de gode og dårlige egenskaber ved kaffe frem.

Gode egenskaber:
- Kaffe er rig på sunde antioxidanter.

- Det er en kaloriefri drik, hvis du undgår at putte sødmælk og sukker i.

- Befolkningsundersøgelser viser, at der er en lavere forekomst af type 2-diabetes hos kaffedrikkere, fordi kaffen virker positivt på blodsukkeret.

- Kaffe virker opkvikkende.

Dårlige egenskaber:
- For meget kaffe kan gå ud over fordøjelsen ved at give tynd mave.

- Nogen reagerer på kaffe ved at få et forhøjet blodtryk. Ofte kræver det bare lidt tilvænning, så falder blodtrykket igen. Men har man i forvejen problemer med blodtrykket, er det en god idé at passe på.

- Du får en øget tendens til at udskille galdesten.

Læs mere om:

Læs også