Brød og bagværk
15. september 2009

Cupcakes

Cupcakes (også kendt som muffins) har rødder i det amerikanske og engelske og betyder simpelthen en lille kage, der er bagt i en koplignende form.
Af: Louise Dandanell Ørsted
Cupcakes

Egentlig er cupcakes bare sandkagedej, der bliver hældt i 12 små forme i stedet for i én stor. En af de indlysende fordele ved cupcakes er, at de har meget kortere bagetid. Og så er der gået mode i at pynte cupcakes.

Gode tips inden du går igang med at lave cupcakes:

• Rør så lidt som muligt i dejen, efter at mel og bagepulver er tilsat.

• Lad de hjemmebagte cupcakes blive i metalformen, til de er afkølede.

• Antallet af cupcakes er meget varierende, afhængigt af hvor store formene er, og hvor meget man fylder i hver enkelt.

• Hvis du vil have cupcakes, der vælter ud ad formen, skal du fylde formen op. Hvis din cupcakes kun skal nå op til kanten, skal formen højst fyldes ¾ op.

• Bagetiden er vejledende og varierer både pga. ovn og størrelsen af dine cupcakes. Kontroller altid en kage med en tynd pind, inden de tages ud ad ovnen. Kontroller også gerne dine cupcakes 5 min. før den vejledende bagetid.

Specialkøbmanden har et eventyrligt udvalg af sukkerpynt, kageforme, tyller og alt andet tænkeligt, der kan gøre bagningen mere festlig.

Cupcakes med nødder

TID: ca. 45 min.
9 cupcakes

Det skal du bruge
100 g valnødder
125 g smør
175 g mørkt rørsukker
2 æg
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 dl kærnemælk

Pynt:
Ca. 200 g nutella
Sukkerpynt

Sådan gør du
Tænd ovnen på 175 grader. Sæt papirforme i muffinformen.
Hak nødderne meget fint. Pisk smør og sukker sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Vend de finthakkede nødder, hvedemel og bagepulver i dejen skiftevis med kærnemælken. Hæld dejen i muffinformene og bag dine cupcakes i 30 min.

Kom nutella i en tylle og fordel den på de afkølede cupcakes. Jo tykkere tyllen er, jo mere nutella skal du bruge. Pynt evt. med en lille sukkersvamp.

Cupcakes med jordnødder

TID: ca. 40 min.
12 cupcakes

Det skal du bruge
150 g smør
150 g sukker
1 æg
100 g jordnøddesmør (peanutbutter)
225 g mel
2 tsk bagepulver
250 g yoghurt
50 g chokolade

Pynt:
75 g jordnøddesmør
(peanutbutter)
Saft af 1 citron
150 g flormelis

Sådan gør du
Tænd ovnen på 175 grader. Sæt papirforme i muffinformen.

Rør smør og sukker sammen. Pisk ægget og jordnøddesmørret i. Bland mel og bagepulver i dejen skiftevis med yoghurten. Hak chokoladen og vend den i dejen. Fordel dejen i formene og bag dine cupcakes i ca. 25 min.

Rør jordnøddesmør, citron og flormelis sammen. Kom cremen i en tylle og fordel den på de afkølede cupcakes. Jo tykkere tyllen er, jo mere creme skal du bruge.

Citron cupcakes

TID: ca. 40 min.
12 cupcakes

Det skal du bruge
200 g smør
200 g sukker
Saft og skal af 1 usprøjtet citron
3 æg
250 g mel
1 tsk bagepulver

Pynt:
Ca. 150 g Icing mix med vaniljesmag fra Specialkøbmanden
Gul frugtfarve
eller
150 g flormelis
25 g blødt smør
Saft og skal af ½ usprøjtet citron
Sukkerblomster eller lign.

Sådan gør du
Tænd ovnen på 175 grader. Sæt papirforme i muffinformen.

Pisk smør og sukker sammen. Rør citronsaft og -skal i. Pisk æggene i et ad gangen. Sigt mel og bagepulver i dejen og saml dejen hurtigt. Fyld dejen i muffinformene og bag dine cupcakes i ca. 25 min. Afkøl de færdigbagte cupcakes.

Rør frostingen sammen med vand efter anvisning på emballagen og farv den med gul frugtfarve.

Eller rør flormelis, smør og citronskal sammen. Hæld citronsaft i, indtil cremen har den rette konsistens.

Kom frostingen/cremen i en tylle og fordel den på de afkølede cupcakes. Pynt med sukkerpynt.

Chokolade cupcakes

TID: 40 min.
12 cupcakes

Det skal du bruge
125 g smør
200 g sukker
3 æg
200 g mel
100 g kakao
2 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
1½ dl kold, stærk kaffe

Pynt:
2 spsk smør
100 g mørk chokolade
Sukkerblomster eller -hjerter

Sådan gør du
Tænd ovnen på 175 grader. Sæt papirforme i muffinformen.

Pisk smør og sukker sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Sigt mel, kakao, vaniljesukker og bagepulver i dejen skiftevis med kaffen og saml dejen hurtigt. Fyld dejen i muffinformene og bag dine cupcakes i ca. 30 min.

Smelt smør og chokolade i en gryde over svag varme. Fordel chokoladesmørret med en pensel på de afkølede cupcakes og pynt med sukkerblomster eller -hjerter.

Vanilje cupcakes

TID: 45 min.
12 cupcakes

Det skal du bruge
125 g smør
125 g sukker
Korn af en stang vanilje
1 tsk vaniljesukker
1 æg
125 g mel
75 g kartoffelmel
2 tsk bagepulver
2 dl yoghurt

Pynt:
125 g mascarpone
50 g flormelis
1 spsk vaniljesukker

Sådan gør du
Tænd ovnen på 175 grader. Sæt papirforme i muffinformen.

Rør smør, sukker, og de to slags vanilje sammen. Pisk ægget i. Bland de 2 slags mel og bagepulver i dejen skiftevis med yoghurten. Fordel dejen i formene og bag dine cupcakes i ca. 25 min. Lad de færdigbagte cupcakes blive i formen, til de er let afkølede.

Rør mascarpone, flormelis og vaniljesukker sammen. Hæld cremen i en tylle og fordel den på de afkølede cupcakes.

Mangler du en opskrift på de populære Red Velvet cupcakes? Soendag.dk har opskriften til dig lige her

Cupcakes kan pyntes i det uendelige og lige efter din smag. Du kan fx servere cupcakes pyntet i sørøver-, prinsesse- eller bondegårdstema til børnefødselsdagen, eller servere cupcakes med lyserød frosting, blomster og glimmer til en rigtig pigeaften.

Læs også