Underholdning
2. maj 2012

Kamilla Walsøe: Når man forelsker sig, tænker man ikke praktisk

Mød Kamilla Walsøe, der gik fra det totale singleliv til at have børn ud over det hele
Af: Britta Bjerre, SØNDAG
https://imgix.femina.dk/media/0cad76323635433e826bd87effeb7c31.jpg

Foto: Nellie Møberg og All Over Press - Redigeret af Nina Bendixen, Newsdesk, Aller Media.

Kamilla Walsøe, 39, fik datteren Viola sammen med kæresten Jan Grarup for et år siden. Nu er hun tilbage som redaktør på »Go' morgen Danmark« efter endt barsel, men som et helt nyt menneske.

Børn ud over det hele
Violas far er pressefotografen Jan Grarup. Han og Kamilla mødte hinanden for godt to år siden. Og fra da af er alting gået stærkt.

- Jeg kom fra at have boet med en kæreste i over otte år og var så alene i halvandet år, hvor jeg levede det totale singleliv, og pludselig sidder jeg dér med sutsko på og en sutteflaske i hånden og børn ud over det hele og tænker: Wauw, det er det her, jeg har savnet, uden jeg vidste det!

Kamilla havde ikke børn i forvejen, men ville gerne have det. Og med ét kom det hele dumpende. Man kunne så spørge, om en mand, der som Jan Grarup rejser meget og også ofte til farlige områder i verden, var den ideelle at stifte kernefamilie med? Og dét får hende til at le.

- Og han havde oveni købet tre børn i forvejen og har fire nu! Men når man forelsker sig, tænker man ikke praktisk. Jeg gør i hvert fald ikke. Det var - og er - en meget stor kærlighed. Og på en måde jeg aldrig har prøvet før i mit liv. Aldrig. Jeg har aldrig prøvet før, at man ikke et øjeblik er i tvivl og bare tager det hele med: Nå, du har tre børn?! Fint!

Vælger letheden i livet
Inden Kamilla Walsøe mødte Jan Grarup, var hun kommet ud af et langt forhold, og det var et brud, der bragte nogle erkendelser med sig.

- Jeg tror, jeg tidligere har haft en tendens til at problematisere alting. Det var en af de erkendelser, jeg kom frem til. Jeg måtte fremover forsøge at blive bedre til at vælge letheden i livet. Ikke dermed sagt, at man ikke skal tage livet alvorligt, for det synes jeg absolut, man skal. Men man kan jo tænke sig selv til døde. Hvad med i stedet for at tænke helt konkret: Hvad er det egentlig, der gør mig glad? Og så prøve at dyrke netop det.

Kamilla i korte træk:
Født 1973 i Aarhus.

Uddannet på Danmarks Journalist- og Mediehøjskole i Aarhus.

Har tidligere arbejdet på dagbladet Politiken, magasinet Eurowoman, hvor hun var redaktionschef, TV 2 News som reporter og nyhedsvært og på TV 2 Nyhederne som nyhedsvært.

Fra januar 2009 vært på »Go' morgen Danmark«.

Fra august 2010 redaktør på »Go' morgen Danmark«

Mor til Viola, der blev født i april 2011.

Kæreste med den prisbelønnede fotograf Jan Grarup.

Laura Drasbæk: Jeg vil kun gøre ting, jeg godt kan lide

Femina møder Michèle Bellaiche


Kvinders valg: Et liv med eller uden børn

Læs også