Mad
27. marts 2013Pinkmarmorerede æg på påskebordet
Opskrift: Gør lidt ekstra ud af æggene og farv dem pink med rødbedesaft - det ser både spændende og indbydende ud
Af: Julie Hey
foto: Bjørn Jakobsen
Pinkmarmorerede, salte æg (Tid: 50 min. inkl. kogetid)
Ingredienser
(4 pers.)
100 g salt
1 l kogende vand
500 g rødbeder
8 æg
4 stk. hjertesalat
2 spsk rygeost
6-8 skiver parmaskinke
3 spsk pinjekerner
Fremgangsmåde
Skræl rødbederne og riv dem groft. Kom dem i en gryde med salt og vand og lad det hele koge i 40 min.
Si rødbeden fra og lad det salte rødbedevand køle af på køkkenbordet.
Kog æggene i en gryde i almindeligt vand i 20 min. Bank æggeskallen let, læg æggene i rødbedevandet i en lufttæt beholder og sæt dem i køleskab i 2-3 dage inden servering.
Servér de flotte marmorerede æg i en salat rørt med rygeost og pyntet med ristet parmaskinke og pinjekerner.