Alexandra om at være 40+
foto: Marianne Leth, All Over Press
Første gang danskerne mødte grevinde Alexandra, der dengang var 31 år, var den 31. maj 1995, hvor hun blev præsenteret på trappen foran Møgeltønder Slot som prins Joachims forlovede.
I billedgalleriet under artiklen har vi samlet en masse billeder af Alexandra og hendes liv her i Danmark. Se blandt andet billeder fra prins Joachim og Alexandras bryllup, billeder af Alexandra og børnene Nikolai og Felix og Alexandras bryllup med Martin Jørgensen.
Der er sket meget siden. Den knaldrøde spadseredragt er skiftet ud med et mere afslappet look, hun er blevet mor til to, skilt og gift igen.
Livets milepæl kommer i 40'erne
Og så er hun med sine 48 år godt på vej gennem 40'erne.
- Jeg er overbevist om, at 40'erne er en milepæl i alle kvinders liv. I hvert fald i de kvinders liv, jeg kender, inklusive mit eget. Pludselig kigger man på sit liv fra flere vinkler, også vinkler, man måske ikke har turdet eller villet kigge fra før. Er der noget, man er utilfreds med? Er der noget, man kan eller vil ændre, siger hun.
Alexandras åbenbaring
- Og jeg må sige: Min åbenbaring kom, da jeg var 45 år. Først mistede jeg min far, hvad min familie og jeg til en vis grad var forberedt på. Han var 85 år, da han døde. 20 år tidligere fik han en blodprop i hjernen. Så de sidste 20 år med min far tog jeg aldrig for givet. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, og alt hvad jeg ville med min far. Og alt, hvad vi skulle tale om, var blevet sagt. Så det var, som det skulle være, fortæller hun.
Døden er svær at kapere
Men det ene dødsfald var ikke det eneste, der ramte grevinde Alexandra.
- Efterfølgende mistede jeg fire andre mennesker det år. Gamle mennesker, men mennesker, der betød meget for mig. Og pludselig åbenbarede det sig i al sin tydelighed, at vi er alle dødelige. Det var ikke første gang i mit liv, jeg havde set døden. Men da gik det op for mig, at det langtfra var sidste gang, jeg kom til at opleve døden, tværtimod ville det komme til at ske hyppigere. Den erkendelse var svær at kapere, forklarer hun.