Sådan kommer du i mål med dine drømme
foto: Pantherstock
Har du endnu en gang overtræk på kontoen eller har du taget 5 kilo på, i stedet for at tabe 10?
De fleste af os kender det, at vi sætter os et mål og efter et stykke tid, finder vi på noget andet, glemmer målet, giver op og har nagende dårlig samvittighed over det.
Men vejen til succes med forandringer er faktisk ret enkelt - den starter med små skridt. Faktisk så små skridt, at det virker for nemt, forklarer Anna Bogdanova, der er personlig træner og ekspert i at skabe forandring hos kvinder, der gerne vil være sundere, stærkere og slankere.
- Hjernen kan ikke lide forandringer. Den bliver simpelthen bange, når du laver om på dine vaner fra den ene dag til den anden, siger hun.
Det er altså ikke din viljestyrke, der fejler noget. Det er din hjerne, der forsøger at passe på dig. Den vil som udgangspunkt ikke bruge energi på noget, som ikke er vigtigt for din overlevelse her og nu.
LÆS MERE: Vil du gerne tabe dig, så får du her fire lette huskeregler
Begynd med noget nemt
Den eneste måde at snyde din hjerne på, er at lave så små forandringer, at den faktisk ikke opdager, at din store forkromede plan er at tabe dig 20 kilo, få styr på din økonomi eller få mere motion ind i dit liv.
- Du skal begynde med noget, der er så nemt, at du er sikker på, at du kan gøre det. Hvis du får succes med én ting, så er der også større sandsynlighed for, at du har lyst til at gøre mere af det nogle uger efter, fortæller Anna Bogdanova og fortsætter.
- Hvis det for eksempel er din økonomi, du vil holde bedre styr på, så lad være med at tro, at du skal ændre alt nu. Sæt en mental streg i dag og begynd fra i morgen med at skrive ned, hvad du bruger af penge. Når du har gjort det noget tid, kan du bedre overskue at tage fat i noget større - for eksempel at få styr på økonomien fremadrettet, siger hun.
LÆS MERE: Bare fordi man gerne vil have styr på sin økonomi, kan man sagtens forkæle sig selv med lækre ansigtsmasker. Man kan nemlig lave dem selv. Få opskrifterne lige her.
Hun understreger at enhver forandring handler om motivation. Motivationen er ifølge hende tredelt
1. Du skal VILLE forandringen. Den skal være vigtig for dig.
2. Du skal TRO på, at du er i stand til at gennemføre forandringen.
3. Du skal være KLAR til at prioritere forandringen.
5 trin til at komme i mål med dine drømme
1. VÆR PRÆCIS
Find ud af helt nøjagtigt, hvad dit mål er, hvad du vil opnå.
2. KOM GODT FRA START
Begynd forandringsprocessen med noget, du allerede har gjort før. Og haft succes med. Og som du er 100 procent sikker på, at du kan gennemføre. Det kan være, at du skal gå en tur tre gange om ugen eller drikke nok vand dagligt. Det skal selvfølgelig passe med din målsætning. Pointen er at begynde med en så lille forandring, at din hjerne ikke bliver bange. Hvis du for eksempel gerne vil i gang med at spise sundere, så begynd med at spise et æg til den morgenmad, du plejer at spise. Det er en lille ændring, der formentlig kan gøre, at du i løbet af dagen får mindre lyst til for eksempel søde sager. Hvis du gerne vil rydde ud i dit hjem, så tag et værelse eller område ad gangen. Begynd med en skuffe.
3. LANGSOM VÆKST
Efter 4-6 uger skal du begynde at skabe vækst, så du kommer tættere på dit mål. Er du begyndt at gå lange ture for at komme i gang med at bevæge kroppen til at starte med, så vil din krop formentlig være klar til at lunte lidt noget af vejen, uden at du føler, du er ved at kaste dine lunger op! Men det er hele tiden vigtigt, at du gør det med små skridt. For vækst sker, når din krop er tryg.
4. FORVENT TILBAGEFALD
Vejen mod dit mål er ikke linear. Brug det til at lære dig selv bedre at kende, i stedet for at slå dig selv i hovedet med, at du ikke har nok viljestyrke. Måske skal dine skridt være endnu mindre? Måske skal du gå en helt anden vej?
5. PAS PÅ DIN VILJE
Forlad dig aldrig på din viljestyrke. Viljestyrke flytter sjældent særlig meget. Det er fint i starten af din forandringsproces, hvor du skal skabe momentum og tage en beslutning. Men viljestyrken kan være for overmodig. Hvis du stoler blindt på, at den kan bære dig igennem en hel forvandling, så kan du komme til at gå for ivrigt til værks i starten - og dermed gøre din hjerne og krop bange. Derfor skal du være på forkant med dine vaner. Undgå at komme i situationer, hvor du er afhængig af din vilje. Hvis du for eksempel altid shopper igennem, når du er ked af det (og du ikke har penge til de indkøb), så find en måde at undgå de situationer, der udløser dem. I stedet for at tro at du bare skal stå imod med ren vilje.
Gratis sunde tips på facebook?
Vil du gerne have gratis sunde tips direkte på facebook? Så vær med i sundhedsgruppen, som er resultatet af et samarbejde mellem SØNDAG, Femina, ELLE, Q og Mad & Bolig. Giv gruppen "Sunde tips - hver dag" et "like" lige her.