Selvudvikling
7. november 2016

Louise Mieritz: Jeg stiller røven i klaskehøjde

Med anden sæson af komedieserien Ditte og Louise, håber skuespillerinde Louise Mieritz at kunne frigøre andre kvinder og give danskerne et par stikpiller med skjult moralitet.
Af: Karen Munk Ebbesen, redigeret af redaktionen
Louise Mieritz

Foto: Nellie Møberg

Der er ikke langt mellem deller, bare bryster og pinlige situationer, når anden sæson af Ditte & Louise ruller over tv-skærmene i disse uger. Ditte Hansen og Louise Mieritz, som både er hovedrolleindehaverne og forfatterne bag, har siden 2008 været et kendt makkerpar. Foruden at stå på scenen sammen, har de skrevet revysketches, teatermanuskripter – og nu er de altså endnu en gang på skærmene i rollerne som Ditte og Louise. Og selv om det umiddelbart kan virke forvirrende, at seriens karakterer har fået tildelt samme navne som skuespillerne, så mener Louise Mieritz ikke det kunne være anderledes.

– Inden vi besluttede at bruge vores egne navne, prøvede vi med nogle andre, men det fungerede bare ikke. I stedet besluttede vi, at vi er den. Det blev også en måde at stille vores røv i klaskehøjde, fortæller 45-årige skuespillerinde til Ugebladet SØNDAG.

Birgitte Raaberg: Jeg favner det perfekte i at være uperfekt

Stor selverkendelse

Samtidig beskriver hun, hvor personlig serien er, og det er også en af grundene til, hvorfor hun ville havde haft svært ved at skrive en serie som denne tidligere.

– Det har krævet enormt meget selverkendelse at vise mine dårlige sider frem på den måde. Når vi får en idé, kan jeg få et helt sug i maven over, hvor pinligt det er, men når vi så gennemskriver det, bliver jeg lidt immun over for pinligheden. Det er først, når vi skal til at spille det, at det går op for mig igen. Så kan jeg godt tænke: »Hvorfor skal jeg nu smide tøjet – igen?«, og så må jeg lægge min egen forfængelighed på hylden og minde mig selv om, at det er for seriens skyld. Når det endelig kører på tv, er det kommet så meget på afstand, at jeg ikke synes, det er pinligt længere.

Charlotte Fich: Jeg sætter mig selv på spil

Det der forarger os

På trods af, at makkerparret udstiller deres egne mindre flatterende sider, er Louise overbevist om, at det er det hele værd.

– Selv om jeg spiller en karakter, er det stadigvæk mine deller, der bliver vist. Det kan godt virke lidt voldsomt, når jeg ser det første gang, men jeg håber at kunne frigøre alle kvinder ved at vise mine deller, og så giver det jo mening, siger hun og fortsætter. – Vi vil gerne være en del af det samfund, vi befinder os i, så vi tager de temaer op, der rører os. Når vi skal til at skrive, spørger vi os selv: »Hvad optager os, hvad er for dårligt, og hvad forarger os?« – Når vi først har udvalgt en række temaer, er det vigtigt, at Ditte og Louise ikke giver svar, men i stedet undersøger emnet. Vi vil gerne have folk til at tænke over tingene. Vi vil ikke være moralske, men der må gerne være moralitet på et dybere plan.

Læs mere om:

Læs også