Planlæg dit sporskifte

Tjekliste

Lav en liste med for/imod det »store skift«.

Skriv ned, hvad du er bange for, og hvad du vil opnå.

Del listen ind i overskrifter som: familie, økonomi, socialt liv og egen frihed.

Vurder, hvordan skiftet vil påvirke de forskellige aspekter i dit samlede liv.

Hvad er gevinsterne, og hvad er omkostningerne?

Når du vurderer din for/imod-liste, skal du se på timingen - det kan jo være, det i virkeligheden passer bedre først at tage springet om nogle år.

En sommerdag i 2005 går 34-årige Jonna Pedersen rundt og tænker på, hvor fantastisk livet er.
- Det gav mening. Det var som en forelskelse. Jeg havde gået inde i mørket, og nu var jeg trådt ud i solen, fortæller hun, her tre år og en hel del erfaringer senere.
Hun blev uddannet fra Syddansk Universitet i Odense som cand.negot i 1996 - en uddannelse, der kombinerer sprog, økonomi og markedsføring, der alt sammen passede godt til hende - dengang.
- Jeg har altid været glad for at gå i skole, og jeg havde både lysten og evnerne inden for faget, så det var bare meget naturligt, siger hun.
Efter uddannelsen fik hun job i London, hvor hun arbejdede i reklamebranchen i tre år. Der var udfordringer, hun udviklede sig, og der var fart på. Men efter tre år begyndte hun at savne Danmark, så hun sagde farvel til London og goddag til Københavns reklamebranche. Og noget begyndte at ulme i Jonna.
- Det føltes bare ikke rigtigt, og det gnavede. Jeg kunne ikke se mig selv være i den branche i fremtiden. Jeg brugte meget tid på at tænke på det, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle i stedet, fortæller hun.
Så hun fortsatte. Men på et tidspunkt blev det for meget.

Jonna måtte sygemelde sig med stress. Tankeprocessen var allerede gået i gang, men her fik hun for alvor sat skub i den.

En dag så hun en annonce for en billedkunstskole på Frederiksberg, der holdt fernisering.
- Min intuition sagde mig, at jeg skulle gå derned, så en fredag eftermiddag fandt jeg mig selv på vej. Og jeg følte mig hjemme med det samme, jeg trådte ind ad døren, fortæller hun.
Til ferniseringen mødte hun også lederen af skolen, og han mente bestemt, at Jonna skulle gå der. Og sådan blev det. Hun begyndte på Bjørn Ignatius Øckenholts Frederikbergske Billedkunstskole og fandt det, hun havde søgt.

Efter billedkunstskolen ville Jonna gerne finde et atelier at arbejde i. Hun fandt et sted lige inden jul 2003. Inden hun tog på juleferie hos sine forældre på Fyn, var hun inde på skolen for at ønske god ferie. Her mødte hun Bjørn Eriksen, der også er kunstner. De snakkede og snakkede i tre timer og aftalte, at de skulle på Statens Museum for Kunst efter jul. De mødtes, og det tog ikke længe for dem at finde ud af, at der var andet imellem dem end kunst.

Hendes vej fra projektleder til kunstner var egentlig ikke så svær. Da hun først satte sig ned og tænkte over, hvad der var vigtigt, så følte hun, at beslutningen tog sig selv.
- Jeg har aldrig været så glad for livet, som jeg er nu. Det er en fundamental glæde. Jeg føler, at jeg fordyber mig i noget, der er alment vedkommende. Og jeg mødte manden i mit liv, så jeg mødte på flere måder kærligheden.

Fra gymnasielærer til girafsprog

En bog i Basel blev begyndelsen på en ny og lang rejse i Inge Brink Nielsens liv - en rejse mod et liv som selvstændig konsulent i kommunikation og væk fra jobbet som gymnasielærer.

Inge Brink Nielsen har altid haft en spirende skuespiller i maven og en velvoksen frankofil i kroppen. Hun var dygtig til fransk i gymnasiet, derfor var det helt naturligt, at hun begyndte at læse fransk på universitetet. Selv om hun valgte fransk af interesse, handlede det også om tiden - en tid hvor flinkeskolen var flittigt besøgt.

- 1950'erne var meget karakteriseret ved, at man opførte sig ordentligt, og man lærte ikke nødvendigvis at følge sine egne længsler, fortæller Inge Brink Nielsen, der i dag er 54 år og nu har fået pakket flinkeskolen godt og grundigt væk.

Men før hun nåede til bogen i Basel og at afholde kurser, der får hendes arme op over hovedet, så læste hun adskillige år på universitetet. Ud over fransk læste hun idræt. Skuespiller­drømmen fik også lidt næring. Hun fik faktisk et stipendium til en teaterskole i Paris, men drømmen rakte aldrig længere end til undervisning. Da hun var færdig med fransk og idræt på universitetet, fulgte hun den naturlige vej som gymnasielærer. Efter nogle år fik hun puttet nogle dramakurser ovenpå, så hun kom til at undervise i drama og sætte musicals op med eleverne. Som ung tænkte hun mange gange på at søge ind på skuespillerskolen.
- Jeg turde ikke. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde talentet. Men det er egentlig ikke noget, jeg fortryder. Den måde, jeg kom til at arbejde med dramatikken, var sjov og mødte det behov for at udfolde mig, som jeg havde, fortæller Inge.

Katalysatoren

Inge havde været gymnasielærer i 15 år, før hun for alvor fandt ud af, at hendes liv skulle have en helt anden retning, end hun nogensinde havde drømt om.
Katalysatoren blev en tur til Basel med sin mand. I en boghandel faldt hun over den franske udgave af den amerikanske psykologs Marshall B. Rosenbergs bog om girafsprog - ikke­voldelig kommunikation.
- Jeg tænkte »YES - her er det, jeg har ledt efter«, selv om jeg egentlig ikke syntes, jeg ledte efter noget. På hotelværelset brugte jeg ret mange timer på at fordybe mig i den her bog, selv om jeg egentlig var på storbyferie, fortæller Inge om sit første møde med girafsproget.

Det blev begyndelsen til et skift, der langsomt voksede til en konsulent- og kursusvirksomhed, hvor hun i dag underviser i det, som officielt hedder ikke-voldelig kommunikation. Det bliver også omtalt som girafsprog - fordi giraffen er det pattedyr, der har det største hjerte. Ideen er at kommunikere ud fra hjertet og ud fra behov og følelser, så det, man siger, ikke bliver til en kritik af andre mennesker.

Journalisten blev mandeterapeut

Det var trangen til at gå i dybden med mennesker - at se dem i øjnene og høre deres historie - der sendte nu 45-årige Annette Jønsson på Journalisthøjskolen. Samme trang sendte hende i en helt anden retning få år efter.

50 arbejdspladser og max to år hvert sted. Annette Jønsson har et langt cv spækket med brancher, der er kendt for et hektisk tempo. En fart hun for det meste har været glad for. Hun har arbejdet som produktionsleder i filmbranchen, caster i Danmarks Radio og har også været en tur forbi reklamebranchen. Hun var 32 år, da hun begyndte på uddannelsen som fotojournalist, der kombinerer det at skrive med at tage billeder.

- Jeg har altid vidst, at jeg ville være journalist. Jeg ville høre og fortælle andre menneskers historier, fortæller Annette Jønsson.

Uddannelsen ledte hende ud i en branche, der som de foregående var fyldt med højt tempo, skæve arbejdstider og mange skift. Hun stod blandt andet på de røde løbere - bag kameraet og dokumenterede de kendtes gøren og laden, men det var de gode historier om mennesker, der trak. I en verden, hvor tempoet er galoperende, kan det dog være svært at få lov til at dvæle ved sit arbejde.

- Det var meget hektisk og tempofyldt. Der var hele tiden mange skift - locationskift og skift af mennesker. Jeg skulle hele tiden omstille mig, forklarer Annette.

Efter flere år med reportagerejser og forskellige freelanceopgaver, hvor hun førte både pen og kamera, blev behovet for mere tid til at gå i dybden med menneskehistorierne større.

Alligevel gik der fem-seks år, før hun overhovedet begyndte at overveje at skifte branche - også selv om hun allerede havde taget uddannelsen som gestaltterapeut.

- Grunden, til at jeg tog en terapeut-uddannelse, handlede om private ting - der skete et voldsomt dødsfald i min familie. Det var ikke for at leve af det, det var for selv at udvikle mig, forklarer Annette Jønsson.

Det betød, at hun allerede havde en hel uddannelse som terapeut et par år efter, hun var færdig som fotojournalist - men tanken om at bruge den aktivt lå meget langt væk. Så da hendes favoritunderviser sagde til hende, at hun snart ville begynde at beskæftige sig som terapeut, faldt det ikke i god jord.

I dag har hun sin egen praksis som mandeterapeut i sit hus i Vanløse.

- Jeg søgte at få noget dybde, noget ro og noget tid. Jeg havde brugt rigtig mange år på det hurtige, og jeg kunne mærke, at det var tid til at lave et skift i tempo. Det, der drev mig meget, var at høre folks historie. Men jeg fik lyst til at gå dybere med de historier.

I begyndelsen var hun mest terapeut på deltid. Men efterhånden var kalenderen så overtegnet med aftaler med mænd, der skulle have udredt deres følelsesliv, at kameraet og pennen kun ved særlige lejligheder blev taget frem.