Anne Laxholm: Vi forelskede os på dansegulvet

HVOR MØDTES I?

Vi mødtes på Ellen Bagers danseskole i Helsingør.

Jeg var 15 år, han var 17. Jeg havde danset i Humlebæk og var netop flyttet til danseskolen i Helsingør.

Jeg var sådan et lille guds ord fra landet og frygtelig genert, og så var jeg på udkig efter en ny dansepartner, fordi ham jeg havde haft, netop var begyndt på gymnasiet og ikke længere mente, han havde tid til at danse.

HVAD TÆNKTE DU, DA DU SÅ HAM FØRSTE GANG?

Jeg syntes, han var en høj, flot fyr.

HVEM TOG INITIATIVET?

Jeg havde udset mig ham og ville frygtelig gerne danse med ham, men jeg var jo genert, så det var sådan noget med at spørge min mor, som så skulle spørge min danselærer, som igen skulle spørge ham.

Jeg var kun 15 år, og dengang var man ikke så langt fremme i skoene som i dag − jeg var i hvert fald ikke. Jeg havde heller ikke haft en kæreste.

Problemet var, at han allerede havde en dansepartner. Af en eller anden grund blev aftalen, at han fremover skulle danse standard med mig og latin med hende.

Den, han så fik de bedste resultater med, skulle have ham som danseparter.

En overgang var det sådan, at han dansede med os begge, og også havde en veninde, han sås med.

HVORDAN GIK DET TIL, AT I SÅS IGEN?

Vi mødtes jo på dansegulvet, og vi trænede mere og mere. Dengang var det sådan, at unge mennesker mødtes og tog på stranden eller i biografen sammen. Det havde vi ikke tid til.

Jeg gik i gymnasiet, og så spillede jeg klaver og dansede. Men jeg tror nok, at der hvor vores forhold udviklede sig, var, da han efter at have været på Mallorca med nogle venner, kom hjem med et lille guldarmbånd til mig.

Men selve forelskelsen - den kom nok på dansegulvet.

HVILKET ØJEBLIK VAR GANSKE SÆRLIGT?

Vi har været sammen i 43 år, så der har været en masse særlige øjeblikke. En af de ting, jeg husker godt, var dengang, hvor vi vandt Nordsjællands mesterskaberne i Frederiksborghallen i Hillerød.

Jeg var vel 17 eller 18 år, og vi skulle danse æresrunde til Raindrops Keep Falling on my Head. Det var stort, og hver gang jeg hører sangen i dag, så tænker jeg på dengang.

Men om det var et specielt par-øjeblik eller danseøjeblik, det er svært at adskille. Det var også et særligt øjeblik, da vi fik vores datter Lisamaria, som er 20 år i dag.

HVAD KUNNE VÆRE GÅET GALT?

Helt klart det der med at balancere dansen med et privatliv. Når man danser med et andet menneske igennem længere tid, så opstår der situationer, der kan ende med mord eller selvmord.

Når man danser sammen, så oplever man nemlig hinandens absolut værste sider. Sider, man måske ikke ville opdage, hvis man bare var i et forhold.

For vores vedkommende har det været sådan, at når vores dans gik dårligt, så gik alt andet også dårligt. Når det gik godt, var alt andet også godt.

Det gik hånd i hånd og var svært at adskille. Da jeg blev gravid i 1989, holdt vi op med at danse sammen professionelt, fordi vi ikke ville risikere, at jeg tabte barnet.

HVORDAN GÅR DET I DAG?

Med alderen har vi fundet ud af at give hinanden mere plads, og det er godt for os.

Vi deler ligesom områderne lidt op, blandt andet er det ham, der tager sig af haven, mens jeg sørger for det, der er indenfor.

Det er ikke godt, hvis der er en part, der dominerer over hele fladen. Vi rejser også hver for sig, når vi for eksempel skal dømme i dansekonkurrencer.